9.3.07

ILI - Internet Librarian International 2007

Bag denne årligt tilbagevendende konference står Information Today. Som nu opfordrer dig til at komme med et oplæg om hvad dit bibliotek har udviklet eller vil udvikle på det digitale/virtuelle område. Overskriften på årets konference er: New Realities, Roles and Resources. Den finder sted på Copthorne Tara Hotel i London d.8 – 9. oktober 2007.
Konferencen kører normalt i 2-3 spor og består af præsentationer, workshops eller små undervisningsfora. Og helst ikke for teoretisk, praktiske forsøg og resultater er meget velkomne.
Ansøgningen skal indsendes til The Advisory Committee, som står for det endelige program i løbet af sommeren. Hvis dit oplæg kommer med, betyder det gratis tilmelding og deltagelse i konferencen inklusive frokost på konferencedagene samt deltagelse i receptionen.
Susanne Buus fra Københavns Hovedbibliotek er medlem af The Advisory Committee, og hun har været på konferencen flere gange. Hun opfordrer til at bibliotekerne sender udviklere og internetbibliotekarer afsted – både som oplægsholdere og almindelige konferencedeltagere.

Det er en udfordrende og lærerig måde at lære noget om, hvad der sker i bibliotekssektoren rundt om i verden og en enestående chance for at ”networke".

Ingen kommentarer: