Facebook som sladdercentral

Godt nok er danske biblioteker ikke New York Times. Men som fan af New York Times på Facebook har jeg set at deres offentliggørelse af billeder skaber mange kommentarer og synes-godt-om. De har selvfølgelig også knap en halv million fans, så det er måske ikke overraskende at deres mange indslag får mange reaktioner.
Hvad er fordelen ved det? I første omgang ikke penge. Men det skaber trafik til deres hjemmeside. De lægger et blikfang ud på fansiden, hvorefter mange Facebook-fan så 'fanger' historier de måske ikke umiddelbart ville gøre. Det er kort sagt filosofien om at være der hvor internetbrugerne er.

Dette er et typisk indlæg på New York Times' fanside. Tilsyneladende en meget lokal og uinteressant historie om nogle shamaners ankomst til en mindre by i Californien. Men der var i dette øjeblik over 300 der synes om den historie, og 71 kommentarer. Derudover melder historien ikke noget om hvor mange der klikkede videre over på New York Times' hjemmeside.

Jeg er også fan af mange af bibliotekerne på Facebook. Det meste jeg får er meddelelser om arrangementer, og det irriterer mig faktisk lidt, fordi jeg føler det som spam og ligegyldige meddelelser. Måske er der noget at lære her fra New York Times? De fleste bibliotekers sider på Facebook er udformet som endnu et medie hvor biblioteket skal gøre opmærksom på hvad vi foretager os.
Men er det det som brugere af Facebook egentligt er ude efter? Ikke efter min opfattelse. De fleste bruger Facebook som en - positivt ment, jeg mangler bare et bedre udtryk - sladder eller gossip om nogen man holder af.
Igen, undskyld udtrykket. Men jeg mener virkelig sladder, gossip og small talk i positiv forstand. Det er et meget overset fænomen som er med til at bløde op i relationer mellem mennesker, og her kunne bibliotekerne måske lære af New York Times. Og så gør det jo heller ikke noget,om det fører til at Facebook fansene bagefter klikker ind på bibliotekets hjemmeside.

Fremtidens biblioteker

CNN har fået øje på udviklingen i bibliotekerne - og skriver i artiklen både om Århus! og Charlotte-Mecklenburg ( der startede 23 tingbølgen) :
"The stereotypical library is dying -- and it's taking its shushing ladies, dank smell and endless shelves of books with it."

Om bogdebatten:
"Meanwhile, many real-world libraries are moving forward with the assumption that physical books will play a much-diminished or potentially nonexistent role in their efforts to educate the public.
Some books will still be around, they say, although many of those will be digital. But the goal of the library remains the same:
To be a free place where people can access and share information.
"The library building isn't a warehouse for books," said Helene Blowers, digital strategy director at the Columbus [Ohio] Metropolitan Library. "It's a community gathering center."

Vi er ikke forvænt med omtale af denne kaliber af biblioteksvæsenet - så læs artiklen.

Fundet via Librarian in Black, der anbefaler den: "It’s so rare there’s a mass media article about libraries that doesn’t make me cringe"

Dit personlige nyhedsbureau er din Facebook mm

I sin klumme i Politiken skriver Lea Korsgaard om Facebook:
...."ENGANG FIK vi vores daglige skud information fra papiravisen.
Så - en kort overgang - forsøgte vi at famle os frem via Google. Men nu bliver informationerne via Facebook sorteret og præsenteret for os af vores egne venner, kolleger og familiemedlemmer. ...
Jeg stoler - som regel - på deres smag og præferencer, og derfor udgør netop deres links og kommentarer en guldgrube: Med andre ord: Min Facebookside er blevet en 24-timers nyhedsfeedstrikket sammen af 585 betroede redaktører, som hjælper mig med at finde frem til det, jeg har mest brug for at vide. "

Charles Seeger fra Biblioteksskolen er inde på det samme. Hans ph.d handler bare om del.icio.us:
”Netværket kommer til at virke som et informationsfilter for den enkelte bruger, forklarer Charles Seger og fortsætter: ”Brugerne fravælger simpelthen personer, der ikke dækker deres informationsbehov

Og PR guruen Seth Godin efterlyser hvordan man kan identificere de personer i 2.0 der har "Clout" - som vel kan oversættes som gennemslagskraft:
"So, what if, Google-style, someone took all this data and figured out who has clout. Which of your readers is the one capable of making an idea break through the noise and spread?
If you knew which of your followers had clout, you could invest more time and energy in personal attention. If we knew where big ideas were starting, that would be neat, and even more useful would be understanding who the key people were in bringing those new ideas to the rest of the world. "

Politiken 3.9, Kultur s. 2 Lea Korsgaard: Hørt ( man kan ikke linke til Infomedia?)
Charles Seeger : Web 2.0 som informationskanal
Seth Godins blog : Clout