15.12.11

Alternativer til email

Mit indslag om email har (overraskende) skabt et par kommentarer. Men jeg vil altså insistere på at selve tanken om at skulle undvære email kan være ganske nyttig. Email i virksomheder kan have en funktion til fx driftsmæssige ting. Men rent fagligt er der meget lidt at hente. Og det er trods alt her potentialet for enhver virksomheds fremtid ligger: Det faglige.
Heldigvis er verden blevet så meget lettere, hvis ellers ansatte laver en smule forberedelser, eventuelt selv tager initiativ. Platforme på et intranet kan være en ting. Men kig ud i den store verden, og du vil opdage at der er rigtig megen hjælp at hente. Rss-feeds er stadig værd at bruge tid på at finde. Ligeledes har der været en eksplosion i faglige netværk, grupper der beskæftiger sig med meget specielle emner. Jeg tænker ikke så meget på Facebook. Men mere på fx LinkedIn, Google+ og lignende.
Diskussionsgrupper kan være til enorm inspiration og kilde til vigtig information. Ligesom du også selv kan bidrage. Det sidste er vigtigt. Alting kræver tid. Det tager tid at sortere i indbakken på sin email. Det tager også tid at opbygge et sådant netværk. Fordelen er, at når arbejdet en gang er gjort, så behøver du ikke at gå trædemøllen igennem en gang til. Modsat med email.

1 kommentar:

Lise sagde ...

Det er da meget muligt at e-mail ifht. faglige snak ikke er et egnet medie. Men overvej lige hvor meget af din kommunikation som ikke er faglig? Jeg vil tippe på at over 50% af min kommunikation ikke er direkte faglig. Hvordan vil du, uden e-mail, arrangere et møde (fx. med 50 deltagere), bede andre om specifikke informationer, fremsende dagsordner til møder, sende eller modtage invitationer til kurser, etc. ? Bemærk at flere af disse aktiviteter for mange af os kræver kontakt med folk og organisationer som ikke direkte er i vores netværk eller på vores fysiske arbejdsplads.