11.2.09

Refind

Hvad du ved om internettet i morgen, var forældet i går. Og hvad der er fikst og opfindsomt i dag, vil syne af forældet old-teknologi i morgen. Det behøver man vist ikke være bibliotekslåner for at kunne se ved at sammenligne de meget populære sider fra fx Facebook med bibliotekernes søgebaser.
Om det er meningen at Refind skal rette op på det, ved jeg ikke. Men de påstår at ville "revolutionere søgning for biblioteker". Foreløbig eksisterer det lille firma som en hjemmeside med nogle intentioner om en ny biblioteks-søgegrænseflade som få kan være uenige i: Lave færre og bedre features. Ambitionsniveauet er derimod højt, biblioteksbrugerne skal ikke bare være tilfredse, men begejstrede!
Indtil videre må vi vente med at få armene op: Tilmeld dig email og vent på de gyldne tider. Allerede nu lover firmaet dog konsulentbistand hvad angår "teknisk kompetence eller kritisk sparring".
Holdet bag beskriver sig selv som ti "unge og gamle, mænd og kvinder, dataloger, bibliotekarer og en masse fagligheder herimellem".

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Erik,

Tak for din omtale af Refind.

Jeg aner en ironisk gnist i dit svar - og vi fortjener ironien, for vi er
jo først noget, når vi har leveret noget synligt, som også er relevant. Om
det ligefrem bliver gyldne tider, ved jeg ikke. Men vi nyder i hvert fald
at være en aktiv del af udviklingen og vi vil samtidig gerne udtrykke
vores holdning til den retning biblioteksverdenen skal gå i.

Nu arbejder vi med at prøve at vise noget forhåbentligt interessant i
dialog med en håndfuld interesserede biblioteker.

Venligst
Michael
/Refind

Anonym sagde ...

Hej Biblog
Jeg synes det er et rigtig godt initiativ. Biblioteksverdenen har i den grad brug for hoveder, der både vil - og kan - give biblioteksbrugerne nogle af alle de nye virtuelle tilbud, som verden uden for bibliotekerne bugner af.
Og med kommunale budgetter er det stadig kun et fåtal af bibliotekerne der har råd til selv at investere i IT-uddannede medarbejdere til at prøve at løfte opgaverne.
Så der er STORT behov for at have et firma, der kan støtte og hjælpe de enkelte biblioteker til at 'komme med på vognen'.
I Silkeborg har vi nu Summa kørende, men hvor kunne det have speedet processen op, hvis vi havde haft flere ressourcer at trække på: Ikke så meget i Summa, hvor vi har haft fint samarbejde med Statsbiblioteket, men i nogle af alle de funktionaliteter man som webredaktør gerne lige vil have med, have bygget ovenpå, for at få det sublime system!
Held og lykke til Refind.
Hilsen fra en udvikler hos Silkeborg Bibliotekerne