En beretning fra P2’s Romanlæseklub
Marianne Svendstorp (Bibliotekar i Roskilde) står bag denne lille historie fra det virkelige liv:
Når læseheste mødes går der kick-off i den – også selv i den værste snestorm.
På Roskilde Bibliotek har vi i denne sæson sammen med 52 andre biblioteker kørt P2’s Romanlæseklub – et samarbejde med DR Alfabet (nu P2+) og Biblioteksstyrelsen. Og vi har læst 7 nye danske romaner. Hvor har det været sjovt og lærerigt at mødes med andre der ikke kan leve uden at læse.
7 læseheste meldte sig fra 34 år til et sted i 70’erne og oven i købet 2 mænd.
At opleve hvordan gruppen hver gang fordelte sig med enig - og uenigheder.
At læse bogen 2 gange for at være ordentlig klædt på til diskussionen.
At opleve hvordan en roman opfattes – at mange, når de læser, identificerer sig med personerne og bliver irriterede over deres handlinger.
At opleve mændene læse følelsesmættede romaner de normalt aldrig selv ville have valgt.
At trodse den mest forfærdelige snestorm
Her er et par udsagn fra nogle af deltagerne.:
”Tusind tak for 7 dejlige aftener med indhold og samvær med spændende mennesker. Det var virkeligt vemodigt at sige farvel, men jeg håber da også, at det bliver et På Gensyn. Det er berigende og udviklende, at læse litteratur, som man måske ikke havde givet sig i kast med på eget initiativ og at dele oplevelsen med andre, at få kastet nyt lys og se nye indfaldsvinkler. Det må da være en indlysende opgave for en statsfinansieret radiokanal samt et bibliotek at tilbyde borgerne denne ydelse. Jeg kunne næsten have lyst til at skrive til Brian Mikkelsen”.
”Herligt at får lov til at læse de helt nye danske romaner uden at skulle stå i kø i månedsvis.”
”Rigtig godt at diskutere med folk, man ikke kender. Man undgår alt det indforståede.”
Og så er det da en god, grundig og alt andet end tilfældig måde at uddele en romanpris på.
Romanlæseklubberne har læst og diskuteret alle bøgerne og radioens lyttere har kunnet følge processen idet alle 7 romaner bliver diskuteret af 7 forskellige Romanlæseklubber hvor forfatterens kommentarer er blevet klippet ind. Til slut følger lytterne juryens diskussioner, der munder ud i at vælge den bedste roman.
Juryens votering kan høres i P2plusbog lørdag d. 28. og søndag d. 29. april kl. 13
Lad os håbe P2 fortsætter og ikke bliver sparet væk eller får beskeden: Dur ikke. Væk - fordi der nu skal nye boller på suppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar