22.2.10

Ud med bøgerne - ind med bibliotekarerne

Jens Thorhauge fortæller på sin blog om et interview han var med i Harddisken. Et gymnasiebibliotek i Boston har foræret alle bibliotekets bøger væk, og erstattet det med en laptop, e-reader og abonnementer til alle studerende. Og ansat ganske mange flere bibliotekarer til at hjælpe de studerende med at navigere i de elektroniske materialer!
Det kan sagtens i USA, og jeg er som dansker ganske svenskergul og grøn af misundelse over at de engelsksprogede lande nu er nået så langt med digitaliseringen, at det kan lade sig gøre. Det er ganske umuligt i Danmark, hvor producenter af materialer klamrer sig til ophavsret, økonomiske interesser og at vi for Guds skyld ikke skal gøre opmærksom på at vi også kan over for alt for mange.
Jovist, vi gør os på Facebook, MySpace, måske også Twitter og andre sociale netværkssteder. Men den mere forskningsprægede materialesamling i Danmark er og forbliver analog. Svært tilgængelig at få fat på, hvis ikke umulig. Godt hjulpet på vej af astronomisk dyre licensdatabaser og umulige brugergrænseflader som gør det til et forhindringsløb at bruge det lille som trods alt bliver digitaliseret.

5.2.10

Et andet alternativt bibliotek

En rød telefonboks. Bogbussen blev sløjfet og folk tog sagen i egne hænder. Nu bytter de bøger fra telefonboksen.


'It's such a brilliant idea,' she said. 'Our nearest library is Wells, four miles away, so if you don't want to go into the town but have run out of something to read, it's great you can use this.
'All sorts of interesting books turn up – manuals, picture books, good literary novels.’

1.2.10

Staten vælger ODS

"Konklusionspapir om anvendelsen af åbne standarder for software i det offentlige". Ah hva be hva??? Så kringlet kan en særdeles vigtig Folketingsbeslutning lyde. Oven i købet med tilslutning fra samtlige partier. Og det bliver ikke bedre når du fortsætter. Men det er dog muligt at ane at der er store kræfter som her er på spil:

   1. I medfør af folketingsbeslutning B103 (samling 2005/06) skal regeringen sikre, at det offentliges brug af informationsteknologi, herunder brug af software, er baseret på åbne standarder. Kravet om brug af åbne standarder gælder ved nyindkøb og ved større opdateringer og skal være udgiftsneutralt efter de gældende kriterier for den offentlige sektor.
Og lidt længere nede begynder man at ane hvad det hele drejer sig om:
For at fremme anvendelsen af software baseret på åbne standarder i det offentlige og for særligt at fremme konkurrencen på kontorsoftware samt for at sikre, at borgere og virksomheder ikke er afhængige af bestemte kontorpakker i deres kommunikation med det offentlige, gøres følgende:
Aha, kontorpakker. Mon det lugter lidt af Microsoft Office det her? Fortsæt selv læsningen af dokumentet. Jeg vil i stedet springe videre til punkt ...
   4. Statslige myndigheder (1) vil fra 1. april 2011 være forpligtede til at afsende og kunne modtage dokumenter i formater omfattet af listen som er nævnt under punkt 2 - herunder ODF. For at sikre at alle, uanset platform, har adgang til redigerbare dokumenter, skal statslige myndigheder, såfremt de publicerer redigerbare dokumenter på deres hjemmesider, gøre dette i ODF og andre dokumentformater, som er optaget på listen.
Hvad betyder det så i praksis. Jamen det betyder at Staten for det første har taget stilling til at den vil overgå til standard ODF. Ikke vælge en bestemt kontorpakke som fx Microsoft Office (som i øvrigt ikke lever op til den standard).
Det er et højbetændt område som Folketinget her har betrådt. Men det er et meget klart signal: I dag er det næsten umuligt at købe en computer i en almindelig butikskæde uden at Microsoft er installeret på forhånd. Oven i købet får du ikke dine Office disketter med. På denne måde har Microsoft stilfærdigt sikret sig nærmest et monopol på programområdet.
Jeg spekulerer tit på om vi ville have accepteret dette hvis det drejede sig om andre former for medier. Lad os forestille os at alle fjernsyn automatisk blev leveret med Canal Digital og dens forskellige former for pakker. Eller alle telefoner med Sonofon-abonnementsordninger. Uden tvivl ville det skabe et ramaskrig og beskyldninger for konkurrenceforvridning. Men det virker som om at forbrugerne på computerområdet ikke er så særllig meget bevidste om at der er andre valg end Microsoft.
Det er ikke ofte vi ser Folketinget sådan træde i karakter og i front. Foreløbig gælder det da også kun for Staten. Kommunerne kan uforstyrret køre videre med hvad mange i dag ville opfatte som "en  gammel spand", nemlig Microsoft. I stedet for de gratis og mindst lige så gode open source produkter, Open Office, Linux, Mozilla Firefox, og hvad de ellers hedder.
Se også tidligere indslag på Bib-log med tilhørende kommentarer.