Derfor Messenger på bibliotekerne
Diskussionen om Messenger på bibliotekerne er egentlig mærkelig: For 5-10 år siden havde vi diskussioner om vi skulle undervise i email eller ej. Ingen stillede spørgsmålstegn ved emailens berettigelse. Nu eksisterer der så et andet kommunikationsmiddel, messenger, som i sin form er meget mere velegnet til live-ekspeditioner og som desuden har indbyggede redskaber til at 'fjernbetjene' brugere, fx lade dem følge med på bibliotekarens skærm. Alligevel forholder biblioteksverdenen sig mere end skeptisk over for IM. Hvorfor tilbyder bibliotekerne ikke i lighed med emailen i sin tid kurser i brug af IM?
Opslag
18 kommentarer:
Jeg prøver at give mit helt eget subjektive bud : e-mailen var brugt en del i uddannelsesmiljøet af studerende/forskere før det bredte sig til masserne(private, firmaer, kommuner) for 10 år siden. Når noget kommer fra uddannelsesmiljøet med stor succes, så er det lettere at argumentere for på bibliotekerne, hvorfor der skulle undervises i brugen af e-mail på det lokale bibliotek. Chat blev godt nok opfundet i uddannelsesmiljøet(fx IRC netværket 1988) , men vandt ikke den store udbreddelse der. Men det gjorde det i ungdomkulturen hurtigt med fx ICQ (1996) og senere MSN Messenger, Yahoo Messenger osv. - Ungdomkulturen har så lært deres forældre senere at benytte chat. Jeg vil sige det sker i stor stil fra 2001- (bla. Messenger fulgte med XP styresystemet). Der begyndte man at se de ældre også ville chatte eller har Messenger installeret til at få kontakt med deres børn. Men i bibliotekskredse bliver Chat vel stadigvæk betragtet som et ungdomsfænomen, og dermed ikke fint nok, måske bare et overgangsfænomen - Jeg tror synet på chat ville være anderledes hvis det havde vundet indpas i stor stil hos forskere/studerende og blevet udbredt ad den vej- Kald det bare åndsnobberi. Ovenstående betragtninger er skåret meget groft ud.
Andre frygtfaktorer vedr. chat er måske tempoet og angsten for at lave fejl (stavefejl). Jeg har set så mange ældre (folk over 30) nybegyndere der sidder og retter og dobbelttjekker stavningen inden de trykker på "Send". De unge/børn tænker ikke sådan de kører bare der ud ad og gerne med masser af smileys og forkortelser (LOL, BRB osv) - Jeg synes personligt, at der skal virkelig mange stavefejl til før jeg ikke forstår hvad folk mener. I chat er meningen det vigtigste i det høje tempo og ikke hvorvidt du skriver korrekt. Måske, man er bange for at blive beskyldt for ikke at kunne stave som bibliotekar, siden man afviser chat?
Jeg kan tilføje at vi på vores bibliotek benytter MSN til intern kommunikation. Det har forbedret vores muligheder for at opretholde et godt dagligt samarbejde på arbejdspladsen (vi er et mindre bibliotek med 4 lokalbiblioteker), så vi ser ikke hinanden hver dag. Det har også betydning for vores muligheder for at arbejde projektorientert. Og ikke mindst har det forbedret vores service i udlånet, fordi vi (næsten) altid lige kan få fat i den kollega over MSN som har de rigtige løsinger, man ikke selv kan komme på.
Vi betjener også nogle af vore unge lånere via MSN.
Vi kan slet ikke undvære MSN og indrømmet jeg har meget svært ved at forstå den forundring man møder blandt andre bibliotekarer, for vores brug af MSN. Som om MSN kun er til for useriøs sjov og kæærstepjatterier blandt teenagere.
mvh Helle Schønemann
I min verden er IM et andet paradigme end email. Email er meget ala almindelig brev korrespondance imens IM minder mere om et telefonopkald (der dog kræver mere opmærksomhed at udføre).
Når folk ser at jeg er online og kontakter mig via en eller anden IM service, forventer de tit at få et svar inden for 1 minut eller så. Da jeg tit er optaget af andre ting, er jeg egentligt ikke interesseret i at svare inden for en kort fremtid. Det har ledt til en del frustrationer fra venner og bekendte.
Jeg forestiller mig at bibliotekarer ser samme problem med IM. En mail kan man svare på når man har tid. Det kan man ikke med en IM kontakt (strengt taget kan man jo godt vendte, men det forventer folk ikke). Derfor finder jeg at kundebetjening via IM skal overvejes seriøst eftersom det giver brugerne nogle forventinger som man *måske* ikke kan indfri.
//Mikkel Kamstrup Erlandsen
Det er egentlig lidt pudsigt at denne debat først begynder at boble op nu. IM har efterhånden være almindeligt tilgængelig længe.
Da jeg oprettede min icq konto for næsten 10 år siden, var IM en landvinding af en anden verden. Siden har det bare været et hverdagsværktøj. Derfor undrer det mig også lidt, at det ikke er mere udbredt som kommunikationsværktøj i biblioteksverdenen. Men jeg glemmer måske at tage højde for nørd-faktoren?
Med MeeboMe er værktøjet i hvert fald blevet meget, meget nemt at implementere. Det kan vel dårligt blive nemmere. Der skal bare lidt organisatorisk planlægning til, så er man kørende. Men måske er det organiseringen, det kniber med?
Kære Mikkel
Du skriver at
"Når folk ser at jeg er online og kontakter mig via en eller anden IM service, forventer de tit at få et svar inden for 1 minut eller så. Da jeg tit er optaget af andre ting, er jeg egentligt ikke interesseret i at svare inden for en kort fremtid. Det har ledt til en del frustrationer fra venner og bekendte."
Så er det jeg dumt spørger: Hvorfor indstiller du så messenger på at du er online? Der findes mindst 8 forskellige meddelelser om at du er optaget, ikke vil ikke forstyrres, er til kaffepause, er optaget osv. Ligesom der også er mulighed for at du selv kan skrive en kort meddelelse om at du ikke vil kontaktes lige nu.
Dette er jo netop en af de store fordele ved IM set i forhold til telefonen. Hvis du ringer til nogen, aner du ikke om de vil tage telefonen eller hvis du gør: hvorfor de ikke tager telefonen. Det gør du med IM når ellers modtageren giver korrekte oplysninger. Så nemt. Så enkelt.
"Questions and answers, what have we got?" (citat: Sham 69)
Til Søren: Jeg tror du har ret! Bibliotekarer er nok både åndssnopper og ordblinne - på én gang (!)
Til Morten: Jeg tror også du har ret! Bibliotekarer kan ikke det der med organisatorisk planlægning (!)
Til Erik: Det er til gengæld helt rigtigt, hvad du skriver!
Bare giv ham der Mikkel nogen, når han ikke engang kan finde ud af at indstille sin IM korrekt!
Altså, hvad ligner det? Det er jo med til at forplumre hele debatten, at Mikkel ikke engang kan finde ud af at indstille sin IM på, at han er til kaffepause(!)
Til jer allesammen:
Ude i den virkelige verden er der nogle bibliotekarer, der betragter det at være bibliotekar som et ARBEJDE.
De lever i en formaliseret hverdag, hvor kommunikationen med låneren foregår, når man har VAGT.
Nogle af dem foretrækker ligefrem, at man kommunikerer mundtligt - og at LÅNEREN rent fysisk kommer ned på BIBLIOTEKET, og sågar LÅNER BØGER.
Når de bibliotekarer så ikke har VAGT, så laver de BOGVALG, de KATALOGISERER og de laver BOGPLEJE.
Bagefter holder de FRI.
Sandelig om de ikke tilmed formaster sig til at mene, at de i deres HVERDAG ikke har TID til at chatte, blogge, podcaste, læse rss'er, uploade fotos og dele bogmærker!
Det er de såkaldte "skrankepaver" - eller "inkvisitoriske bibliotekarer" (citat af Erik Høy - og en stor tak til ham for at gøre sidstnævnte udtryk søgbart på Google for første gang)
Og believe it or not - der er faktisk en hel del af dem. Flere tusinde!!!
Ja, ja, ja, - nu løber det jer nok koldt ned af ryggen, hva?
Overfor dem står de Tre Musketerer, Gøngehøvdingen og Don Quijote.
Det er nogle fribyttere, som lever det ikke-formaliserede liv.
Til deres fagforbunds store skræk er de ligeglade med, at de skal lave deres blogindlæg i fritiden, derhjemme, om natten.
Deres IM står aldrig nogensinde på kaffepause.
For de er tændte af den hellige ild fra Firefox og er klar til at gå løs på alle grå eminencer, svenskere og vindmøller.
Spørgsmålet (her kommer det) er så: Hvordan får vi alle i denne verden til at være konstante on-line døgnbrændere, uden kaffepauser? Hvordan gør vi alle til lynhurtige chattere, med eller uden stavefejl? Hvordan får vi lavet nogle mash-ups ud af bibliotekarer og nørder?
Måske skulle vi først bare selv holde op med at surfe og blogge osv.?
Når Morten Bech kalder denne debat pudsig og omtaler sin 10-årige iq - så falder det hele måske lidt tilbage på os selv. Hvorfor har der så ikke været IM i Herning i 10 år? Har vi selv gjort nok? Grebet i egen barm?
Alt andet lige er det jo sådan lidt privat, det vi går og foretrækker at lave. Hvis vi brugte den samme mængde tid på biblioteker, kolleger og brugere, som vi bruger på at surfe - så kunne den virkelige verden måske komme til at se lidt anderledes ud?
Alle vi Tordenskjolds soldater kunne jo indstille mudderkastningen og vandre barfodede rundt i den danske biblioteksverden!
De Tre Musketerer i nye roller - som Florence Nightingale, Mother Teresa og Gandhi.
Jeg synes egentlig, at det lyder som en lige så dårlig b-film!
Så lad os nu alligevel lige klappe hesten og blive ved med at have det morsomt - og have hele for os selv.
Femten mand på en død mands kiste - og en halv flaske rom!!
Jørgen fra Vejle stiller spørgsmålet: "Hvordan får vi alle i denne verden til at være konstante on-line døgnbrændere, uden kaffepauser?" Rigtigt godt spørgsmål fristes man til at svare! For mig at se skal vi ikke være on-line døgnbrændere - vi skal bare være "på" på den nye måde også, altså ingen stiller spørgsmål ved om telefonen skal være på referencebordet, ingen skal derfor stille spørgsmål ved om IM skal være der - for selvfølgelig skal den det! Og hvad er det værste der kan ske? At ingen bruger kontakter os via IM!
Når vagten er slut kan folk for min skyld godt indstille deres IM til kaffepause!
på opfordring lægger jeg nedenstående kommentar som er fra en intern mail i KKB:
Jeg har gennem mange år brugt Microsofts Messenger, Yahoo Messenger og såmænd også andre IM-tilbud.
IM er glimrende til hurtig kommunikation over små og store afstande. Selv ”immer” jeg ofte ja af og til dagligt med venner i Nicaragua, Vanløse og Brovst. Dér er det uovertruffet, bortset fra problemer med tidsforskel og det faktum at der ikke er en ringeklokke, der meddeler at man nu gerne vil im’e med en af de faste venner.
Min nuværende liste over dem jeg kan ”imme” med i arbejdsmæssig sammenhæng, altså kontaktpersoner i KKB, er temmelig lang, og det er da sket, at jeg og nogle af mine kontaktpersoner har udvekslet messages i denne sommer, men ikke så ofte som man kunne/skulle tro. Vagter og andre ”musts” afgør jo oftest, hvor tit man kan bruge IM. Men det er dejligt, når der er kontakt. Så jeg synes det er herligt med den ekstra mulighed i det interne arbejde.
I udlånsarbejdet synes jeg nu det ikke er verdens bedste idé. Et øjebliks uopmærksomhed i udlånet, ja så har man overset at én eller anden forsøger at få kontakt. Udlånsarbejdet er jo ikke blot at stå bag skærmen, men også at komme frem foran skranken i dialog med låneren (med den der er fysisk til stede) og ned mellem reolerne for at hjælpe dér. Eller endnu en tur fra 3. sal og ned i kælderen for at hente en magasin-bog.
Imens står Messenger åben, mens en potentiel messenger-kontakt i praksis er udelukket.
Jeg tror derfor ikke at IM i udlånsarbejdet vil få den store chance. Der er intet lydsignal – med mindre vi skal skrue hørbart op for lyden i udlånet, med de uheldige følger det vil give for støjen.
I forvejen er der meget støj fra ”klimaanlæg”, rulletrapper og andre ”maskiner” og hvad værre er – selv telefoner står alt for ofte og kimer, uden at blive taget.
Jeg tror derfor at im-brugere (lånerne/brugerne) vil blive utilfredse, når de i forsøget på at kontakte os, skal konkurrere med lånere der er til stede eller med lånere der ringer til os hjemmefra eller fra en mobiltelefon på cykel over Dr. Louises Bro.
Jeg tror det er vigtigt, at man også viser de lånere der kommer på biblioteket den respekt, at man fuldt ud koncentrerer sig i ekspeditionen og det giver naturlige begrænsninger for, hvor mange kontaktformer man som vagthavende bibliotekar i referencen kan klare. I al fald sådan som IM konceptet indtil videre er lagt op i KKB.
Der hvor IM måske vil kunne få en fair chance i udlånet er, når vi med en bluetooth eller anden mobil telefon (selvfølgelig wireless og hands-free) kan tale med dem der ”ringer” via telefon eller Messenger. Det vil nok lette mange telefonsamtaler med lånere i forhold til den nuværende teknologi. I dag er vi jo ofte nødt til at lægge røret på bordet for lige at lave en søgning.
For ikke at tilbyde en dårlig service overfor brugerne, synes jeg vi skal vente med IM til vi kan tilbyde en god service – dvs. svare på en IM, lige så godt eller dårligt som en telefonisk henvendelse.
Lars Andrén, Københavns Hovedbibliotek, afdelingen for Humaniora og Sanfundsfag
Er det naturgivent, at IM skal gå til et vagtbord i publikumsafdelingerne? Hvad med en bagvagtsagtig ordning - hvor der sidder een og passer telefonerne og chatten med brugeren fra biblioteksbasen:-)der skal have hjælp - samtidig med IM. Lars's indvendinger er jo indlysende rigtige. Vi tænker bare meget traditionelt- netbrugere skal ved betjenes på en anden måde end dem der fysisk tropper op på biblioteket.
Kære Jørgen
Er det godt nok dig der har lagt navn til begrebet Gram i hu?
Nå spøg til side. På Njl er de i fuld gang med et Live Messenger-projekt som er beskrevet her:
http://digitalbibliotekar.blogspot.com/
og det lyder faktisk meget lovende.
Jørn Lybech
Holstebro
Kære Jørn
Er det godt nok dig der har lagt navn til begrebet Døden fra Lybeck?
Hvad blev der iøvrigt af dit gode efternavn Christensen?
Nå, spøg til side: Ja, det er faktisk min slægt, der i tidernes morgen har lagt navn til begrebet Gram i hu. Selv har jeg højst lagt navn til et gram tjums eller to.
Og lad os derfor lige at vende tilbage til The Mighty Messenger:
For mig at se, er der stadigvæk et par ting, der skiller os fra den ideelle verden, og jeg tror såmænd stadigvæk ikke, at det er åndssnobberi, ordblindhed, nørd-faktorer eller andre underholdende hovsa-udsagn.
Men nærmere:
1. Ressourcer(Tid/Økonomi/Evner)
2. Engagement
3. Ledelse
- i det sammenspil, der nu engang er mellem ovennævnte størrelser.
Jeg vil give Lars Andrén ret i, at vi skal være rimeligt sikre på at kunne yde en ordentlig og seriøs service, når vi tager et nyt produkt i brug.
Ikke flere "So ein Ding müssen wir auch haben"-løsninger, tak.
Endnu en halvkvædet vise vil nok ikke virke så bestyrkende for vores i forvejen let blakkede image, eks. med vores uduelige OPACs in mente.
Replik til Susanne og endnu et lille men væsentligt punkt til J.G. Christensen.
På Københavns hovedbibliotek er situationen omkring telefonisk kommunikation med brugerne følgende (i al fald det som vores ledelse har sat i værk):
For at sikre er brugerne kan komme telefonisk igennem til afdelingerne er der lavet en telefontid fra kl. 10-12 fra mandag til fredag. I den tid skal en "bagvagt" sikre at telefonen tages, hvis den, der er i referencen, ikke svarer. Det synes jeg er glimrende, men selvfølgelig ikke en ideel service. Der kan jo ringes i udefra i hele åbningstiden, men erfaringerne viser, at det har været vanskeligt gennem årtiers praktiske arbejde. I mellemtiden er vi i KKB gennem mange år skåret på personalesiden og nedlæggelser og sammenflytninger er blevet hverdag. Det siger jeg ikke for at undskylde eller "hulke" men blot for at forklare hvordan service hele tiden må justeres i forhold til hvor mange bibliotekarer vi er til f.eks. at svare telefoner. Faktisk har hovedbibliotekets ledelse i praksis forholdt sig pragmatisk men servicemmæssigt uklart til formiddagens telefonservice, idet de helt bevidst ikke reklamerer med at vi har en telefontid med "indbygget svar-garanti".
Det er i det perspektiv man skal se min kommentar til eventuelle planer om at bruge IM som kommunikationsmiddel.
Det er velsagtens af samme gund at ledelsen ikke insisterer på IM i den nuværende situation.
I øvrigt mener jeg at der er en god mulighed for direkte chat og forespørgsler via "Spørg biblioteket". Den service er mig bekendt godt prioriteret i KKB og andre steder - oven i købet med længere åbningstid end den vi har for brugere der heldigvis stadigt finder vej til Krystalgade og andre gode biblioteker.
Apropos "So en ding müssen wir auch haben" - så vil fast telefontid i KKB's interne afdelinger være en fantastisk service.. :-)
Lars Andrén
Afd. for humaniora og samfundsfag
Københavns hovedbibliotek
Lars Andréns sidste indlæg er en rigtig fin illustration af de odds, som vi er oppe imod.
Det er nu også altid underholdende at høre om ledere, der ikke mener, at der skal gøres reklame for visse services - den historie er ligesom hørt før...
Men samtidig er vi kommet smertefuldt tæt på sandheden - at vi ikke engang kan håndtere de kommunikationsformer, som vi har haft i en menneskealder.
På den ene side er der så ønsker om en optimal kommunikation, således at brugerne både kan henvende sig fysisk og via telefon, mail og IM.
Men der skal nu også lige være chatrooms for børn og unge, der skal være mulighed for kontakt via Biblioteksvagten, der skal kommunikeres skriftligt via hjemmesider, nettjenester og blogs, osv. osv. Hertil kommer endelig brugernes involvering gennem diverse 2.0-tiltag (men der skulle de i det mindste gerne kunne klare sig selv, eller hvordan er det nu?)
På den anden side er der så økonomiske stramninger, færre i jobs, nedlæggelse af filialer, osv. osv.
Er der noget at sige til, at der er kolleger der ser trætte ud, når nørderne glædestrålende proklamerer spændende nye tiltag? Jamen, hvorfor mon dog de ikke straks springer fornøjede op og kaster sig over de nye tiltag med begejstring og entusiasme?
Hvorfor har de monstro ikke fingeren på pulsen og har læst og undersøgt alle IT-nyhederne og hvorfor har de ikke læst alle biblioteksblogs og ikke mindst kommentarerne i disse blogs?
Jamen, det er da mærkeligt!
Måske er det fordi de synes, at dem der sidder med hovederne dybt nede i koderne og programmerne og installationerne og opgraderingerne - dem med de alternative browsere og blip-båt-GoogleEarth-kortlege og små jackass-hjemmevideoer i dårlig opløsning - måske er det i bedste fald fordi de synes, at disse personer er teoretikere, der helst beskæftiger sig med et teoretisk plan?
Eller måske er det i værste fald, fordi de ikke synes at man ikke kan tage disse personer helt alvorligt, i deres infantile, navlebeskuende og rygklappende pc-verden?
Det skal jeg ikke kunne sige, for det er jo høflige mennesker, denne majoritet af kolleger, så de lader venligst være med at råbe Kejserens Nye Klæder og sådan noget snavs.
Måske er de ikke kun høflige; måske er nogle af dem også lidt bange for sige det, de mener - for det er jo dem med alle de nye ideer og teorier, der virker så kloge og så meget med på beatet. Så de tier og nikker og smiler anstrengt, med trætte øjne, når den unge, lokale nørd begejstret taler om nye veje og vildveje - og så tager de en panodil eller en stesolid og kigger på uret, der nærmer sig 15.30, så de kan blive fri.
Men i drømme vrider de sig i sengen, og ser sig i bogbussen, med en stribe brugere i kø, en telefon i den ene hånd og den anden hånd på tastaturet. Mails og chat slås med bestillingerne om gunsten på skærmen, alt imens en bruger låner sig tungt indover bordet og prøver på at trænge igennem; stemmen i telefonen gentager sit spørgsmål, mens der lyder råb om hjælp fra en publikums-pc, chaufføren har også lige et spørgsmål, men så er der en sms på mobilen .. den førnævnte bruger bliver utålmodig, stemmen i telefonen bliver skinger, store spørgsmålstegn fylder skærmen, råbene fra publikums-pc'erne tager til, lydene fra gameboys og småskænderier og motorlarm og - og - og - en kaukofoni af larm nærmer sig et crescendo - og bibliotekaren rejser sig vaklende bagover fra sin gamle kontorstol, ansigtet er fortrukket og det dirrer voldsomt ved mundvigene og pludselig åbner hun munden og skriger: SÅ HOLD DOG KÆÆÆÆÆFT!!!!!!
-- og vågner badet i sved, klokken er syv og det er hurtigt op nu, og afsted....
PS:
Min tro væbner, lad os kalde ham Ib, spørger her bagved mig, hvad jeg egentlig bilder mig ind, at skrive sådan noget, når jeg nu selv er sådan en fucking nørd?
Til det kan jeg kun svare:
Jeg bilder mig aldeles ikke noget ind. Men jeg prøver heller ikke på at bilde nogle andre noget ind...
Hvor ville det da også være kedeligt, hvis alt for mange beskæftigede sig med sådan noget nørderi.
Nogle henkastede kommentarer. "Tordenskjolds soldater" vil selv vide til hvem:
- Undertegnede træffes adskillige dage om ugen som ganske gemen gulvbibliotekar ved bibliotekarbordet. Så stop fordomsfulde myter om skærmfikseret teknologifreak.
- Det er mit indtryk at brugerne ikke længere telefonerer så meget som for år tilbage. Så jeg mener at telefoniske henvendelser til biblioteket er klart for nedadgående.
IM-folket har forlængst vænnet sig til at bibliotekerne ikke tilbyder denne form for kommunikation. Biblioteket eksisterer kort sagt ikke i deres bevidsthedsverden hvad angår IM.
- Jeg tror ikke at det er et ledelses- eller ressourcespørgsmål: 1) fordi de fleste ledere formentligt ikke har noget imod moderne teknologi, 2) fordi IM ville spare ressourcer.
Men for øvrigt er jeg temmelig træt af den diskussion om IM. Hvis nogen ikke kan se mulighederne og nødvendigheden af at anvende alle former for kommunikation, herunder IM, så er det bare sådan.
Hallo der, Erik!
Første gang kommentarfelterne for alvor bliver brugt til noget nogensinde på biblog'en, og første gang at der kommer indlæg fra indtil flere nye læsere - så er du ved at være "temmelig træt af den diskussion"?!!?
Så meget for bib 2.0. - det gælder måske kun, så længe brugerinvolveringen går i en bestemt retning?
Ellers bliver der sagt: Stop!
Nu kan det være nok!
"Stop fordomsfulde myter", siger du.
Skønt det ellers gang på gang fremgår af denne blog, at der ikke er tale om myter.
Det er vel netop det, der adskiller indlæggene i denne debat. Der er nogle indlæg og indlægsholdere, der er temmelig skærmfixerede. De har det bedst i en verden, de selv kan bestemme navigationen i.
Så er det sådan set ligemeget, om de også er gulvbibliotekarer. For det er alle de andre indlægsholdere også.
Hvor teknologifikseret man så er, når man bruger en masse af sin tid på at sidde og skrive blogindlæg om teknologi-spørgsmål og spille World of Warcraft - det kan vel næppe heller diskuteres. Uanset hvor mange udlånsvagter man så tager bagefter.
Og sådan er jeg også selv. Jeg er skærmfixeret og jeg er en teknologifreak. Er jeg så fordomsfuld over for mig selv? Eller er jeg en myte? Vrøvl!! Jeg er bare bedre til at indrømme det (tilsyneladende?)
OK så - det kan godt være at telefoniske henvendelser er for nedadgående.
Selvom folk da vist ellers generelt telefonerer mere end nogen sinde.
Og selv om man også kunne sige, at det tror da fanden, at folk er blevet trætte af at ringe til jeres bibliotek, når I ikke tager telefonen :-)
Det er nok også rigtigt, at de fleste ledere ikke har noget mod moderne teknologi (det ville nok være svært at bevise det modsatte).
Men ved de nok om det?
Egentlig håber jeg ikke de gør det - for så undlader de jo at handle mod bedre vidende.
Leder-problematikken kommer ind sammen med ressourcerne. For der tildeles ikke nok ressourcer til at udvikle teknologien og ikke mindst tildeles der ikke nok ressourcer til at bruge teknologien og servicere med teknologien.
IM er i den forbindelse kun et eksempel. Egentlig kunne denne tråd handle om et hvilket som helst andet relateret emne.
Så lad lige være med at være så fixeret på det også :o)
Der skal, som Susanne skrev, en person, eks på bagvagt, til at passe IM.
Men hvor er timerne til en sådan person?
Der skal en person til at få flere brugere til at anvende IM. Men hvor er timerne til en sådan person?
Og sådan bliver det ved og ved og ved. Der skal sgu da nogen mennesker og timer til at passe alt det isenkram, ellers kan det da være ligegyldigt! Der er jo ikke engang personer og timer til på anstændig vis at passe det vi i forvejen har bundet an med.
Se DET er det netop det teknologifikserede hos nogle i denne her afdeling af biblioteksverdenen, at det er man da ligeglad med. Man interesserer sig kun for, hvad der i teorien er godt. Tværtimod bliver man fornærmet, hvis der bliver åbnet lidt op til den virkelige verden, hvor kollegaerne ikke bare arbejder for sjov, men for timer og løn, og så siger man:
"Hvis nogen ikke kan se mulighederne og nødvendigheden af at anvende alle former for kommunikation, herunder IM, så er det bare sådan".
Jamen uha-da-da, for en gang primadonnanykker :0)
Hvilket da bare kunne nøjes med at være underholdende eller til alm. undren, alt efter temperament.
Men her i en tid, hvor folk står for at blive fyret på grund af indskrænkninger og se deres gamle bibliotek blive lukket, efter at have været ansat der en menneskealder, så er det egentlig ikke helt så sjovt, at der kommer én og siger, at vi da bare skal "anvende alle former for kommunikation" - så er det simpelthen lige lidt for hovski-snovski, og det sådan lige op i hovedet på disse mennesker.
Dvs. hvis de altså gad at læse denne blog ;-)
Ha. Hvorfor jeg ikke gider diskutere det mere? Nej, jeg vil bare ikke lege med mere. Hvis nogen ikke vil gå med på IM, så vil jeg ikke lege med dem! Æv bæv bussemand, sure tær i saftevand.... Så nu er jeg bare fornærmet ..... Bæh-bæbæ-bæh-bæh
Send en kommentar