30.6.03

Child Internet Protection Act (CIPA)
- USA's højesteret har fastslået, at biblioteker SKAL installere internetfiltre på offentlige pc'ere, der bruges af børn. Filtrene skal til gengæld kunne slås fra "on demand" af voksne brugere. Se et resume af kendelsen : Quick Summary of CIPA Decision

29.6.03

Book Forager i ny forklædning.
Tjenesten, der hjælper med at finde lige den rette roman, har fået nyt navn: Whichbook. Designet er rettet til, og der er tilføjet nye funktioner, bl.a. søgning efter lydbøger og Magna Print, og en handicapvenlig version. Som noget nyt linkes der fra søgeresultatet til en biblioteksvejviser (England) og videre over i en evt. online katalog (her fra lille Danmark kunne vi da anbefale en library.co.uk).
Det fremgår ikke af websitet, hvor mange poster, der er i databasen, men det skulle være muligt at vælge 20 mill. kombinationer!

Hvordan formidler vi netpublikationer?
For at kvalificere diskussionen om registrering af netpublikationer har biblioteksstyrelsen spurgt nogle biblioteker om formidlingspraksis på hjemmesiden, i katalogen og i det daglige arbejde i udlånet.
Albertslund, Allerød, Hjørring, NJL, Næstved, Randers, ÅKB og Handelshøjskolens Bibliotek har svaret. Rapporten kan læses i pdf på BS's hjemmeside.
Bibliotekernes formidling af netpublikationer er meget forskellig.

27.6.03

At google.
Efterhånden som søgemaskinen har vundet mere og mere terræn, er Google også blevet til et verbum i Amerika. 'To google' er simpelthen at søge, f.eks. på navnet på en evt. ny kæreste. Robbie Williams rapporterer at have scoret adskillige kærester, efter at være blevet googlet: "So hurrah for googling!" says Williams. "Science got me laid."
Men Google er ikke begejstret for den gratis reklame. Det skyldes, at der er fare for at det stærke brand efterhånden bare bliver et almindeligt ord.
Læs artiklen på BBC News.

26.6.03

Webformidling til et 13-tal.
'Døden giver sidste omgang' er en afgangsopgave fra Danmarks Journalisthøjskole om alkohol. Web-featuren scorede topkarakter, har fået en pris fra NewClearMedia og er nu også nomineret til Netmedia Awards 2003.
"At blive ved med at producere bogstaver er helt forkert, når man som det eneste medie har muligheden for at få brugeren ind i fortællingen ved at bruge både lyd, billeder og interaktiv grafik", udtaler Peter Møller til Computerworld.
Featuren tegner et ret rystende portræt af tre alkoholikere.

25.6.03

Lej film via internet.
Dansk Bredbånd tilbyder (som det første firma i Danmark) deres kunder at leje film. Udvalget omfatter foruden nye og gamle internationale film også danske titler (f.eks. 'Okay', 'En kort, en lang') og børnefilm (f.eks. 'Karla Kaninbio 3'). Prisen ligger mellem 20 og 40 kr og lånetiden er 24 timer. Filmene streames til kunden og er sikrede med Microsofts DRM (Digital Rights Management).
Se firmaets pressemeddelelse.
Læs artiklen i Computerworld.
Og sæt videostreaming på bibliotekernes ønskeseddel...

24.6.03

Læselyst.
Ved ansøgningsfristens udløb den 1. juni var der kommet 95 ansøgninger til kulturministeriets kampagne Læselyst. Det fremgår af nyhedsbrev nr. 3 (18. juni).
Kampagnens budget er på 5 mill., heraf formodes en ret stor del at gå til udbygning af Childbooks.dk.

Afgørelse om pornofiltre i Supreme Court.
Mandag afsagde Usas højesteret dom i en sag anlagt af American Libraries Association. ALA hævdede, at Childens Internet Protection Act (i praksis bl.a. anvendelse af filtre i biblioteker) var imod the First Amendment, fordi filtre ikke kun tager porno, men også andet materiale.
Dommen gik desværre imod ALA, sådan at kongressen nu kan tvinge biblioteker til at anvende filtre.
Læs ALAs kommentarer til dommen her. ALA har også en udmærket temaside om Children's Internet Protection Act

23.6.03

Folkebibliotekernes Netguide - et fælles arbejdsredskab.
Fra maj 2002 til maj 2003 er FNG vokset med 358 henvisninger, fremgår det af FNGs barometer.
Man kan med god grund diskutere, om det ikke er i underkanten? Giv redaktørerne en hjælpende hånd på denne side, når du støder ind i oplagte kandidater i udlånet eller derhjemme.
Gør det nemt ved at tilføje forslagssiden til dine foretrukne.

19.6.03

Piratkopiering kostede DBC et millionbeløb.
Fremgår det af Jyllandspostens mandag: "I DBC's årsregnskab for 2002 fastslås det, at det først og fremmest skyldes sagen om piratkopiering, at man ikke nåede det budgetterede overskud på 3,5 mio. kr. Årets resultat før skat på 1,4 mio. kr. mod 5,1 mio. kr. i 2001 betragtes som utilfredsstillende".
DBC har blandt andet givet et større beløb til Antipiratgruppen og brugt ressourcer på at udarbejde en it-sikkerhedspolitik.

18.6.03

Købe-knap - information fra Bibliotek.dk's mailingliste:
"I morgen torsdag (19.6.03)sætter vi "Købe-knappen" i bibliotek.dk i drift.
I bibliotek.dk kan brugerne se en "Gå til køb"-knap på de titler, som de
tilsluttede boghandlere har på lager.

Der er foreløbig indgået aftaler med tre boghandlere som tilsammen giver en
god vifte af muligheder: en 'almindelig' boghandel, en fagboghandel og en
ren netboghandel. De tre boghandlere er www.e-boghandel.dk,
Samfundslitteratur.dk og Netboghandlen.dk."

Mon det tager presset af bestillingsmængderne :-)?

Kender I projektet "Klikstart" ? Sådan præsenterer de sig selv:
Klikstart er
- en landsdækkende kampagne for at få endnu flere danskere til at benytte Internettets og IT-Teknologiens muligheder.

60 IT-roadshows over hele landet med mindst 6.000 deltagere,
40 lokaliteter får besøg af en kampagnebus,
20 TV udsendelser &
10 spydsspidskommuner

klikstart turné 21. august 2003 - 15. maj 2004
- gå ikke glip af: “Computeren rykker ind!”

- Men bibliotekerne er ikke tænkt ind som samarbejdspartnere (endnu) trods vores egen - ret massive - indsats på Internetundervisningsområdet. Synligheden af vores tilbud er vist ikke god nok. Læs mere om projektet på www.klikstart.dk

16.6.03

Der kom en email :

"Hej,

Jeg bruger ofte en nyhedsaggregator til at læse weblogs med.

Jeg manglede et RSS-feed for at kunne læse Jeres weblog, så derfor har
jeg nu lavet et RSS-feed af Bib-log, som også I skal være velkomne til
at bruge og linke til:
http://www.it-c.dk/people/angermann/rss/bib-log.php
Mvh.
Thomas"

Da teknikken ikke er min stærke side er dette tilbud hermed givet videre til de interesserede. Der kan findes masser af "RSS - Readers" på http://blogspace.com/rss/readers

15.6.03

Tak, Google!
På Googles hjemmeside kan man læse taknemmelige søgeres egne historier. Google har reddet adskillige projekter, hjulpet med til at opdrage børn, fundet gamle venner og kærester, bistået ved slægtsforskning - og sikkert meget, meget andet.
Læs brugernes egne historier.

14.6.03

Høj digitaliseringsprofil i England.
Midler fra National Lottery og New Opportunities Fund (... og politisk bevŒgenhed) har i h¿j grad v¾ret medvirkende til digitaliseringsb¿lgen i England. EnrichUk er en portal til 150 projekter, som er kommet til verden ved hjælp af englændernes spilleglæde.
Et af projekterne, ARKive, digital Noahs ark for truede dyrearter har vi omtalt tidligere. Men der er mange andre spændende projekter, et af de mere usædvanlige er National Museums Liverpool's Diduknow, som serverer godbidder fra samlingerne i utraditionel sauce.

Find bogen ved hjælp af bibliotekets trådløse netværk.
Sammen med det finske universitetsbibliotek Oula har firmaet Ekahau udviklet verdens måske første biblioteks-navigationssystem.
Brugeren tilslutter sin lommepc, bærbare eller mobiltelefon til bibliotekets trådløse netværk. Online katalogen tilbyder efter opslag et kort til bogens præcise placering. Kortet genereres udfra brugerens aktuelle placering (som bestemmes via det trådløse netværk) og den hylde, som bogen bor på.
Oula Universitetsbibliotek har afprøvet systemet, og alle de mandlige testere og 64% af de kvindelige foretrak denne måde at finde bøger på fremfor den traditionelle.
Læs mere om den nye service her.
Eller se denne pdf-demonstration med student Jack på jagt efter en bog af Tolkien i hovedrollen.

13.6.03

Bliv skilt online.
I Wired kan man læse om en stribe nye services i USA, som tilbyder skilsmissekandidater en nemmere og billigere vej ud af ægteskabet.
Artiklen melder ikke noget om online-bryllupper, men hvis det ikke allerede findes, kommer det nok snart.

Dansk Kvindebiografisk Leksikon på nettet.
Mandag den 16. juni kl. 12 åbner Kvinfo "et nyt mega-site", hvor der blandt andet bliver adgang til alle 1924 biografier i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Gratis for alle, vel at mærke.

12.6.03

Ny website - i ét hug eller i små ryk?
Jared Spool fra User Interface Engineering (usability konsulenter) skriver i en artikel "The Quiet Death of the Major Re-Launch", at en gradvis ændring af websiten er en langt bedre ide end en totalt ny version.
Et eksempel: eBay ønskede at ændre baggrundsfarve fra Netto-gul til hvid. I første omgang ændrede man simpelthen baggrundsfarven med en sand mailstorm fra brugerne som resultat, så man måtte gå tilbage til Netto-gul igen. I stedet ændrede man den gule nuance umærkeligt, sådan at man i løbet af seks måneder havde en hvid baggrund. Ingen brugere protesterede.

10.6.03

Prøv en biblioteks'bot'.
Virtuelle Vicki er et eksperiment, som kan afprøves på Mid-Illinois Talking Books Center. Vicki er under optræning og bliver hele tiden bedre (siger biblioteket). Mister man tålmodigheden med Vicki, kan man chatte med en helt almindelig bibliotekar (i bibliotekets åbningstid).

Big Brother's storebror udvikles af det amerikanske militær.
"Systemet kan eksempelvis registrere personens puls, bevægelser og samtaler. Men systemet kan også gemme oplysninger om, hvad personen har set, rørt ved og tænkt. Oplysninger om email, internetbrug og telefonsamtaler kan gemmes lige som oplysninger om, hvilke TV-programmer vedkommende har set, og hvilke aviser han eller hun har læst", skriver JyllandsPosten.
I følge DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency) kan LifeLog-systemet i militær sammenhæng udnyttes til at styrke officerers hukommelse og skabe endnu mere realistiske computersimulationer.

I sort over spørgsmål fra iværksættere/erhvervslivet?
Der er hjælp at hente på Info Business Øresund (og din iværksætter eller mindre erhvervsdrivende bor ikke nødvendigvis i Øresundsregionen).
Her kan du gennemgå fem danske cases (og fem svenske) i modul 1, som kan besvares via den gratis del af internet. Et eksempel: en mand vil importere havemøbler fra Indonesien og har bl.a. brug for en speditør og en liste over byggemarkeder i DK.
Modul 2 består af cases, der kræver adgang til betalingsdatabaser. Tilmeldte kursister får tilsendt et password.
Bag Info Business Øresund står bibliotekerne i Helsingør, København, Malmø og Lund. Projektet er støttet af InterregIII, EUs fond for regional udvikling.

Oplev de danske klassikere i nyt lys ( Mest til bibliotekspersonale på bibliotekerne i netværksområde 1 og 2 )
Er livet for kort til at læse Hanne Vibeke Holst? - Hans Hauge mener at den gode litteratur er på vej ud. Læserne er ved at være trætte af fiktionen – ud med den og ind med rejselitteratur á la Carsten Jensen og ind med biografien á la Se og Hør.
I 2003/04 tilbyder Roskilde Bibliotek en kursusrække - i alt 6 forelæsninger - og vi er nu nået til danske klassikere. Forelæsningerne er fordelt på forskellige ugedage i tidsrummet kl. 9-12 i perioden september 2003 til april 2004.
Pris for hele rækken er 1.800 kr. En enkelt forelæsning koster 350 kr. Hvis du vil høre mere er du velkommen til at ringe til Roskilde Bibliotek tlf.: 46 31 50 00 og spørge efter Hans Michelsen eller Marianne Svendstorp

9.6.03

Internationalt digitalt børnebibliotek.
University of Maryland og Internet Archive (dem med the Wayback Machine) har et fælles projekt: The International Children's Digital Library. Bibllioteket giver p.t. adgang til 262 børnebøger, men målet er 10.000 titler. Foreløbig er der ingen danske børnebøger imellem, men tre svenske for de sprogkyndige poder.
University of Maryland har udviklet en specielt børnevenlig, men teknisk krævende brugergrænseflade, som nu suppleres med en helt almindelig html og acrobat reader version.

Internettets Oscar priser.
For syvende gang er der uddelt Webby priser i over 30 kategorier. Bliv inspireret af vinderlisten her.
Der er uddelt to priser i hver kategori: dommernes og folkets pris.

4.6.03

Jubii har skiftet design -
- men ikke et epokegørende nyt udseende. Der ser dog ud til at være luget en del ud i link-skoven på første side. ”Vi har arbejdet efter filosofien om at "less is more". Derfor er det som udgangspunkt kun de mest nødvendige links, der ligger frit fremme. Den nye underopdeling skulle gerne give en klart forbedret brugeroplevelse allerede fra dag et,” siger Peter Leif Hansen,chefdesigner Lycos Europe.
For de ikke helt opdaterede: - Lycos Europe er nu ejer af Jubii - stifterne Martin Thorborg og Henrik Sørensen forlader firmaet, og starter eget konsulent firma i ledelse mm. Artikel/Interview i Berlingske Tidende med Martin Thorborg

3.6.03

To britiske web sites : Britisk Folklore og Pirater i Caribien:
The Mysterious Britain er en guide til mystiske steder, legender og folkore på de britiske øer. Inkluderer en (næsten rigtig)bibliografi om emnet.

Swashbuckler's Cove - et website om pirater:
"Arr... Welcome aboard!
This page is dedicated to the Golden Age of Piracy from 1680 to 1725
"
- her kan findes oplysninger om forskellige typer af pirater, deres klædedragt, hvad de spiste og drak og informationer om berømte kvindelige pirater.
Begge hjemmesider er et besøg værd.

2.6.03

Ny hjemmeside om digital signatur
IT- og Telestyrelsen lancerer i dag en ny hjemmeside om digital signatur.
Læs pressemeddelelsen. På hjemmesiden er der alle oplysninger om brug af den digitale signatur - juraen - sikkerheden - anvendelsesmuligheder og meget mere. Ifølge Politiken i dag (2.6.03) har ca. 16.500 fået en digital signatur.

1.6.03

E-bøger i Cleveland.
Over 1000 titler er det lykkedes Cleveland Public Library at stille til rådighed for deres brugere. Forlagsbranchen er åbenbart lettere at danse med i Amerika.
Men udlånet foregår efter modellen ét materiale - én låner, og titlerne findes kun i 1 eksemplar. Til gengæld er det muligt at reservere bogen, og man får besked pr. e-mail, når bogen er tilgængelig for download.