29.4.11

Krise i bogbranchen - ikke i interessen for at læse


Bloggen "Digital udvikling" gennemgår tilstanden i bogbranchen versus den meget store interesse for læsning og litteratur, der blomstrer

Toke Riis Ebbesen skriver:

"Der lurer i den danske bogbranche, både hos forlagene, bibliotekerne og boghandlerne, en stemning af undergang: Branchen er i krise!! Truet udefra af store amerikanske kommercielle virksomheder, inde fra af digitaliseringen og de troløse danskere, der piratkopierer... jeg kan blive ved. Spørgsmålet er, om bogbranchen virkelig er i krise, eller om det er noget andet, der foregår?"

"Således tør jeg godt stå frem og melde ud, at ikke læsningen som sådan, men bogbranchen som den har eksisteret i mange år, er i en form for ‘krise’."

Læs mere

Myldretidsbiblioteker

Dsb vil gerne have biblioteker på S-togsstationerne

Lån en bog på S-togsstationen. Det er tanken bag et såkaldt myldretidsbibliotek.

Idéen går ud på, at kommunale biblioteker langs S-togsnettet skal leje sig ind i ledige lokaler på stationerne, forklarer idékvinden Henriette Ritz Kylmann fra Hvidovrebibliotekerne.

Og selv om myldretidsbiblioteker ikke ser ud til at blive en realitet i Hvidovre, så har DSB S-tog da heller ikke opgivet, siger afdelingschef Anne Pilegaard:

»Vi gør opmærksom på idéen og mulighederne, når vi alligevel skal renovere stationer rundt omkring. Der er det jo oplagt at forhøre sig hos kommunerne. Hvis vi kunne få noget aktivitet ind i de tomme bygninger, der findes på nogle af stationerne, så ville det være en rigtig god løsning«, siger hun til DR København.

DSB forhandler i øjeblikket med blandt andet Herlev Kommune, men foreløbig er der ingen aftaler på plads, oplyser Anne Pilegaard.

Læs mere

13.4.11

"Mallebrok er død i krigen....."

.... i 1864. Sangen kender alle over 50 år. Og 1864 er ved at komme "på mode igen". Først Buk Swientys bøger, så Hanne Reintoft, og i fremtiden måske en TV-serie med Ole Bornedal. I mellemtiden har Københavns Biblioteker lanceret en hjemmeside om 1864.
Men i de forløbne år er der sket meget, så jeg har lidt provokerende i forhold til de traditionalle analoge bøger mm. lavet et lille indslag om hvorfor bibliotekarer nu måske slet ikke behøver at betjene brugerne ved rent fysisk fremmøde, men kan guide dem i søgninger på internettet i stedet for. Det er naturligvis Google Bogsøgning jeg her snakker om.
Jeg blev selv lidt overrasket over at se at selv den lillebitte flig jeg forsøgte at løfte, gav så mange resultater så hurtigt med så få og ukvalificerede søgninger. Gad vide hvad der ville ske, hvis jeg havde brugt mere systematiske søgninger? Jo, nutidens bibliotekarer står med en helt anderledes slagkraftig vifte af instrumenter at spille med over for brugerne. I hvert fald hvad angår den lidt ældre litteratur.
Så der er ingen grund til at denne lette omskrivning af Mallebrok skulle blive virkelighed:


Og da de kom til biblioteket
så var der ingen bøger.
Og bibliotekaren holdt en tale
han sagde ingenting.