4.8.09

Den Store Danske kontra Wikipedia

Lars Henrik Aagaard (Berlingske) beskriver den 26. juli 2009 en stikprøve af en duel mellem Den Store Danske (online-leksikon) og dansk Wikipedia. På bundlinjen vinder Wikipedia en anelse på point. Dette overrasker mig. Jeg har altid anset den engelske Wikipedia for grundig, relativt pålidelig og aktuel, men har ikke samme tiltro til den danske. Af den simple årsag at en engelsksproget artikel lynhurtigt bliver rettet hvis der kommer falske oplysninger - overvågningen globalt er stor. Det samme kan man ikke siger om den danske.
Journalisten har udvalgt 8 søgeord. Og sammenlignet artiklerne. Han konkluderer bl.a. at

Dansk Wikipedia vinder, ikke på knock-out, men på point. De mange links, de typisk længere artikler og hyppigere ajourføring sikrer Wikipedia sejren på trods af Store Danskes principielle autoritet  [...] søgninger kan foretages hurtigere og med et mere præcist resultat, ligesom man let kan tjekke de samme oplysninger på andre sprog. Søgninger på Store Danske resulterer i for mange opslagsmuligheder, og ofte skal man scrolle forbi annoncer, før den reelle artikel viser sig. Til Store Danskes fordel taler, at den synes at virke en anelse mere troværdig og frem for alt velskrevet.
Nu vil nogle sikkert sige at journalisten ikke er nogen pålidelig dommer. Men hertil er dog stadig at sige det hak i tuden Nature gav Encyclopedia Britannica ved en sammenligning med engelsk Wikipedia. Striden står mellem to ideologier: Ekspertviden kontra Wisdom of the Crowd. Begge har deres berettigelse. Men mon det ikke efterhånden må være bevist tilstrækkeligt mange gange, at det sidstnævnte er mindst lige så godt, hvis ikke bedre, end det første?

5 kommentarer:

Mathies sagde ...

Jeg er ikke enig med dig i, at den danske Wikipedia ikke bliver rettet og det er sagen omkring #tv2wikigate et godt eksempel på. Læs mere om sagen på http://blog.overskrift.dk/2009/05/17/tv2wikigate-tidslinie-sagen-om-tv2-vs-wikipedia/

Susanne Kierkegaard sagde ...

Den Store Danske er blevet bedre..den irriterende opdeling i 3niveauer er vist? helt væk. Men fornylig var der ballade i Iran og alle talte om "Vogternes Råd". Det kan man ikke slå op på DSD. Så Wikipedia er førstevalg...

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

Esben. Hvad jeg mener (og det er måske ikke klart skrevet) er at overvågningen af den danske Wikipedia ikke er så træfsikker som på den engelske.
Når nogen bevidst (eller i bedste mening) skriver noget forkert på den engelske, er læserunderlaget så stort at der sjældent går minutter før nogen har opdaget det, og rettet til.
Det samme kan du ikke påstå om den danske, især inden for områder hvor der er meget få dansktalende som er eksperter.
Jeg har ikke nogen konkrete eksempler. Men generelt er jeg mere vagtsom over for oplysninger på den danske Wikipedia, end på den engelske.
Men som det fremgår af mit oprindelige oplæg, så mener jeg at Wikipedia, selv den danske, burde bruges parallelt med den Store Danske. Og jeg forstår slet ikke at fx lærere forbyder elever at bruge Wikipedia. Det ser jeg som et udslag af dovenskab over ikke at ville lære dem kildekritik.

Mads Gorm Larsen sagde ...

En anden måde at vurdere forskellen kunne være ved at se på forskellen i oplevelsen for den skrivende, og ikke kun for den som læser.

http://www.madsgormlarsen.dk/2009/08/30/den-store-danske-er-bedre-end-wikipedia/

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

En rigtig god og grundig sagsfremstilling som er meget tankevækkende. Selv om enkeltsager altid skal vurderes over for den store helhed, så virker det som om Mads Gorm Larsen her påpeger noget som den danske Wikipedia absolut bør rette op på snarest muligt.
Som det vist også fremgår af mit oprindelige blogindlæg, så er min egen holdning ikke et enten-eller mellem de store leksika, men en mere nøgtern afvejning af deres for- og bagdele.
Uden eksistensen af Wokipedia havde Den Store Danske næppe fundet på det med at tillade "underforstående" at skrive i online-udgaven. Så sådan bølger udviklingen vist lidt frem og tilbage. Og generelt, fremad!