28.9.07

Brugernes Netguide?

Netop hjemvendt fra ferie i det varme, sommerlige Lissabon:-) finder jeg i min mail følgende opløftende meddelelse:

I går gik Bibliotekernes Netguide i luften med en ny platform der sætter fokus på web2.0 og sociale teknologier. Brugerne kan nu tagge alle links og et endnu mere vigtigt tiltag er, at brugerne nu selv kan tilføje links til alle kategorierne. Dermed kan brugerne være med til at opbygge guiden, pege på gode sider indenfor deres egne interesseområder og forhåbentligt med tiden skabe en ny og langt mere dynamisk netguide.
Den officielle pressemeddelelse kan hentes på adressen http://info.bng.dk/pr-materiale/Pressemeddelelse_sociale%20teknologier.doc og netguiden kan ses på.... tja til den store overraskelse http://www.bng.dk/.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har givet BNG mange points i netbibliotekernes overlevelseskamp. De har også været længe om at rykke - men det ser positivt ud. (I princippet. Da jeg prøvede at logge på var det helt umuligt. Måske fordi jeg abonnerer på nyhedsbrev i forvejen, var min emailadresse allerede "brugt". Forhåbentlig børnesygdomme...)

5 kommentarer:

Bo Breiting sagde ...

Jeg skal være den første til at beklage, at du ikke kunne oprette dig som bruger. Det skyldes at vi er ved at flytte alle de gamle nyhedsbrevsabonnenter til den nye platform og det har taget lidt mere tid end beregnet. Til gengæld vil alle vores abonnenter få mulighed for at tilføje deres egne links til netguiden uden at skulle oprette en ny brugerprofil.

Vi er altid glade for omtale og ja vi har måske været længe om "at rykke". På den anden side kan man vist ikke beskylde BNG for at ligge sidst i spurten. Det forgangne år har virkelig stået i forandringens tegn og der har været ytret mange store ord om at eksekvere og inddrage brugerne i bibliotekernes produkter. Desværre har der været forbløffende få virkelige tiltag - ja nogen ville måske lige frem sige, at evnen til at eksekvere stadigvæk lader til at være et problem. Måske er det bare ikke lige så nemt, at smide brugerne med ind i opskriften. Vi har i hvert fald brugt megen tid på at sikre, at brugernes deltagelse rent faktisk bliver taget seriøst. Det har været vigtigt for os, at brugerne ikke bare skulle føle, at de kunne få andenhånds indflydelse via ratings, tagging og andre relativt ufarlige eksempler på web2.0 brugerinddragelse, men at de rent faktisk får muligheden for at være med til at skabe netguiden.

Nu håber jeg blot, at andre vil følge vores eksempel og skabe mange flere produkter, hvor brugerne selv kan være med til at bidrage.

Hilsen
Bo Breiting
BNG - teknisk webmaster

Mathies sagde ...

Har tidligere forsøgt at skrive en kommentar til dette indlæg, som desværre er gået tabt i cyberspace af en eller anden grund.

Først og fremmest vil jeg sige tillykke til bng-folkene med deres opgradering til den nye web-verden. Det er fedt, at brugerne nu får mulighed for at blande sig, det har været hårdt tiltrængt.

Men det undrer mig samtidig, at jeg ikke umiddelbart kan se, hvordan alle disse nye funktioner er implementeret. Jeg har i bng.dk prøvet at finde funktionerne, men for mig ser grænsefladen stadig ud, som den altid har set ud, og der er såvidt jeg kan se ingen mulighed for hverken at tagge, kommentere eller foreslå links. Hvad gør jeg forkert?

Mathies sagde ...

Hmmmm. Her til morgen virker det! Gad vide hvorfor?

Bo Breiting sagde ...

Hej Esben

Umiddelbart vil jeg gætte på, at det har været en domænenavnsserver, der ikke har været opdateret. I forbindelse med skiftet pegede vi nemlig domænet over på en ny IP adresse og det har vist nok taget en rum tid, før hele resten af verden var opdateret.

Anonym sagde ...

Hej Susanne

Jeg faldt helt tilfældigt over din blog efter en søgning på "Lissabon" og tillader mig lige at henlede din opmærksomhed på en ny hjemmeside om Portugal målrettet danskere. www.portugalnyt.dk

Her kan du få inspiration til din næste rejse til Portugal!

Med venlig hilsen,
Henrik Dahl