10.2.11

Enkle løsninger på komplicerede søgninger

Biblioteksdatabaserne er rygraden i bibliotekernes virke. Og de er i disse år hårdt trængt af Google. Uanset hvad vi måtte finde på for at holde på "kunderne", arrangementer, badutsping eller eressourcer, så vil biblioteksdatabaserne indtil den totale digitalisering af bogbestanden også være bibliotekernes et og alt.
Alligevel henlever de fleste biblioteksbaser, inklusive bibliotek.dk en periode med panisk stagnation. Jo, der bliver da taget visse initiativer til at gøre dem til slagfærdige alternativer til Google. Men for nylig har jeg opdaget at fx den gensidige vekselvirkning mellem Bibliotek.dk og Google Bogsøgning ikke længere er der. Google Bogsøgning slår nu ikke længere op i Bibliotek.dk, ligesom der heller ej længere linkes fra en post i Bibliotek.dk til online-udgaver af samme, fx i Google Bogsøgning.
Det er trist. I det hele taget sker der meget lidt på produktionsudviklingssiden af biblioteksbaserne. Derfor er det måske nyttigt at følge med i BibPode fra Oslo. De eksperimenterer med forskellige forbedringer. Sidst med et meget enkelt koncept over for problemet med store søgninger. Se problemet når du indskænker til bøger og søger på Klaus Rifbjerg i Bibliotek.dk. Søgningen giver 581 poster. Dette er ikke godt nok. Hvis lånere er ude efter at se hvad Klaus Rifbjerg har skrevet, så får de også en masse støj, faktisk er hovedparten af posterne støj.
I en artikel på BibPodes weblog redegør de for deres lille eksperiment. En lille søgemaskine baseret på RDF gør det muligt meget hurtigt at få lister over et stort forfatterskab (eksemplet er Hamsun). Jeg ved ikke om der i Danmark eksperimenteres med noget sådant på DBC. Men i det hele taget savner jeg denne form for innovative tanker på biblioteksbaserne. Tanker der bliver til noget i praksis, og som er rettet mod at gøre dem til slagkraftige alternativer til en mastodont som Google.

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Erik

Vores forslag i infrastrukturen for Danskernes Digitale Bibliotek baserer sig faktisk på Linked Data.

Derudover har DBC faktisk gang i et linked data projekt der kigger på anvendelsesmulighederne. Det er lige i opstartsfasen.

En af de større problemer vi har med data i dag, er at vi ikke bruger autoritetsfiler i Danbib. det er bl.a. det der muliggør de eksperimenter de leger med i Pode projektet :-)

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

Hej

Ja, jeg er nok lidt af en dummernix til at forstå alle de tekniske problemer der er. Og de retfærdiggør sikkert også, samtidig med at området pengemæssigt bliver voldsomt nedprioriteret i forhold til dets vigtighed, at jeg som bruger af systemerne føler at redskaberne er på neanderthaler-niveau (med al respekt for neanderthalerne, forstå mig ret).

Jeg kan dog som mini-katalogisator se at der er en masse der kunne gøres med links, emneord, krydshenvisniger osv. Helst skulle dette løses maskinelt, men hvis ikke, må vi jo gå i gang med det - manuelt!

Anonym sagde ...

Uhaa jeg tror man skulle have ualmindeligt meget gåpåmod, hvis man skulle til at retrokatalogisere i forhold til en bedre brugeroplevelse.

Men du har da ret i at den søgning vi har i dag er på stenalderniveau i forhold til hvad vi kunne ønske os.

Men forhåbentligt kommer det :-)

Kirsten Larsen sagde ...

Videresøgning fra bibliotek.dk til de forskellige Google-varianter virker som hidtil.
Den anden vej er vi jo ikke i samme grad herre over ;-) Google Books har et andet fokus end dengang man som bruger kunne vælge hvilket bibliotekskatalog man ville have link til. De har fjernet den mulighed (gamle brugere kan dog stadig have glæde af det!) - det kan vi næppe ændre på.
Hilsen Kirsten Larsen, DBC

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

Hej Kirsten

Måske er det bare mig, men når jeg finder en bog i Bibliotek.dk, som jeg ved også findes i Google Books, så prøver jeg naturligvis at bruge funktionen med at søge videre på nettet. Men så vidt jeg kan se i de eksempler jeg har prøvet, bliver jeg bare ledt over i Google Internet, ikke til Google Books. Og det er jo lidt lige meget.
Er det bare mig der har været uheldig med mine eksempler, eller funker det ikke længere? Jeg husker da at have gået den vej før, og fint blive ledt over i online-teksten. Hvilket jo også er hensigten.

B Design sagde ...

Enkel og enkel. For dig der er ekspert er det nemt,men vi andre begyndere, har vist mere at læse op på. Men super god artikel