22.12.03

Biblioteksportal for alle der har svært ved at læse almindelig trykt tekst har fået navn.
Nu har biblioteksportalen, som DBB er med til at udvikle, fået et navn, nemlig:
"E17 - bibliotekernes motorvej til tilgængelig information".
E17 udvikles i et netværkssamarbejde mellem Danmarks Blindebibliotek, folkebiblioteker og interesseorganisationer.
Ghita Nørby har sagt ja til at være protektor for portalen. For som hun siger:
"Hvordan skulle man kunne sig nej til et projekt, hvor det gælder om at brede viden ud".
Få mere information om portalen på www.e17.dk. og/eller læs med i portalsamarbejdets weblog :

19.12.03

Digital Danmarkshistorie.
Esbjerg Statsskole og Esbjerg Byhistoriske Arkiv lancerede forleden en læse- og lærebog på nettet.
"Det er en danmarkshistorie, som meget ofte - men ikke altid - tager udgangspunkt i lokalhistorien og viser hvordan danmarks-historien slog ned i lokalsamfundet, som i dette tilfælde primært er Esbjerg". Sitet er beriget med bl.a. video-interviews og avisudklip o.l.
Målgruppen ser ud til at være gymnasiet og HF. For at lette adgangen for almindeligt interesserede, vil der forhåbentlig i løbet af de næste måneder blive lavet html-versioner af de uddybende materialer, der p.t. skal hentes hjem i .doc eller .xls. Foreløbig ligger de udelukkende på denne måde for at lette elevernes mulighed for at copy-paste til deres opgaver.
Esbjerg Bibliotek har været med på sidelinjen som konsulent omkring informationskompetence.

Digital danmarkshistorie.

Flere databaser til københavnerne - nu også på dansk.
Fra i dag er der hjemmeadgang til yderligere 5 danske og 2 engelske databaser for københavnerne (bosiddende i kommune, indmeldt og i besiddelse af en pinkode).
Vi er særligt glade for fjernadgang til Faktalink, som er den mest brugte af DBCs produkter. Derudover kan man bruge: Altinget, Forbruger-indeks, gør-det-selv-indeks, hobby-indeks, Keesing's og LitFinder.

Læs mere på KKBs hjemmeside

17.12.03

De ånder os i nakken....
Først kom Amazons Search inside the book i sidste måned, nu kommer Google med noget lignende: Google Print.
Ikke al information findes på internettet, siger Google (rart, at de ser det i øjnene), og denne nye tjeneste tilbyder uddrag fra bøger, som Google har indgået aftale om med rettighedshaverne.
Hvor mange bøger, det drejer sig om? Ingen ide - men prøv en søgning på f.eks. tolkien site:print.google.com. Denne søgning giver 32 resultater, hvor man kan læse et uddrag svarende til måske 8-10 sider af bogen, sammen med links til online boghandlere.

Læs om Google Print BETA

Et kapitel om dagen.
Minneapolis Public Library (og andre amerikanske biblioteker) tilbyder sine lånere en daglig email med et kapitel (eller en del af et kapitel) fra bøger indenfor 11 forskellige kategorier: 'pre-publication', romance, horror, mystery osv. Den daglige email tager ca. 5 minutter at læse.
Der er selvføgelig links til bibliotekssystemet, så man kan reservere bogen.

Minneapolis Public Library: Online Book Club

Bloktilskud og budgetter 2004 - fra Danmarks Biblioteksforenings årlige undersøgelse:
Da Lov om Biblioteksvirksomhed blev vedtaget i 2000, udløste den et forhøjet bloktilskud til kommunerne. Fra 2003 og fremover har disse bloktilskud udgjort 80 mio. kr. om året. DB har lavet undersøgelsen i de sidste 3 år
Tendenser over år
Der begynder at vise sig en tendens til, at færre og færre biblioteker får del i bloktilskuddet.
Hvad angår budgetterne, viser tallene ikke en bestemt tendens, men flere biblioteker har fået deres budgetter beskåret i år end sidste år.
Læs hele indslaget på DB's hjemmeside

16.12.03

Patent på software.
På It-Politisk Forenings hjemmside findes et eksempel på, hvor lidt man egentlig må, hvis man skal overholde alle softwarepatenter, fra henvisning til samarbejdspartner til indkøbskurv.
Det viser med al ønskelig tydelighed, at softwarepatenter hverken er realistiske eller rimelige.

Patenter i en videobutik på nettet.

15.12.03

To fine placeringer til danske bibliotekssites.
Bedst på Nettets nære slægtning i EU hedder Top of the Web. Blandt årets top-ti liste finder man tre bibliotekssider, og minsandten om ikke de to er danske. Bibliotek.dk kommer ind på en flot fjerdeplads og Silkeborgs MusiCat på en syvende plads (ingen netkonkurrencer uden Silkeborg!). Münchner Stadtbibliothek blev nr. 8.

Top of the Web (pdf - top ti listen findes på side 34).
Pressemeddelelse fra Biblioteksstyrelsen og DBC

New York Times Artikel Arkiv: 1851-1995
Nu kan man søge i ovenstående arkiv - der kan søges på dato og årstal. I forfatter, fuldtekst eller overskrift. Resultatlisten indeholder titel, dato og forfatter af artiklen. Man kan se en smagsprøve eller købe artiklen online. Selve søgningen er gratis. Artiklerne vise i pdf.
Dette initiativ er et led i en større digitalisering af aviser. Indtil videre er følgende tilgængelige:
The New York Times- 1851-2001
The Wall Street Journal- 1889-1987
The Washington Post- 1877-1988
The Christian Science Monitor- 1908-1991
Los Angeles Times- 1881-1984
Start søgningen i NY Times her
Læs mere om "Proquest Historical Newspapers".



Hvis bibliotekerne var som Amazon?
Se en beskrivelse af fremtidens Amazon- inspirerede bibliotek.

14.12.03

Kvaler med videoudlån
Vores låneres forventninger til lån af videoer og dvd'er med populære film er lige blevet endnu højere efter et indslag i "Rabatten" på DR. Her demonstreredes bibliotek.dk og bestilling af videofilm. Flere biblioteker har efterfølgende fået henvendelser om at låne nye, populære film.
Så her er de officielle regler fra Biblioteksstyrelsen:
Af lov om biblioteksvirksomheds § 1, stk. 2, fremgår det, at videoer ikke er omfattet af folkebibliotekernes forpligtigelse til at stille materialer til rådighed. Dette betyder, at hver enkelt kommune selv afgør, hvorvidt man ønsker at indkøbe videoer/stille video til rådighed for borgerne. Det fremgår dog af § 1, stk. 2, at folkebibliotekernes skal bestræbe sig på at stille videoer til rådighed. Det samme gælder for beholdningen af DVD'er. Dog er DVD'er, der er multimedier og indeholder programmering som det, der anvendes i multimediespil, obligatorisk i henhold til lov om biblioteksvirksomheds § 1.

Når bibliotekerne anskaffer materiale som DVD'er og videoer, indgår kommunerne aftaler med rettighedshaverne som tillader den enkelte kommune at udlåne DVD'er eller videoer. Disse aftaler tillader som regel ikke, at materiale udlånes til andre kommuner. I visse tilfælde er konsekvensen som nogle biblioteker har erfaret, at en låner har fundet en video på bibliotek.dk som han pga. af kommunernes aftaler med rettighedshaver kun har mulighed for at bestille og låne hvis han er låner på et bibliotek i den kommune som besidder det pågældende materiale.
Læs hele nyheden fra BS

10.12.03

Fra Berlingske's Netavis :
Søgemaskinen Google, der er en af de flittigst benyttede tjenester på internettet, har fået endnu en pudsig funktion. Ved at taste ordene »miserable failure« (»miserabel fiasko«, red.) ind i søgefeltet og klikke på knappen »Jeg føler mig heldig«, omdirigeres brugeren direkte til den amerikanske præsident George W. Bush' hjemmeside.
Læg i øvrigt mærke til en ny service fra Google : Tip - lige under søgefeltet.
Google

9.12.03

Samsøgning igen.
I sidste nummer af Danmarks Biblioteker (som sikkert er på vej rundt i de analoge postbakker i sædvanlig sneglefart) er der en interessant artikel "Bibliotekerne kan blive bedre til at formidle relevant information på nettet". Forfatteren Jens Hofman Hansen, institut for informationsvidenskab, Århus Universitet, slår til lyd for bedre udnyttelse af alle de ressourcer, vi producerer i biblioteksregi.
Jens Hofman Hansen mener, det kan lade sig gøre med dagens teknologi - det er sikkert korrekt, men ikke uden et ordenligt læs arbejde fra os.

Artiklen kan læses på Jens Hofman Hansens hjemmeside.
Direkte link til artiklen (pdf)

8.12.03

Porno-filtre i praksis.
Ovenpå biblioteksskolens nye undersøgelse er der nu mulighed for at se på filtrene i praksis. Det er teknikken bag pornofiltre og bibliotekernes erfaringer, der er i fokus. Oplæg af bl.a. Bo Holst-Christensen (lektor på RUC), leverandører af pornofiltre og biblioteker, der har valgt at bruge pornofiltre.
Bag arrangementet står BFs meget aktive IT-Faggruppe og Faggruppen for ledelse og biblioteksudvikling.

Temadag i Vejle 23. januar.
Biblioteksskolens undersøgelse.

Hvidovre Vognmandsforretning: billigst og bedst!
Den nationale kørselsordning for folke- og forskningsbiblioteker har været i udbud. Hvidovre Vognmandsforretning vandt. Det er meningen, at der skal køres allerede fra 2. januar. Vognmandsforretningen vil etablere en hjemmeside, hvor man kan følge de enkelte bilers position (v. hj. a. GPS).

Nyt fra Nyhavn nr. 4, dec. 2003 (pdf), side s.21
Hvidovre Vognmandsforretning

Scan og send direkte til slutbruger: aftale med Copydan på vej.
Biblioteksstyrelsen oplyser i det seneste nummer af Nyt fra Nyhavn: "Der forhandles en rammeaftale mellem forskningsbibliotekerne og Copydan om en aftalelicens der giver biblioteker mulighed for at digitalisere artikler og uddrag fra bøger og sende dem direkte til slutbrugeren. KL forhandler en tilsvarende aftale for de kommunale biblioteker".
Det forlyder, at aftalen vil give mulighed for at gemme de digitaliserede tekster i en database.

Nyt fra Nyhavn nr. 4, dec. 2003 (pdf)

5.12.03

Ophavsretsloven blev ændret - hvad må vi (og lånerne) nu?
Loven træder i kraft d. 12. december. Kulturministeret har lavet en liste over hvad man må og hvad man ikke må:
Generelt:
Ifølge ophavsretsloven må du udelukkende tage digitale kopier af fx cd’er og dvd-film, hvis det er til ”personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand”. Digital kopiering vil eksempelvis sige kopiering ved hjælp af cd- og dvd-brændere samt downloading fra internettet. Det er forbudt at kopiere lånte og lejede eksemplarer og at omgå kopispærringer for at fremstille kopier. Du må under alle omstændigheder heller ikke fremstille en kopi på grundlag af et ulovligt forlæg, fx en ulovlig kopi af en cd. Eksempelvis er det ulovligt at udveksle og downloade musik og film via uautoriserede fildelingstjenester (peer-to-peer-tjenester). Det er op til rettighedshaverne selv at håndhæve deres rettigheder og føre bevis for, at en kopiering er ulovlig.
Digital kopiering - hvad er lovligt?(Kulturministeriet)
Musikkopiering (næsten) forbudt (Politiken)

4.12.03

3. behandling i dag i Folketinget af Brian Arthur Mikkelsens ændringsforslag til Ophavsretsloven om bl.a forbud mod digital kopiering af lånte cd'ere.
Læs kort version i Politiken
Se sagsgangen i Folketinget og læs lovforslaget

3.12.03

Robot kan græsse på hylderne i biblioteket efter instrukser sendt via internettet.
Fagre nye verden ?
Japanske forskere har udviklet en sådan robot. Et "køretøj" på hjul med et digitalt kamera og mekanisk hånd og arm der kan følge instrukser modtaget via nettet. Den kan vælge en bog, åbne den og bladre i siderne mens billeder tages og sendes videre. Er dog stadig på eksperimental stadiet, men tænkt som en hjælp til handicappede, der ikke selv kan gå på biblioteket.
Læs artiklen fra Japan Today

2.12.03

Et luftigt medie..
Litteraturhenvisninger til internetsider, der forsvinder i den blå luft er et stigende problem i den akademiske verden.

"It's a huge problem," said Brewster Kahle, digital librarian at the Internet Archive in San Francisco. "The average lifespan of a Web page today is 100 days. This is no way to run a culture."

Et andet aspekt af samme problem er offentlige informationer. Fx. skifter 25 % af den britiske regerings websider adresser hvert år, så problemet er ikke kun til stede i videnskabelige publikationer. Også informationer fra organisationer og firmaer er ramt af problemet.
Problemet sammenlignes i denne artikel med Biblioteket i Alexandria, der blev plyndret og brændt i år 48 BC, hvor enorme mængder af viden gik tabt.
Artikel fra SFGate ( San Fancisco Chronicle online )