31.5.02

Ny portal om børnemusik i luften.

Børnemusik i Danmark er lavet af Ole Bundgaard, som forhåbentlig er bedre til at lave musik end til at lave websider. Rent designmæssigt er siden amatøragtig og uinspirerende. Indholdsmæssigt en meget tynd kop the, f.eks. er der ikke eneste lydfil.
Børnebibliotekarer vil kunne bruge siden til at finde kontaktadresser på musikere, men ikke meget andet.

Bliver der mon overhovedet arbejdet om mandagen?

It-avisen skriver: Ugens første dag er den travleste dag på nettet. Lidt over 15 procent af ugens netaktivitet foregår om mandagen, viser en ny undersøgelse fra firmaet Web Side Story, der følger trafikken på mere end 125.000 websites verden over.

30.5.02

En anden måde at finde rundt i bibliotekets materialer.

HighWire kalder Leland Stanford Junior University deres Library of the Sciences and Medicine. Hvis man klikker på 'TopicMap' ca. midt på siden, får man i et nyt vindue en grafisk emneorienteret præsentation. Et enkelt klik folder emnet ud og et dobbeltklik viser de relevante poster på den bagvedliggende webside.
Biblioteket på Handelshøjskolen i Århus har noget, der ligner, men beregnet til at navigere på webiden.

29.5.02

Bibliotek.dk's svenske søster.

Bibliotek.se åbnede i august sidste år. I modsætning til den danske udgave (som var den første i verden) er der ikke mulighed for at bestille - det skal man gøre på sit lokale bibliotek.
Fornuftigt? Det vil mange af vores kolleger sikkert mene efter en lang dags arbejde med at ekspedere fjernlån. Men vores brugere elsker det!

28.5.02

Danmarks Radio om danske digtere.

Sitet Dansk Digtere er lavet af Danmarks Radio Internet Læremidler (DRIL) som en hjælp til folkeskolens ældste klasser og de gymnasiale uddannelser ("og andre med interesse for danske digtere", men afgjort mest relevant for opgaveskrivere).
Der er 32 danske digtere repræsenteret - fra Morten Korch til Michael Strunge. Her kan man finde lyd- og videoklip, biografi, forfatterskab, bogliste, galleri, opgaver og få sat forfatterskabet i relation til samtiden ved at kigge i manuskriptet til serien "Digtere, Divaer og Dogmebrødre".

Brugervenlig bestilling

Hotellet The Broadmoor i Colorado Springs har en virkelig godt udformet reserveringsside, hvor man i ét skærmbillede kan se datoer, priskategorier og betalingsinformation. Informationerne er selvfølgelig indbyrdes forbundet, sådan at hvis du vælger en anden type værelse, ses det straks på betalingsdelen. Et godt tip til testere: gå helt hen i efteråret - der er åbenbart temmelig fyldt op på hotellet.
Hvilket bibliotekssystem mon kommer først med en ligeså brugervenlig udformning af reserveringer?

27.5.02

Internetbrug både på arbejde og hjemme.

45% af de amerikanske internetbrugere går på internettet fra flere forskellige maskiner. Jakob Nielsen, brugervenligheds-guru, skriver om de følger, det bør have for system-designere. Bl.a.:
Genkend individer, ikke maskiner (slut med cookies)
Bevar indstillinger og foretrukne
Forlad firewall fantasien. Når CIA-ansatte opbevarer hemmeligedokumenter på deres harddisk, så er vi nok flere, der gør det samme. Dvs. at en andre sikkerhedsløsninger end firewall'en er påkrævet.
Læs Jakob Nielsens artikel her

Modig mand!

Jubii-direktør Martin Thorborg meddeler, at Jubii fremover kun vil udvikle til Microsofts browser Internet Explorer. "Antallet af brugere af konkurrenten Netscape Navigator er nu nede under én procent. Netscape-brugere er ikke en subkultur, men en uddøende race" citeres han for i Computerworld.
Det er meget muligt, at brugere af Netscape, Opera og alle de andre bliver færre og færre, men de er til gengæld ret højrøstede, så Jubii kan helt sikkert forvente en bunke ballade ovenpå den udmelding.

24.5.02

Google opdaterer Toolbar'en

Man kan nu installere en ny version af Googles Toolbar med nye muligheder : Hvis man allerede bruger toolbar'en, vil den blive opdateret "af sig sig selv" i den nærmeste fremtid. - men der er gode ting i den nye version. Hvis man ikke kan vente, kan toolbar'en afinstalleres, og en ny hentes
Toolbaren er et virkelig godt arbejdsredskab - så hvis I ikke allerede bruger den, kan den varmt anbefales!
De nye muligheder skal hentes fra "Toolbar options" - og "Experimental Features link "skal vælges derfra. Det er f. eks en mulighed for at vælge :

" Combined Search Button" dette vil give mulighed for at vælge de andre søgemuligheder som Google stiller til rådighed, f. eks Billedsøgning.

" Search Results Navigation Options" giver mulighed for at bladre i søgninger uden at vende tilbage til Googles resultatside - man får "next og previous" knapper direkte i Toolbaren.

" Browser Control". Kan bruges til at slå uønskede pop-up vinduer op. Typisk reklamer der kommer når siden lukkes

Børn får eget internet

Politiken : Amerikanske børn får deres eget domænenavn på internettet, hvor myndighederne vil kontrollere, om indholdet er børnevenligt.
Med en overvældende majoritet på 406 ud af 408 stemmer har Repræsentanternes Hus i Washington besluttet at oprette domænenavnet 'kids.us', hvor børn under 13 år skal kunne færdes uden at møde pornografi, hasardspil og lignende.
Det skal være frivilligt for udbydere af nettilbud til børn, om de vil deltage i ordningen med kids-domænet. Men sites, der får tildelt kids-domænet, må ikke indeholde chatrooms, da myndighederne ikke vil have mulighed for at kontrollere indholdet af disse.

Arabiske nyheder

En nem og praktisk indgang til hele den arabiske verden hedder Al Bawaba og er en portal med både nyheder og en bred vifte af links.
Med base i London og Amman præsenterer Al Bawaba, som kalder sig The Middle East Gateway, nyhedsstof og baggrundsinformation på engelsk fra 21 lande i Mellemøsten og Nordafrika udvalgt og skrevet af skribenter og analytikere i området. Udover en løbende nyhedsstrøm er der også mere grundige artikler om erhverv og økonomi leveret af Mena Report, der også ejes af firmaet bag Al Bawaba.

Al Bawabas portal er gratis at bruge ligesom Mena Reports portal, der bl.a. også giver adgang til statistiske data og en database med erhvervsinformation. Udover artikler i fuld tekst fra de to tjenester selv er der sammendrag af nyheder hentet fra aviser, tidsskrifter, telegrambureauer, radio- og tv-stationer m.v. i Mellemøsten. ( Fra Informationsportalen - )

23.5.02

Reklameaviser på nettet (EkstraBladet)

Internetsiden IngenReklamerTak.dk lægger hver uge et udvalg af tilbudsaviser på deres side. Her kan man læse tilbudsaviser direkte på computeren og slå to fluer med et smæk: Skåne miljøet og alligevel finde de bedste tilbud.

IngenReklamerTak.dk er en helt ny side, og har kun tilbudsaviserne fra 8 forskellige dagligevarekæder, blandt andet Irma og Netto. Folkene bag lover, at der vil komme flere og flere tilbudsaviser med tiden.

22.5.02

Google topper - igen

Danny Sullivan fra The Search Engine Report har føjet en ny måleenhed til sin overvågning af søgemaskiner. Han opgør "søgetimer" for de enkelte søgemaskiner -

Google topper med 13 millioner timers søgning i marts måned (Nielsen//NetRatings) Yahoo kom på andenpladsen med mindre end det halve tidsforbrug - 5.4 millioner søgetimer, derefter MSN Search
med 4.9 million søgetimer. Tallene er fra internetbrugere i USA hjemme - og på arbejde.

21.5.02

Udenrigsministeriet har åbnet portalen Denmark.dk.

Denmark.dk leverer både formelle og mindre formelle
oplysninger til turister, erhvervsfolk og kommende indbyggere.
Der er vist lidt startvanskeligheder - siden er meget langsom.

Ny gruppe brugere, som bibliotekerne skal være opmærksomme på at tilbyde relevante services:

Stærk vækst i seniorers brug af internettet. +50 - årige brugere på nettet vil være den gruppe over de næste 15 år, der vokser mest.Thirdage.com mener at en stigning på 50% er realistisk. De 18-40 åriges andel vil kun vokse ca. 3%

20.5.02

Nye betalingssystemer for indhold på internettet.

Fra E-pressen : De to systemer til mikrobetaling på Internettet lanceres i maj måned af hver sin ejerkreds, henholdsvis Foreningen af Danske InternetMedier (FDIM) og de danske banker i samarbejde med TDC.
Det unikke ved de to systemer, CoinClick og Valus er, at de ikke er begrænset til den enkelte butik på nettet. Det er transaktionssystemer ligesom Dankortet og kan bruges af alle netbutikker - Brugeren kommer ikke til med at opleve den store forskel på systemerne. Der er tale om elektroniske pengepunge hvorfra man kan betale for de ydelser der købes hos de tilmeldte netmedier

17.5.02

Forbedret talesyntese til glæde for synshandicappede og ordblinde.

TDC-selskabet Speech-Ware har sammen med Dansk Web Bureau lanceret ny version af talesyntese programmet Speech-Ware. I forhold til tidligere talesyntese programmer er kvaliteten virkelig forbedret: det er nu muligt at forstå, hvad der bliver sagt uden at følge med i teksten. Prøv selv at lytte til f.eks.pressemeddelelsen på webbureauets hjemmeside. Oplæsningen begynder ved at klikke på højttaleren i menu-bjælken øverst.

Electronic Book Evaluation Project skifter navn og design

...til Electronic Books in Libraries. Siden indeholder den samme type information som vores hjemlige eBogsCenter, men koncentrerer sig om nordamerikanske forhold.

16.5.02

Prøv en biblioteks 'Bot'.

LSSI udvikler software til brug for tjenester som Biblioteksvagten, og det nyeste skud på stammen er Deborah, en automatiseret 'person', der svarer på spørgsmå, mens man venter på en rigtig levende bibliotekar. Deborah er i demo-fasen og kun programmeret til at svare på nogle få spørgsmål, som f.eks "when is the library open", "search for author" og lignende. Læs mere om Deborah eller prøv at snakke med hende.
Hvis man vil vide mere om denne teknologi og biblioteksbrug af den, kan man deltage i et online-møde pinsemandag kl. 17.

15.5.02

Ny biblioteksside på vej...

I juni lancerer bibliotekerne i Vejle, Silkeborg, Horsens, Gentofte og Århus en ny internetside: www.litteratursiden.dk (ikke aktiv endnu). Det drejer sig om flere forskellige projekter, der her lægges sammen: BogWeb, RomanNet, Andreas' Kommode, Epoke m.fl. Litteratursiden Litteratursiden bliver et landsdækkende e-zine, der drejer sig om skønlitteratur med endnu flere anbefalinger, artikler og spændende nyheder fra bøgernes verden. Læs omtalen i BogWeb.

Billetsalg i Fredgaard - hvorfor ikke på bibliotekerne?

Computerworld skriver, at butikskæden Fredgaard fra 1. juli i år i samarbejde med internetvirksomheden E-billetter A/S vil sælge billetter fra selvbetjeningsstandere i 25 Fredgaard-butikker over hele landet.
Det bliver muligt på én gang at bestille, betale og udskrive sine billetter til de fodboldkampe eller rockkoncerter, der samarbejder med e-billetter A/S. I 25 Fredgaard-butikker bliver der opstillet elektroniske selvbetjeningskiosker, hvor kunderne kan købe billetter fra E-billetter.
Hvorfor søren er der ingen, der spørger bibliotekerne om de vil medvirke?? I stedet for en butikskæde med sølle 25 forretninger...

Konference i Århus.

European Business Schools Librarians' Group afholder 2002 konferencen på Handelshøjskolen i Århus. Det foregår fra den 29. maj til den 1. juni under overskriften "Powering the library future" og med indlæg fra bl.a. Lars Kolind og Jens Thorhauge.

14.5.02

Lovlig internetmusik på vej til biblioteksbrugere i København og på Frederiksberg.

KKB og FKB har indgået aftale med firmaet Prosafe om et forsøg med at give adgang til musikfiler via internet. Prosafe tilbyder via Digital Rights Management systemet beskyttelse af musikfiler mod kopiering og videredistribution. Systemet kan afprøves på firmaets hjemmeside. De to biblioteker har haft positiv kontakt til flere pladeselskaber.
Forsøget, der er støttet er Biblioteksstyrelsen, forentes igangsat i august under det fælles navn Netmus og vil i første omgang omfatte 1000 brugere, som kan "låne" musikfilerne i 30 dage. Adgangen til filerne sker via de to bibliotekers hjemmesider.

Mere internetmusik

DBC Medier og Viatone har indledt samarbejde om digital distribution af nordisk og nordeuropæisk rockmusik til download via bibliotekerne. Et tilbud til bibliotekerne på min. 200 titler forventes at være klar i løbet af sommeren, men interesserede biblioteker kan henvende sig allerede nu. Læs mere på DBC's hjemmeside.

Den katolske kirke i internetoffensiv.

I følge Berlingske Tidende 13. maj betonede paven i sin søndagsprædiken, at temaet for 2002 i den katolske kirke skal være: Internet – et nyt forum for forkyndelsen af evangeliet. Vatikanets hjemmeside kan ses her og samme side er i øvrigt indstillet til en Webby Award i kategorien 'Spirituality'. Webby priserne uddeles den 18. juni.

13.5.02

Gratis dansk e-bog om fremtidsteknologi

Endnu inden bogen udkommer på tryk kan ”Den globale Organisme” hentes gratis på Nettet hos den danske e-boghandel Rubiconbooks. Bogen er skrevet af journalisten Peter Hesseldahl og beskriver de teknologier, der vil være med til at forme fremtiden.Papirudgaven udkommer den 14. maj og koster 249 kr., mens den gratis elektroniske udgave allerede nu kan downloades i Adobe Acrobat og Microsoft Reader format.
Den elektroniske udgave er især tænkt som en service til dem, der i forvejen har den trykte bog - teksten er krypteret, så det ikke er muligt at printe bogen ud.

Kvinderne overtager internettet

IT-avisen skriver : Kvinderne udgør nu mere end halvdelen af Nordamerikas surfere og de asiatiske kvinder er ikke langt efter. De kvindelige internetsurfere i Asien er den hurtigst voksende gruppe af surfere i verden, viser nye tal fra Nielsen/NetRatings.
Siden januar er gruppen af kvindlige surfere i Asien vokset med et gennemsnit på 36 procent, viser maj-opgørelsen af internetbrug.

Udover at gruppen af kvindlige surfere vokser hurtigst, er der også forskel på de to køns brug af nettet. "Kvinder er langt mere effektive i deres web-brug – de bruger mindre tid, fordi de generelt ved, hvad de kikker efter og stopper, når de har nået deres mål", udtaler Hoe Chin Fee fra ACNielsen eRatings.com.

Ældre landkort og atlas.

Amerikaneren David Rumsey har i årtier samlet på landkort og atlas, især fra det 18. og 19. århundrede. Nogle af dem (6.500) er nu publiceret på internet og planen er at lægge 10.000 nye ind hvert år, indtil samlingen når de 50.000. Det kan anbefales at bruge en bredbåndsforbindelse...tunge sager!
Politiken skriver om samlingen i denne artikel.

Nye kort.

På Kampsax' portal Kortal kan man finde et luftfoto af sit eget bibliotek - eller andre lokaliteter. Man skal downloade en lille plug-in til sin browser for at kunne bruge Kortal.

12.5.02

Don Quijote af Miguel de Cervantes

400 år efter at den blev skrevet er det fortsat ingen tvivl: Don Quijote er verdenslitteraturens mest underholdende og fornøjelige bog.
De norske Bokklubbene har med hjælp af 100 fremstående forfattere fra 54 lande kåret tidernes bedste og vigtigste skønlitterære bøger.
Øverst på listen troner Don Quijote af Miguel de Cervantes. De 100 bøger som totalt fik flest stemmer, udgør Verdensbiblioteket.

10.5.02

Politiken.dk Europæere gider ikke computere

I Sverige, Danmark og Holland er det dog ikke sådan. Her anvender henholdsvis 67 procent, 59 procent og 54 procent af befolkningerne en computer.
EU-undersøgelsen afdækker ifølge Ananova.com store geografiske forskelle. I Grækenland og Portugal er kun hver fjerde regelmæssig computerbruger, mens kun 15 procent bruger nettet til noget.

Søgemaskine til lydeffekter og "sample sounds" på nettet:

FindSounds.com er en omfattende søgemaskine til lydeffekter mm. På denne side kan man få et indtryk af hvad der kan findes, f. eks under Holidays : Kanebjælder ....... En "fritekstsøgning" på Church Bells giver 200 hits. Ved hver indførsel kan man klikke på "Sounds like this one".

8.5.02

CNET News.com - skriver : "Hvorfor Net Marketingsfolk elsker mødre"

Det viser sig at mødre med småbørn i USA er den befolkningsgruppe, hvis brug af internettet vokser mest - og som er villige til at bruge mange penge på internet-handel.
" Jeg kan kombinere min brug af nettet med mit eget og børnenes skema". Hjemmegående mødre bruger også nettet til chat og email - kontakter med andre voksne i samme situation - eller som modvægt til småbørnssnak.
Igen et eksempel på hvorfor bibliotekerne skal omdefinere deres ydelser og tjenester til nye brugergrupper på nettet. Vi skal også imødekomme mødrenes behov for online ydelser på biblioteksområdet.

7.5.02

Netbutikken er en fiktiv butik, hvor du kan lære at handle online.
Det hele er en øvelse, der går ud på at afprøve nethandel uden risiko - og så tæt på virkeligheden som muligt

I Netbutikken kan du i ro og mag finde det fiskeudstyr, du har brug for. Du kan løbende se, hvad du har valgt, og hvad prisen er inkl. moms, og hvilke leveringsomkostninger du skal påregne. Når du finder varer i Netbutikken, som du vil prøve at købe, lægger du dem i din indkøbskurv. Når du har besluttet dig, bliver du bedt om at vælge betalingsform og derefter om at udfylde bestillingssedlen med navn, adresse mv. Herefter skal du bekræfte din bestilling.
Bemærk at Netbutikken er en fiktiv online-butik, og at du IKKE indgår nogen købsaftale, når du prøver at købe ind i Netbutikken, og at du derfor ikke forpligter dig til noget.

6.5.02

UK 2002 - The Official Yearbook of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland

"Statistisk årbog" for Storbritannien - før hed den "Britain Yearbook". Dækker områder som uddannelse, arbejdsmarked, sociale forhold, religion, kultur og meget andet i tekst og tal. Igen et eksempel på, at den bedste og nyeste statistik som regel findes på nettet. Fås også som bog.


"Søgemaskine" til skønlitteraturen mm.

Allreaders.com - en søgemaskine lidt ud over det sædvanlige til søgning efter litteratur.
Her kan du søge efter kategorier "Romance","History" m. fl. - og nærmere definerede kriterier, som fx. tid, sted, miljø. I samme genre findes allwatchers.com og allscifi.com.
Det er selvfølgelig søgning på henholdsvis film og Science Fiction.

5.5.02

Det skal vi holde øje med.

Når American Library Association holder sin "Midwinter konference", er et af punkterne diskussion af hvilke 5 teknologier, der bliver vigtigst i det kommende år. For 2002 ser listen sådan ud:
-Security (Viruses and Other Software Vulnerabilities)
-Self-Publishing (Amateur Fiction)
-Storage and Organization of Mass Data
-New Search Interfaces (OPACs and otherwise)
-Broadband
Baggrund og henvisninger på LITAs hjemmeside. LITA er en af ALAs undergrupper og står for Library & Information Technology Association.

E-bogs pris nedlagt.

I 1999 blev prisen International Ebook Award første gang uddelt på bogmessen i Frankfurt. Det er slut nu, da Microsoft har trukket sig som sponsor for prisen. Tidligere vindere af prisen omfatter Ed McBain, Joyce Carol Oates og Zadie Smith. Læs hele nyheden i LTWorld.

Godt nyt til science fiction og fantasy-læsere.

Forlaget Baen har siden sommeren 2000 gratis stillet et udvalg af deres bøger til rådighed på Baen Free Library, p.t. ca. 40 bøger indenfor science fiction og fantasy. Baen-forfatteren Eric Flint (2 poster i bibliotek.dk) er initiativtageren og skriver en interessant indledning på websiten, som meget kort fortalt går ud på, at strategien med at stille bøger gratis til rådighed forøger salget af papirbøger.
I øvrigt er bøgerne tilgængelige i flere forskellige formater.

3.5.02

Mens vi venter på Episode II

...kan man more sig med at se Star Wars fan film på AtomFilms. Hvis man trænger til et godt grin og i øvrigt kan se komikken i at kombinere stumfilm og Star Wars, kan "Silent, but Deadly" anbefales.

Personaliseret adgang til websites.

Efterhånden som websteder vokser i omfang, bliver der større og større behov for at tilpasse indholdet til den enkelte bruger, der kan vælge præcist hvilket indhold, hun vil se eller gemme på en dertil indrettet plads på serveren.
I KKB får vi jævnligt mails fra brugere, der efterspørger denne service, og nu har Bedst på Nettet også inddraget personalisering som et bedømmelseskriterium under brugervenlighed.
Apropos Bedst på Nettet: 4 kommuner har har fået topkarakter: 5 netkroner.

2.5.02

Kommenter en ressource.

Librarians Index to the Internet har for nylig introduceret muligheden for at kommentere på de enkelte poster, hvilket giver bidragsyderne en hjælpende hånd, både med at finde døde links og brugernes synspunkter. Lyder som en indlysende ide for FNG.

Det er gratis!

StarOffice er en fuldstændig og gratis kontorpakke med tekstbehandling, regneark, database, tegneprogram og præsentationsprogram - alt, hvad man har brug for som almindelig pc-bruger. Med en brugergrænseflade, der ligger tæt op ad Microsofts produkter, og selvfølgelig kompatibel med andre programmer.
StarOffice ejes nu af Sun og programpakken kan hentes her og har i øvrigt fået glimrende anmeldelser. Det kunne være interessant at høre, om nogen biblioteker har sparet på udgifterne til Microsoft og bruger StarOffice i stedet.

1.5.02

Fornem præsentation af dansk børnelitteratur.

Dansk Litteraturcenter har netop lanceret et spændende website, der præsenterer det bedste af dansk børnelitteratur på dansk, tysk, engelsk, fransk, hollandsk og italiensk.
Der er uddrag fra bøger, klip fra film, oplæsning og meget, meget andet - altsammen præsenteret i et design, som vi kender det fra diverse børnespil. Og med en flot og anderledes æstetik. Det eneste lidt kluntede er adressen: www.childbooks.dk.
Bestemt et besøg værd!

SMS' ens afløser

hedder MMS, som står for Multimedia Messaging Service. Eller populært sagt SMS med lyd og billede. Så i fremtiden vil vi måske sende et billede af forsiden på den reserverede bog, som netop er kommet hjem til låneren eller spille en bid af musikken, låneren har bestilt?
Læs mere f.eks. på Nokias hjemmeside.

Bibliotekarer i den digitale verden.

e-global Library undersøgte i dec. 2001, hvad amerikanske bibliotekarer mener om deres arbejde i dag, og hvilke forandringer, de forventer i en digital fremtid. 80% af de adspurgte var meget tilfredse med deres karriere, som de havde valgt for at tjene offentligheden, kun 11% p.gr.a. en god løn (.... lyder bekendt).
87% mener, den største udfordring i dag er at forholde sig til opfattelsen af, at alt kan findes på nettet. Og i fremtiden mener 89%, at instruktion i at finde og evaluere information stadig vil være den væsentligste opgave, men også udvikling af navigationsredskaber og digital bevaring vil spille en større og større rolle.
Hele undersøgelsen kan læses her.