23.1.07

Apropos SecondLife

Se lige denne side: Getafirstlife.com - som gør grin med fænomenet SecondLife.
Fx: Se i dit skab og byg dit Firstlife outfit. Gå udenfor- det er gratis
www.getafirstlife.com

DOAJ får selskab

Verdens førende gratis Open Access tidsskrift-database, DOAJ (der som bekendt bestyres fra Lund), har nu fået følgeskab af en anden: Open J-gate. Den ser ud til at være ganske omfattende. DOAJ har ifølge deres forside 2530 tidsskrifter, hvoraf 753 er søgbare på artikelniveau. Open J-gate har heroverfor knap 4.000, bl. a. fordi den også omfatter andet end peer-reviewed tissskrifter. Læs også artiklen i OA Librarian.

21.1.07

Endnu et bibliotek med i Google Books

Biblioteket ved University of Texas i Austin er endnu en fjer i hatten på Google Books Library Project. Det er det femtestørste forskningsbibliotek i USA, og har specialsamlinger som Nettie Lee Benson Latin American Collection. De indeholder litteratur om Latinamerikas tidlige historie, og består af sjældne bøger og manuskripter fra Latinamerika, især om Brasilien, Chile og Peru.

Google laver bibliotekar weblog

Bibliotekarer foreslog Google at forbedre deres Librarian Newsletter med en weblog, og det er så blevet til Librarian Central Blog. Foreløbig er der kun en post, nemlig velkomsten. Så måske er det atter en død weblog? Lad os ikke håbe det!
Venstremenuen indeholder nogle links til Google’s weblogs og til nogle biblioteksweblogs på engelsk og hovedsagelig i USA.
Searchengineland om webloggen.

13.1.07

Biblioteker i Second Life

Den virtuelle virkelighed Second Life har nu fået sin egen (og måske første?) weblog for bibliotekarer i Second Life: Infoisland. Af webloggen fremgår at ALA Washington allerede har åbnet et kontor. Og det fremgår også at der den 16. januar vil være en diskussionsaften om bogen The House on Mango Street. Der eksisterer allerede et par biblioteker i Second life, men de skulle ifølge webloggen endnu ikke fungere som sådanne. Måske ligger der nogle jobmuligheder her. Og hvem ved om Google Books måske ville skyde skoene ind her? Der har ifølge Eklumme været afholdt et personalemøde for biblioteksledere i Kansas.
Second Life er generelt et af de hotteste temaer i USA, og det betyder at det bliver det 'nok' også snart i Danmark. Bl.a. har det fået sin egen sektion på Reuters.

Folkets vilje: 'First' bliver til 'USA'

En af de udenlandske sider som vel hører til bibliotekarernes mest brugte: USA's regering, skifter nu navn. Den hed før First.gov. Men da de fleste blot indtastede usa.gov, har siden nu taget konsekvensen og skiftet navn til netop dét. Allerede nu bliver du automatisk ledt over på USA.gov. I en pressemeddelelse uddybes at der også er kommet nogle andre ændringer på siden.

12.1.07

Censurens top 13

Reporters sans Frontieres har lavet et interaktivt kort hvor du kan stemme om hvilket land ud af 13 du mener udøver den værste censur på internettet. Det er der i skrivende stund knap 30.000 personer som har gjort. Og ikke overraskende ligger Kina øverst på den liste. Så er der et stykke ned til Iran og Burma. Endnu længere nede ligger Hvide Rusland og Tunesien. De øvrige lande er Kuba, Egypten, Vietnam, Nordkorea, Saudiarabien, Syrien, Turkmenistan og Uzbekistan. Du kan kun stemme én gang, så tænk dig om før du trykker.

Følg med i de nye medier

Vidensbanker.dk samler de seneste nyheder om ny og fremtidig teknologi fra en række vidensbanker, blandt andet nedenfor omtalte men også Nano, RFID og Innovation.
Vidensbank for nye medier er en portal med beskrivelser af og baggrundsmateriale til de nye sociale medier. Det er Center for Journalistik og Efteruddannelse ved Danmarks Journalisthøjskole der står bag portalen sammen med Innovation lab.
Læs om Second Life, "Fremtiden er fællesskaber" og få et hurtigt overblik over de nye medier.
- På webstedet kan du:
Læse artikler
Følge med i bloggen
Abonnere på nyhedsbrev
Opleve nye værktøjer
Lære om nye tendenser -
Vidensbanker.dk
www.vidensbankfornyemedier.dk

11.1.07

Nyt bibliotek med i Google Books

Ifølge Google Booksearch weblog er National Library of Catalonia nu også med i projektet. Vist nok det andet europæiske bibliotek (Oxford University Library er det andet). Biblioteket ligger i Barcelona.
Biblioteket har tilsyneladende kun villet gå med til at indskanne materialer uden for ophavsretsproblematikken.Så det kan altså godt lade sig gøre at få Google med på europæiske biblioteker.

9.1.07

Vort sogns historie - digitaliseret

Statsbiblioteket har digitaliseret de 13 bind af Vort sogns Historie, der kom fra 1950-1958. Der er ikke det fulde overblik over, om det nu er hele værket, der er digitaliseret - men under alle omstændigheder er det et fint redskab for slægtsforskere mm.
"Der er sognebeskrivelser og vigtige personalhistoriske oplysninger, der er areal- og driftsmæssige oplysninger "
Dækker kun dele af Jylland. Husk også at Danske Gårde 1. 2. og 3. samling er digitaliseret.
Vort Sogns Historie og Danske Gårde
Husk også Det Kongelige Biblioteks e-resurser, fx Illustreret Tidende

8.1.07

Voksne og unge på internettet

Folkeskolen har fokus på de unges gøren og laden på internettet. Det har bibliotekerne også. Men vi kunne lære en del ved at kigge på EMU's initiativer over for spørgsmål om børn, unge og internet. EMU har lavet en række sider om sprog, adfærd, chat, webetik og meget andet. Der er mulighed for at debattere, rollespil, eksempler osv. mest rettet mod lærere, selvfølgelig. Men bibliotekarer, ikke kun børnebibliotekarer, kan med fordel kigge med. Lærerne mangler på samme måde som bibliotekarer kendskab til de unges adfærd og deres frie sprog. Oftest vækker det anstød.

Lovprocesser

At jura er noget af det mest komplicerede, kan bibliotekarer snakke med om. Vi får mange juraspørgsmål. Og mange er svære at finde ud af. Samt vi står i dilemmaet: Hvor meget må/kan vi hjælpe lånerne. Vi skal i hvert fald holde os langt fra at fortolke lovene. Hvordan bliver love egentligt til? De fleste har vel en fornemmelse. Men den kan de hurtigt få revideret ved at kigge på den nye Lovprocesguide. Den er godt nok ikke skrevet til bibliotekarer, men til ansatte i centraladministrationen som skal udarbejde lovene. Tre ministerier står bag. Og guiden giver et grundigt indblik i den komplicerede proces det er at lave love i Danmark.

7.1.07

Phil Bradley annoncerer bog om Web 2.0

Phil Bradley er en i weblog-verdenen kendt britisk bibliotekar. Han har et ned på jorden forhold til Web 2.0 og skriver en rigtig god weblog. Han optræder på workshops og konferencer. Og nu har han også begået en bog om Web 2.0. Hold øje med den. Ifølge indslaget på hans egen weblog ser indholdet meget spændende ud for bibliotekarer. Ligesom der også vil komme en webside om den.

3.1.07

Stregkoderne får nyt liv











Nye designs fra Barcode Revolution, som er et japansk designfirma
Se flere i Galleriet

Robot fordele..


Chicago State University library har indført : ROVER, der er et automatiseret opbevarings- og genfindingssystem baseret på robotter, og ikke på at de studerende selv skal finde materialer på hylderne. Rover indeholder alle materialer før 1990 - resten er på almindelige åbne hylder.
Wired opremser lidt statistik:
Robotic Librarians by the Numbers :
- Top speed of CSU’s robotic librarians: 7 mph
- Average time for a robot to retrieve five books: 2.5 minutes
- Average time for a student to retrieve five books: 2 hours
- Capacity of CSU’s high-density storage: 800,000 volumes
- Robots making out in the stacks: 0
Artikel i Wired
Læs på bibliotekets hjemmeside

Estrup Online....

Steffen Estrup er en omhyggelig mand som holder af ældre dansk litteratur. Og ønsker at delagtiggøre andre i den gratis og online. Hvad er adskiller hans lidenskab er, at han ikke vil gå på kompromis med kvaliteten hvad angår bl.a. "halvfærdige versioner, faksimiler, ubrugelige tekstformater og diverse kopisikringer". Det er der kommet en ganske nydelig samling online-tekster ud af. Se selv på Estrup.org. En mere udførlig gennemgang kan du se på Internetsøgning.

2.1.07

Google Books og den fælles boglige arv

Med de talrige retssager mod Googles bogskanningsprojekt er Google pludselig kommet i en uvant situation i forhold til de ellers traditionelt udskældte konkurrenter Yahoo og Microsoft. Disse sidste har indgået et partnerskab med Internet Archive i den såkaldte Open Content Alliance, som er meget mere imødekommende over for forlagsverdenens fortolkning af ophavsretslovgivningen.
Dog ikke mere end at Microsoft nu helt uafhængigt af Open Content Alliance har proklameret en direkte konkurrent til Google, Live Search Books.
Et af kritikpunkterne er at Google ikke vil tillade andre søgemaskiner at få adgang til bøgerne. Dette minder unægtelig lidt om George Orwell’s skrækscenarie i bogen ”1984” (dog over 30 år forsinket). En ikke helt retfærdig sammenligning, idet ingen af de deltagende biblioteker er forhindrede i at lave aftaler med deres kopi af skanningerne. Googles motiv er nok mere at tjene penge på annoncerne.
Men set fra et almindeligt forbrugersynspunkt er en sådan konkurrence forudsigelig, men også lidt beklagelig. Ånden i ophavsretslovgivningen er at alle materialer uden ophav, dvs. over 70 år gamle, er vores allesammens kulturelle arv. I princippet burde der være fri adgang til det, således som biblioteksånden har stået for igennem årtier.
Links
Artikel i Search Engine Land.

29.12.06

Hvad folk dog ikke ved..

om biblioteker og bibliotekarers arbejde: Vi taler med vores lånere, vi underviser dem og vi laver masser af faglige oplæg!
Når stammen styrer stemmen:
Biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, var så flov over sin stammen, at han overvejede at blive bibliotekar for at undgå at tale til store forsamlinger.
Læs hele artiklen - som altså handler om stammen som handicap.. i Helse nr 12, 2006
(Tak for tippet til Henrik Jespersen, Thisted)

23.12.06

Muhammed-tegninger blandt Ghanas topnyheder

Internettet giver nogen sjove oplevelser. Bl.a. at finde ud af at i et fjernt land som Ghana nævner magasinet Statesman Muhammed-tegninger som en af de vigtigste topnyheder i 2006:

"Cartoons published by a Danish newspaper, some depicting Muhammed as a terrorist, ignited protests throughout the Muslim world in January and February. Some demonstrations turned violent, resulting in deaths, injuries and destruction of property. The Danish embassy in Beirut was set ablaze."
Sådan lyder den fulde tekst.....

20.12.06

Blogger ud af beta - men vær tålmodig

Stor var glæden over at Blogger nu er gået ud af beta. Det skulle nu blive nemmere at tilføje til udseendet, gøre den mere privat (vælge hvem der må læse bloggen), flere feed-muligheder, opdatering af dashboard og ingen publish-ventetid. Men, men, men. Det viser at kun ganske få indtil videre får glæde af det. Vi må pænt vente til en blå boks blinker, så vi kan konvertere vores gamle Blogger-konto til Google-konto. Det er endnu ikke sket for hverken Bib-log eller Internetsøgning, så vi må bare være tålmodige.

19.12.06

skrivOpgave.dk og sociale medier

Netbiblioteket skrivOpgave.dk - bibliotekernes guide til informationssøgning, er hele tiden på udkig efter steder, hvor vi kan placere vores tilbud om hjælp til de opgave- og projektskrivende unge. Vi har lagt en artikel i Wikipedia, vi deler alle vores links på del.icio.us, og vi har lagt billeder på Flickr fra vores stand på Uddannelsesmessen i 2005 og 2006. Vi har prøvet at have en profil på Arto.dk - men fik desværre ingen venner:-) - så det har vi opgivet igen.
Ovenstående er også en opfordring til at biblioteker og netbiblioteker prøver at gøre sig synlige i de sociale medier. Prøv at beskrive jer selv i Wikipedia - Der er startet en artikel om Netbiblioteker
Del.icio.us - skrivOpgave.dks links
Flickr - skrivOpgave.dks billeder
Wikipedia - netbiblioteker - skriv selv videre...

Google og NASA nu officielle samarbejdspartnere

Det har rumsteret længe, faktisk næsten lige så længe som Google Earth har eksisteret. Men nu er det officielt, altså samarbejdet mellem NASA og Google. I en pressemeddelelse skriver NASA, at det vil gøre det mest brugbare af NASA's informationer tilgængelig på nettet, såsom
"Real-time weather visualization and forecasting, high-resolution 3-D maps of the moon and Mars, real-time tracking of the International Space Station and the space shuttle will be explored in the future...Every American (will be allowed) to experience a virtual flight over the surface of the moon or through the canyons of Mars."

18.12.06

Nyn en sang..

De fleste, der har prøvet at ekspedere i en musikafdeling, har nok været ude for en låner der nynner den sang eller melodi, hun søger. Nu findes der en søgemaskine, der kan være behjælpelig med det problem: Humming Search. Funktionaliteten findes på en koreansk side, Nayio - hvor du også kan lave dine egne musikvideoer.
Humming Search

13.12.06

Ny blog fra Danny Sullivan

Search Engine Land er Danny Sullivan's nye blog. Danny Sullivan startede Search Engine Watch, som indeholdt (indeholder, den ser ud til at fortsætte) statistikker og masser af information om søgemaskiner og søgning. Nu er hans nye blog klar og sikkert også værd at følge med i. Et af de nyeste indlæg opsummerer, hvad der er værd at lægge mærke til i søgeverdenen dd.
SearchCap: The Day In Search, Dec. 13, 2006
Search Engine Land

Norsk humor

Biblioteksbussen blev stjålet og fundet igen. Fra omtalen i Bergens Tidende:
Politiet har allerede utelukket halvparten av befolkningen som potensielle gjerningspersoner:
- Ifølge tipser satt en mann bak rattet.
Har dere noen mistenkte?
- Det er vel en bokorm som står bak.
Kan man forvente noen finnerlønn? En gratis bok kanskje?
- Tipsere skal få hederlig omtale og kan låne en bok helt gratis, lover politioverbetjenten.
Bergens Tidende: Her endte ferden

Er internettet bedre end bøger?

Ja - ovre på Internetsøgning har Erik to ret overbevisende eksempler.
1 - Biografiske oplysninger om Georges Ulmer (Sanger som huskes for et enkelt hit : Pigalle) Bedst og fyldestgørende information findes ved at søge på Google.
2 - Den store Danske Encyklopædi har endnu ikke opdateret artiklen om Pinochet (tirsdag), så der er han levende endnu?, mens Wikipedia lynhurtigt blev opdateret med de korrekte oplysninger.
Det synes jeg er værd at tænke over!
Internetsøgning - se de nyeste poster

12.12.06

Journalisterne får øje på e-resurserne

Bibliotekerne har umådelig svært ved at "sælge" e-resurserne (Licensdatabaser, fx) til brugerne. I sidste nr. af E-jour (Nr. 60, 2006), som er Journalisthøjskolens blad om research på nettet, er der en god omtale af de muligheder, som bibliotekernes fjernadgang til e-resurser giver en travl journalist.
Biblioteket kan også bruges fra det hjemlige skrivebord
Ejour

6.12.06

Misinformation på nettet - nye eksempler

Falske websider, hadesider og misinformation. Mange har sikkert som Phil Bradley brugt de samme eksempler på ovenstående. Med det utilsigtede resultat, at White Prides Martin Luther King side blev ranket ret højt i en Googlesøgning!!
Nu har Phil Bradley samlet en ny liste med eksempler, der kan bruges i internetundervisningen, hvis man mangler inspiration. Fx en online graviditetstest?! som må siges af være det mere harmløse. Eller annoncen for "Babycages" i alle størrelser - sandt eller falsk?
Fake websites or spoof websites. Examples ...
Free Online Pregnancy Test
BabyCages

Bibliotekerne og borgerservice

Computerworld skriver, at bibliotekerne får en stor rolle at spille mht til borgerservice. Affødt af pressemeddelsen fra Styrelsen:
"Lån en bog ? og få samtidig hjælp til at finde rundt i det offentlige Danmark med den nye tværoffentlige portal borger.dk. Sådan kan en tur på biblioteket komme til at forløbe efter nytår. Det fremgår af en samarbejdsaftale, som Den Digitale Taskforce, IT- og Telestyrelsen og Biblioteksstyrelsen netop har indgået."
Pressemeddelelse fra BS
Computerworld : Bibliotekerne skal sikre brugere på borger.dk

Endnu et online-bibliotek på vej

Google Books og Google Scholar har været på banen i flere år med onlinebøger, og nu kommer så Microsofts modstykke, Live Search Books. I hvert fald ifølge MSN's weblog. Dog i en beta-udgave. Der skulle være titusindvis af bøger uden ophavsret at søge i fra universiteterne i Californien, Toronto og British Library. Og forude venter også New York Public Library og American Museum of Veterinary Medicine.
Ud over dette lancerer Microsoft også beta'versionen af Live Search Academic. Med millioner af artikler om fortrinsvis bio-medicin. Live Search Academic indekserer tusindvis af akademiske tidsskrifter, afhandlinger og bøger om computervidenskab, teknik, fysik og biomedicin.
Disse tiltag gør en debat om bibliotekernes forholdensig til internettet endnu mere aktuelt. Alle disse gratistilbud har en kvalitet som formentligt ligger fuldt på højde med og endog over hvad vi i dag betaler for via dyre licenser. Så hvorfor betale i dyre domme for noget der kan fås gratis?

2.12.06

Venlig skiltning


I stedet for forbudsskilte kan man opfordre til sund fornuft:

(fundet på LibraryCrunch - en blog om Library 2.0 eller som underteksten lyder:"Service for the Next Generation Library: A Library 2.0 Perspective by Michael Casey"

1.12.06

Dansk presse forhaler Google News

Google har det med at respektere nationale love. Det går nu ud over danske nyhedslæsere, for det er ikke lovligt at lave dybe links som Google News gør. Det skal man have tilladelse til. Mens medierne såvel i Norge som Sverige har set mulighederne i på denne måde at blive promoveret på internettet, er den prås endnu ikke gået op for danske medier. Og derfor er danske nyheder stadig ikke med i Google News. eJour har lavet en lille sammenligning mellem reaktionerne i de skandinaviske lande.

29.11.06

Tegn dit eget bogomslag


Forlaget Penguin er kommet på den ide at sælge bøger uden forsidecover. Man kan så selv tegne, dekorere eller "doodle", så man får en personlig bogforside. Der er foreløbig 6 titler i serien. Man opfordres til at sende sine forsider in, så de kan blive offentliggjort i galleriet. Se fx ovenstående bud på "Crime and Punishment"
My Penguin : Books by the Great - Covers by you
Penguin Gallery

Gyldendals Online Leksikon

Navnet dækker over flg. værker fra Klareboderne: Den Store Danske Encyklopædi, Gyldendals Store Leksikon og Gyldendals Lille Leksikon. Der er tegnet landslicens til folkebibliotekerne via licensguide.dk.
Online leksikonet har fået nogle ordentlige klaps i bloggen Luftskibet, (der skrives af Informations skribenter) under overskriften "Fremtiden er analog" - faktisk vil Nicolai Thyssen hellere investere i en antikvarisk udgave af de 24 analoge bind. Læs posten i Luftskibet.
Står det virkelig så skralt til? Mht. indholdet har jeg ikke fundet nogle missere, selv om det da ville være rart med en dato for, hvornår en artikel sidst er opdateret.
Men når vi så taler design og usability, så .... designet er gammeldags og fylder alt for meget: der er tre scrollbarer på hver side, det er altså to for meget. Artiklerne er øjensynlig delt op efter hvilket værk, det stammer fra (kort opslag, langt opslag og encyclopædi - forvirrende for den almindelige bruger, der sikkert ikke er klar over, at der er tre kilder til online leksikonet). Der er mange mystiske ikoner, som bidrager mere til forvirring end afklaring (og man kan i øvrigt ikke klikke på dem). Og sådan kunne man blive ved, men prøv i stedet for selv en uges gratis adgang hjemmefra eller test sitet fra biblioteket.

En uges gratis prøveadgang

27.11.06

Følg med i bogskanning

Lige for øjeblikket foregår der en meget interessant og højaktuel debat på Google Blogoscoped om Google Books og om fuldtekstbøger på internettet i det hele taget. For de som ikke føler sig helt ajourført med hvad der foregår, er der masser af links, informationer og også principielle holdninger for/imod og ved ikke. Klik ind med det samme. Formentlig vil mængden af indlæg vokse. Der bl.a. indlæg af Gary Price og Philipp Lenssen.

e-Boks runder en million

Ifølge en pressemeddelelse har e-Boks nu rundet sin bruger nr. 1 mio. Til lykke med det. Konceptet bag e-Boks er at undgå rudekuverter fra offentlige myndigheder, banker mv. Fx kontoudtog fra banken, lønsedler, årsopgørelser og mange andre dokumenter som elektroniske pdf-filer. Bibliotekerne er vist ikke med i den ordning. Er det overhovedet relevant at være det?

Search Engine Watch amputeret

Search Engine Watch har længe stået som det bedste sted at finde information om søgemaskiner. Men det ser ud til at være slut nu. Webstedets grundlægget, Danny Sullivan grundlagde for nogen tid siden sit eget sted, Search Engine Land. Men det stopper ikke her. Flere andre af de prominente personer bag går med Danny Sullivan. Det er bl.a. Chris Sherman, Barry Schwartz, Phil Bradley og flere andre. Hvad det betyder for informationerne er ikke godt at vide. Vi andre kan så blot følge med rundt og håbe at de stadig flyder til os. Pandia Post har en længere redegørelse for hvad der sker. Om det ligefrem skulle være Search Engine Watch' fald, som de skriver, er endnu uvist.

23.11.06

Bibliotek.dk udvikling - et bud fra udviklere

Som tidligere omtalt, er der udsendt udviklingsplan til høring omkring Bibliotek.dk. Fristen for svar er i øvrigt i dag, d. 23.11.06. En række udviklere og ildsjæle indenfor biblioteksverdenen har sammen konstrueret et indlæg. Det er offentliggjort, så alle kan læse deres ideer og tanker. Forslagene til udvikling er meget mere radikalt end Styrelsen lægger op til i sit materiale - og det er fint. Der er forslag om berigelse af posterne og samsøgning med elektroniske resurser, så Bibliotek.dk bliver et stærkere redskab til informationssøgning, og ikke kun til genfinding af allerede kendt litteratur. Brugerdeltagelse fylder også en del mere end i det oprindelige forslag.
Udviklingen på nettet sker så hurtigt, så der foreslås også mere enkle procedurer omkring nye tiltag og en løbende debat fx i form af en weblog.
Bidragyderne er : Esben Fjord, Jens og Per Hofman Hansen, Katja Guldbæk og Thomas Angermann.
Læs selv : Hvad er vigtigst i fremtidens Bibliotek.dk (pdf)

22.11.06

Verden i løbende tal

Prøv at tjekke Worldometers - Det er verdensstatistik on the fly. Du kan blive helt stresset når tallene bare vokser for øjnene af dig...fx hvor mange kalorier, der indtages, hvor stor verdens befolkning er i dette minut : 6,606,773,494 eller hvor mange penge der bruges på "Dieting" i USA osv...
Du kan også fremskrive fx til år 2050 og se hvordan det så står til ( beregnes ud fra de kendte forudsætninger pt., selvfølgelig )
Worldometers

Stavekontrol online

Måske læste I om programmet i Politiken: Orangoo. Det er et program med stavekontrol til 27 sprog.
Det bygger bl. a på Google spell checker og Aspell.
Ophavsmanden blev portrætteret i Politikens lille serie om Web 2.0 teknologier og hvordan de bruges. Pointen er at man kan stykke nye gode tilbud sammen af allerede tilgængelige programmer uden de store anstrengelser, for ikke at sige investeringer.
Orangoo
Artikler i Politiken (findes via Infomedia)
Web 2.0: »Fornuft er blevet mainstream« Politiken 21. november 2006. Nettet er blevet sorteret og velordnet. Alle overholder standarder, og det gør det nemt at snuppe data fra andre og bruge det på sit eget website. Det er kernen i Web 2.0, hvis man spørger interneteksperten Steven Snedker. Han nævner blandt andet den...
Web 2.0: »Det handler jo bare om, at internettet udvikler sig« Politiken 20. november 2006. Det tog ham kun et par dage at banke staveprogrammet Orangoo sammen. Men de par dages arbejde gjorde 21-årige Amir Salihefendic til et dansk symbol på Web 2.0 – et begreb, der bruges om den udvikling, nettet er inde i lige nu.På orangoo/spell kan man...
Internetselskaber: Web 2.0 bobler over af optimisme Politiken 17. november 2006. Ikke siden internettets dot.com boom i de sidste vilde år af det 20. århundrede, hvor investorerne med manisk begejstring sparkede aktiekurserne på selv ukendte selskaber op i svimlende højder, har der været så høje priser på markedet for internetselskaber...

21.11.06

Social OPAC

Der er flere der gør forsøg med at berige biblioteksbasen med nogle af de sociale teknologier. Se fx Hennepin County Library. Prøv at tage en rundtur i basen. Der er muligheder for kommentarer på de enkelte titler, der er en chatknap til Ask a Librarian og søgeforslag som vi ser det flere steder i højre side af skærmen.
Men det ligner stadig noget der er klippe/klistret sammen, synes jeg. Er der nogen der har gode eksempler på sociale opacs, der ser mere professionelle ud?
Hennepin County Library
Summa på Statsbiblioteket - hvis I ikke har set den endnu

Tilpasset google søgning

I sidste måned fik vi brugere mulighed for at "designe" vores egen helt personlige udgave af Google via Google Co-op Custom Search Engine.
I al sin enkelhed går konceptet ud på, at du som bruger definerer hvilke sites du vil søge på. Kan f.eks. være nyttigt, hvis sitesearchen på ens hjemmeside ikke er optimal.
Jeg har lavet et lille forsøg, som søger i dotbot og bibliotek.kk.dk, prøv f.eks. at søge på Shane Brox.
Tak til Jens Guld for tippet.

Google Co-op Custom Search Engine

16.11.06

Bogmessen - bibliotekerne har oprustet

Det sidste par år er bibliotekernes stand på Bogmessen blevet bedre og bedre. Der er lagt flere resurser ind i arbejdet, og det har hjulpet. Hjemmesiden "Spørg Biblioteket" giver flere detaljer om samarbejdet. Temaet i år på biblioteksstanden er ytringsfrihed. I den forbindelse er der lavet en quiz - som man sagtens kan tage selvom man ikke kommer på bogmesse. ? Hvorfor blev Rødhætte forbudt i Californien i 1989. Fordi der var illustrationer i hvor Rødhætte havde vin i kurven!
Spørg Biblioteket
BogForum 2006

14.11.06

Skift til Firefox....

Så kom der endelig substans på Microsofts nyeste udgave af Explorer. Den hedder Windows Internet Explorer 7 og skulle komme i en dansk version inden jul. Men i stedet for at opgradere, så benyt lejligheden til at skifte til Firefox. Den er også kommet i en ny version og er at foretrække frem for Microsoft. Det har mange plæderet for i årevis. Så i stedet en henvisning til en tidligere Explorer-tilhænger, som nu endeligt har sagt farvel til Explorer og skiftet til Firefox.
Antallet af danske webmastere som endnu ikke har fundet ud af at lave hjemmesider der opfylder de internationale standarder som Firefox følger, er for nedadgående. Så du vil kun sjældent komme ud for ikke at kunne se en hjemmeside ordentligt. Desuden har Firefox applikationer som i sådanne undtagelsestilfælde åbner siden i Explorer.

13.11.06

'Borger på nettet' nu gratis download

Det er ikke uden en vis stolthed at undertegnede kan meddele at hæftet 'Borger på nettet' nu kan downloades gratis (pdf) fra forlaget Libris. Det ligger helt i ånden med at information bør tilhøre alle og i videst muligt omfang også gratis. Samtidig er prisen på den trykte udgave så lav, at det for de fleste ikke vil kunne betale sig at udskrive hæftet, men købe den i boghandlen.
Jeg tror på de rygter som fortæller om at bøger fra Google Books har øget salget, selv om de rent faktisk kan læses ganske gratis på skærmen. Så stor tak til forlaget for at foreslå at gøre hæftet tilgængelig også på denne måde.
'Borger på nettet'.

11.11.06

Email og Instant Messenger smelter sammen

Uafhængigt af at Instant Messengers (IM) stadig er noget uglesete på bibliotekerne (jf debatten på Bib-log på tidligere post), så maler disse tjenester stille og roligt videre. Google har i lang tid haft Google Talk integreret i Gmail. Ja sågar nu også i netværkstjenesten Orkut.
Og nu vil det samme ske på Yahoo Messenger. Det betyder at Yahoo Mail's 250 mio. brugere nu også automatisk kan følge med i deres messenger. Men altså ikke kommunikere med danske biblioteker - endnu da. Men det kommer vel. Eller hvad? Læs artiklen i NewsFactor.
Det bliver interessant at følge med i hvordan email- og IM-brugeres opfattelse af bibliotekernes rolle på det teknologiske område udvikler sig. Allerede nu tror jeg at de fleste IM-brugere ikke forbinder IM med bibliotekerne. Så hvis bibliotekerne engang beslutter sig for at bruge denne form for kommunikation, kræver det et enormt reklamefremstød.

10.11.06

Manifest for 'Bibliotekar 2.0'

Laura Cohen har lavet et manifest for bibliotekar 2.0. Jeg er lidt frastødt af den frelste måde den engelske version har, så hermed en lidt omskrevet version:
• Informationskulturen ændrer sig hurtigt, og bibliotekerne bør ændre sig i overensstemmelse med det og brugernes ændrede behov og ønsker.
• Bibliotekerne bør tilpasse sig brugernes ændrede måde at hente information og indarbejde det i bibliotekernes service.
• Det er ikke nok at forsvare biblioteket, men også se objektivt på dets tilstand og se nøgternt på hvad der kan opnås.
• Deltag aktivt i at føre biblioteket videre.
• Bibliotekerne ændrer sig langsomt, så kollegerne må påvirkes til at følge med forandringerne.
• Forslag om nye services og anskaffelse af sådanne vil blive mødt med modstand af kolleger.
• Nyd spændingen og det sjove ved en positiv forandring og overfør den til kolleger og brugere.
• Hvis der er bedre metoder til at løse kendte opgaver, så bør de gamle metoder opgives, hvor vidunderlige disse end måtte forekomme at være.
• Det skal være tilladt at eksperimentere og begå fejl
• Lad være med at vente til noget er perfekt. Offentliggør det hellere og gør det bedre efter samråd med brugerne.
• Frygt ikke Google eller andre tilsvarende. Brug dem i stedet til gavn for brugerne sammen med bibliotekernes øvrige services.
• Kræv ikke af brugerne at de skal se det hele fra bibliotekets synsvinkel, men indret services efter brugernes præferencer og forventinger.
• Vær dér hvor brugerne er, både online og i det fysiske miljø.
• Lav åbne westeder hvor brugerne kan mødes med bibliotekerne om at bidrage til indholdet. Det fremmer læring.
• Lav åbne kataloger med muligheder for personalisering, interaktivitet og andet som brugerne er vant til fra andre online-tjenester.
• Bibliotekernes ledere bør blogge
• Det er gennem handling at bibliotekarens vitale og værdifulde rolle for formidling af information viser sig.
Ok, det lyder stadig lidt frelst og selvhøjtideligt, bevares. Så kom gerne med kommentarer.

8.11.06

Blogosfæren eksploderer fortsat

Weblogs er et af de hurtigst voksende fænomener på internettet. Og som med ejendomspriserne ser det ikke ud til at slutte lige med det samme. En tommelfingerregel har lydt på at den fordobles hvor femte måned. Kig på tabeller og diagrammer over denne vækst hos Technorati. De taler for sig selv.

7.11.06

Bibliotek.dk til debat

Der er udsendt udviklingsplan for Bibliotek.dk til høring. De vil sågar oprette en wiki til debat og høringssvar. Dog med login og PW. Jens Hofman gør glimrende rede for nogle problematikker og opregner nogle af de forslag der ligger - læs videre på hans blog, Fremtidens Bibliotek, hos Avisen.dk
Jens Hofman Hansen i Fremtidens Bibliotek
Oplæg til høring af Bibliotek.dk hos BS
Wiki til debat - oppe fra d.9.11.2006

6.11.06

ILI 2006 præsentationer

For de stakler som ikke nåede med til Internet Librarian International 2006, er der nu lagt link til de fleste af præsentationerne ud på konferencens hjemmeside.

5.11.06

Digital signatur til alle i Holbæk

Både borgere og medarbejdere i den nye Holbæk Kommune får i begyndelsen af det nye år et nøglekort med en digital signatur, som kan bruges fra alle computere. Forhåbentlig er brugervenligheden bedre end med den almindelige digitale signatur.
På Holbæk Bibliotek kan man logge ind med digital signatur, men det ser ikke ud til at man kan indmelde sig v.hj.a. signaturen.
Flere andre kommuner har også bestilt nøglekort med digital signatur.

HolbækNettet: Digital signatur til alle borgere over 18 år i Holbæk Kommune

2.11.06

Fine tilbud i Bibliotek.dk

Vores brugere er ofte meget bedre hjulpet ved at starte deres biblioteksærinder i Bibliotek.dk. De lokale OPAC's er generelt brugeruvenlige. Hvis man som bruger færdes på flere forskellige biblioteker fx Roskilde Bibliotek, Ringsted Bibliotek og af og til på Hovedbiblioteket i Krystalgade, så vælger man de tre som favoritbiblioteker. Nu kan man med det samme se, om det materiale man ønsker sig er tilgængeligt et af stederne. Det er da smart. Og det er ikke svært at gennemskue - for tilgængeligheden er vist ved grønne, gule og røde lamper. Desuden kan man meget nemt tjekke sin lånerstatus i sine favoritbiblioteker.
Bibliotek.dk favoritbiblioteker

Praktisk info

Få overblik over biblioteksnumre der ændres i forhold til kommunesammenlægningerne på www.danbib.dk. Der er vejledninger til hvad man skal foretage sig i forhold til Netpunkt mm, både hvis man ikke skal skifte nummer, men selvfølgelig især hvis man skal.
På Biblioteksstyrelsens hjemmeside kan I få adgang til lister over biblioteksnumre, inklusiv de numre der endnu ikke er taget i brug. Listerne dannes ved opslag i VIP-basen og derfor altid helt ajourført.
Danbib.dk - Kommunesammenlægninger
Biblioteksnumre - BS

Læseklubber på Litteratursiden

Vores fælles flagskib på nettet - Litteratursiden.dk - springer ud med et tilbud om virtuelle læseklubber. Der er p.t. 23 at vælge imellem og de er styret af en tovholder. ( Hvornår/hvordan kan brugerne selv oprette nye? og evt. selv facilitere dem?) Læserne er endnu ikke sprunget til, men forhåbentlig kommer det når vi reklamerer for det på bibliotekerne i de fysiske rum. Så er der tænkt på PR-materialer og strategi i den forbindelse?
Litteratursidens 23 klubber

31.10.06

Dansende brune reoler

Se selv videoen: "Interval Library" på Youtube. Bogopsættere vil elske den. Fundet via Phil Bradley's blog, som altid er et besøg værd.
Phil Bradley's blog
Interval Library

Bøger kan stadig bruges..

En amerikansk skolebestyrelseskandidat foreslår at studerende udstyres med tykke lærebøger under deres borde. Hvorfor nu det, når e-bogen er på fremmarch i undervisningsverdenen?
"It is a practical thing; it's something you can do. It might be a way to deflect those bullets until police go there."
Altså et forsøg på at kompensere for den sindssyge omgang med våben, som florerer i det amerikanske samfund. De videofilmede forskellige forsøg med skud på lærebøger af forskellig tykkelse.
Tror man sine egne ører og øjne???
Læs artiklen i Washington Times.
Selvfølgelig er videoen at finde på Youtube

Franske forlæggere anlægger sag mod Google Books

Så blev det ifølge MacWorld nogle franske forlæggeres tur til at score opmærksomhed ved at anlægge sag mod Google Books. Naturligvis under dække af at ville beskytte fagets interesser. Dette på trods af at Google Books overholder reglerne om 'fair use' og altså ikke krænker nogens ophavsrettigheder. Også på trods af at mange forlag oplever et stigende salg efter at være blevet indekseret i Google Books.

30.10.06

Ny forbedret version af Netmusik.dk

Statsbiblioteket fortæller om nye funktionaliteter i Netmusik ver 3.0. Forbedret design, udvidet indhold, bedre søgefunktion. (Summa i brug her!) og nu kan man lægge musikken på sin MP3- afspiller.
"Dit bibliotek kan nu via netmusik.dk tilbyde brugerne over 310.000 musiknumre som 7-dagslån, imens de tidligere (og ikke så attraktive) 1-dagslån bortfalder. Til gengæld kan brugerne kun låne det samme nummer én gang pr. måned. "
Læs selv mere på OC-listen

CNet udpeger de 10 vigtigste søgeredskaber

En artikel i det anerkendte onlinemagasin CNet har angivet en liste over de ti vigtigste søgeredskaber på internettet. Britannica og Wikipedia tager de to første pladser. Google og dens forskellige specialsøgninger optager hele 5 andre pladser, mens konkurrenterne Yahoo må nøjes med Answers og MSN med Live Local. De to sidste er hhv. en rss-læser og et bogmærkeværktøj. En tankevækkende liste egentlig, selv om den selvfølgelig er præget af engelsk.

Kærlighed 2.0

Så har 2.0-begrebet også bredt sig til følelseslivet, i hvert fald på tegneseriemarkedet. Google Blogoscoped viser en lille tegneseriestribe med kærlighedsproblemer 2.0. tegningerne ligner noget fra 1950'erne, men boblerne! Som de fremgår er det slet ikke uproblematisk med rss, instant messenger, weblogs og andre tvivlsomme web 2.0 produkter.

25.10.06

Pressede kommuner presser bibliotekerne



Danmarks Biblioteksforening har opgjort besparelser på kulturbudgetterne i de nye kommuner. Vi taler helt op til 7-8% i nogle tilfælde.
”Man kunne have håbet, at kommunerne i forbindelse med budgetvedtagelsen havde valgt at styrke bibliotekerne” siger Danmarks Biblioteksforenings formand Vagn Ytte Larsen.
”Både fordi de er en helt nødvendig del af det vidensamfund, som både regering og opposition ønsker at styrke, som underlag for fortsat velfærd. Men da i høj grad også fordi kulturen og biblioteket som lokalsamfundets mødested, hvor 80% af borgerne kommer, bliver en tung del af fundamentet for de nye storkommuners kulturelle identitet. Det ironiske er, at det håber man sikkert alligevel på at de vil blive.”
Læs pressemeddelelsen fra DB

Kedelige biblioteker?

Næh, brugerne (altså dem der lige har kommenteret på DR Kulturs nyhed=1% af læserne:-)) er ret tilfredse.
DR Kultur samler op på Jyllandspostens artikler (23.10.06) om bibliotekernes meget traditionelle måder at indrette selv helt nye bygninger på. Anledningen til debatten er børns faldende brug af bibliotekerne og et udvalgsarbejde som Brian Mikkelsen har sat i gang desangående.
DR Kultur - Biblioteker er for kedelige
Tip - guldkorn findes meget ofte ikke i selve artiklerne/blogindlæggene - men i kommentarerne til dem. Så tjek dem.
Udvalg skal styrke børns forhold til biblioteker. Pressemedd. fra KUM

22.10.06

19 kort- og novellefilm


Bibcast har for en måneds tid siden lanceret muligheden for at se film hjemmefra v.hj.a. cpr-nummer/lånerkort, hvis dit bibliotek er blandt de 45, der er tilmeldt tjenesten.
Det går teknisk forholdvist nemt at afspille, hvis man da ellers har opdateret sin Windows Media Player. Og den tekniske kvalitet er i orden (selv i fuldskærm) på min private bredbåndsforbindelse.
Jeg har set et par af filmene, det drejer sig ikke om blockbustere, men mindre kan også gøre det. Vigtigheden af at komme i gang kan ikke understreges nok.

Bibcast

Derfor Messenger på bibliotekerne

Diskussionen om Messenger på bibliotekerne er egentlig mærkelig: For 5-10 år siden havde vi diskussioner om vi skulle undervise i email eller ej. Ingen stillede spørgsmålstegn ved emailens berettigelse. Nu eksisterer der så et andet kommunikationsmiddel, messenger, som i sin form er meget mere velegnet til live-ekspeditioner og som desuden har indbyggede redskaber til at 'fjernbetjene' brugere, fx lade dem følge med på bibliotekarens skærm. Alligevel forholder biblioteksverdenen sig mere end skeptisk over for IM. Hvorfor tilbyder bibliotekerne ikke i lighed med emailen i sin tid kurser i brug af IM?

21.10.06

Amazon Askville

Så har Amazon også åbnet for en spørgetjeneste. Foreløbig dog kun i beta for særligt inviterede. Jubii, Yahoo, Google.... bibliotekerne får flere og flere konkurrenter til Biblioteksvagten, med hver deres særpræg. Det er ikke muligt at se hvad der foregår, men Google Blogoscoped har nogle billeder. I modsætning til de tre nævnte, så er Amazon verdens største internetboghandel. Det er her bibliotekernes potentielle brugere må formodes at surfe rundt.

20.10.06

Børn svigter bibliotekerne

Kulturminister Brian Mikkelsen har nedsat et udvalg fordi:

  • 80 % af alle danske børn benytter folkebiblioteket, men de flittigste brugere har halveret deres besøgsantal inden for de sidste syv-otte år. En af børnebibliotekets fornemste opgaver er at stimulere og udfordre børns sprog, læsefærdigheder og at tilbyde oplevelser og viden. Det kan være gennem samtale, bøger, musik, film eller internettet. Den nye, selvbevidste generation af børn og unge er utroligt målrettet, og de fleste kan sikkert nikke genkendende til, hvor overraskende hurtigt selv helt små børn er til at tage ny teknologi til sig. De ved, hvad de vil have, og det er ikke kun bøger. De vil have svar på alt mellem himmel og jord – vel at mærke med det samme – og hellere i går end i dag. Og børn er ikke passive modtagere af viden. De vil gerne inddrages aktivt, også i det, som foregår på biblioteket
  • Udvalget er bredt sammensat af personer fra biblioteks-, medie- og kulturområdet. Det skal i løbet af 2007 udarbejde en rapport med anbefalinger til konkrete handlinger og forslag til, hvordan børnebibliotekerne og bibliotekstilbud gøres mere attraktive for børn.
Spørgsmålet er så om der er så forfærdeligt meget at gøre ved det: Internettet er en logisk følge af samfundsudviklingen, og har en enestående evne til at koble information med kommunikation.

Blog + Bog


Kolind-kuren og Powerqvinder har begge en tilhørende blog. Der bliver også kommenteret på indlæggene. Måske er der flere, som jeg bare ikke har opdaget? Giv et praj hvis I kender nogle bogblogs.
Kolind Kuren
Powerqvinder

19.10.06

Udvidede bøger


Expanded Books er et forlag, der benytter nye medier for at sælge deres produkter. Se fx et interview med Daniel Goleman om bogen Social Intelligence - eller hør en Podcast om den. Forlaget siger selv, at deres mål er at tiltrække yngre brugere, der allerede er brugere af de nye medier.
Expanded books - About us

Få overblik

over Biblioteksnumre, kørselsordning og andet i forbindelse med struktureformen. Biblioteksstyrelsen har lavet en kort opsummering af ændringerne og hvordan de skal håndteres.
Strukturreformen. Nyhed

18.10.06

London - Internet Librarian International

Erik Høy skriver om sine indtryk af konferencen på "Internetsøgning". Læs og kommentér fx: "Budskabet er stadig det samme: Bibliotek 2.0 handler om at bruge nettets redskaber til at åbne biblioteket og synliggøre det. Det skal gøres ved at indpasse sig i den nye sociale struktur og kultur på internettet med kodeord som åbenhed, vidensdeling og gratisprincip. Redskaberne ligger der allerede, de er lige til at gå til. Gang på gang handler nævner ene oplægsholder efter den anden Delicious, Flickr, weblogs, podcasts, rss-feeds, wikier, IM og andre nyere foreteelser".
Hvorfor er bibliotekerne ikke for længst gået i gang??
På konferencen deltog lidt over 300 "internet librarians" - heraf var de ca 25 fra danske biblioteker - både fra folke-, forsknings- og firmabiblioteker.
Stemninger fra Internetkonference.
Biblioteker i stampe?
Strøtanker i et fly
Se billeder på Flickr - ili2006

16.10.06

Bibliotekerne ønsker flere leverandører af dansksprogede e-bøger

downlaan.dk skal efter planen overgå til drift pr. 1. jan 2007, hvilket bl.a. betyder, at alle interesserede biblioteket kan være med.
I løbet af sommeren har downlaan indhentet tilbudsmateriale fra tre eventuelle leverandører: DBC, Publizon og svenske eLib (de to sidstnævnte har valgt at samarbejde om et bibliotekstilbud).
Konsortiet bag downlaan indleder nu forhandlinger med begge leverandører med henblik på at indgå aftaler om fremtidig levering fra såvel DBC som Publizon/eLib. Det sker ud fra bibliotekernes ønske om at tilbyde dansksprogede e-bøger i et så stort omfang som overhovedet muligt. Dette sikres bedst og mest effektivt ved at benytte flere leverandører, svarende til bibliotekernes indkøbspolitik på det analoge område.

Pressemeddelelse

11.10.06

Følg med på "Brugernes Bibliotek"

Roskilde Bibliotek har fået tovholderfunktionen på projektet "Brugernes Bibliotek", der er støttet af Bibliotekssstyrelsen. Brugernes adfærd på nettet gør, at der i forhold til bibliotekerne sker et ”library bypass”. Brugerne søger selv informationer på Google, de henter musikken på nettet og downloader bøger. Der er ingen tvivl om, at dette vil forstærkes meget i de kommende år. Der er derfor et behov for, at der udvikles en national strategi for, hvorledes bibliotekerne kan deltage i - samt facilitere - brugernes netværk.
Projektet har sin egen weblog, hvor der bliver diskutere spørgsmål og temaer i forbindelse med social software og biblioteker. Følg med og deltag i bloggen:
Brugernes Bibliotek

Brugerindflydelse

Washington Post er ikke afskrækket af Jacob Nielsens 90-9-1 regel. Deres onlineudgave indeholder nu muligheder for kommentarer under alle artikler. En tilfældig artikel om Bush og våben fra dags dato har genereret 11 kommentarer allerede.
Læs mere
Washington Post

Jacob Nielsen - Guru

- skriver i sin månedlige "Alertbox" om brugerdeltagelse. Hele maskineriet køres af 1 procent af brugerne af et onlinesite med brugere. Det udmønter sig i reglen 90-9-1:
90 % lurer bare i baggrunden. De læser og observerer, men bibringer ikke indhold. 9% bidrager af og til og 1(een)% deltager meget og står for de fleste bidrag på sitet. De følger også meget intenst med, for deres bidrag er lynhurtigt lagt på.
"With blogs, the rule is more like 95-5-0.1." skriver han.
Det kan meget hurtigt skævvride billedet af brugerfeedback,fx. De 1% man ser/hører er jo helt sikkert ikke enige med de 90% der ikke deltager.
Der er ganske få muligheder for at få højere tal, men man kan aldrig nå så langt som man måske kunne ønske sig:
Gør det nemt at bidrage
Brug evt. formularer, som skal udfyldes, så brugeren ikke skal igennem "skrækken for det tomme papir"
Jacob Jensen's Alertbox

7.10.06

Gratis filosofileksikon opdateret

Mens bibliotekerne må bruge millioner af kroner på at abonnere på dyre licensbetalte databaser til brugerne, findes der højt kvalificerede gratis glæder på internettet. Et af dem er Stanford Encyclopedia of Philosophy. At dette universitet står bag, burde borge for kvaliteten. Og at det også ajourføres, kan man se ved at kigge på deres meddelelse om nyeste opdatering. Danet og Ockham (ham med ragekniven) er bl.a. på listen.

5.10.06

Søg og du skal finde..


- er titlen på en lille folder beregnet for ungdomsuddannelserne. Den er lavet i forb. med Biblioteksskolens jubilæum og den er rigtig, rigtig god. Den indeholder blandt andet afsnit om, hvor man bedst kan søge hvad - og hvordan man kan bruge Google bedst. Desuden også hvordan man kan få mest muligt ud af bibliotekaren!!Den kan downloades (pdf) men er mest imponerende i fysisk form, fordi layoutet er så fint. Læs mere om den i Biblioteksskolenyt

3.10.06

Messefremstød for netbibliotekerne

skrivOpgave, Biblioteksvagten og Bibliotekernes Netguide er i disse dage på messe i Odense. Her prøver vi at gøre opmærksom på blibliotekernes gode tilbud på nettet ( der jo bruges alt for lidt) Messen er for Uddannelsesinstitutioner - som de selv siger: "Danmarks største konference og udstilling for hele uddannelsessektoren". Der er mere end 2000 besøgende. Vi supplerer vores stand med et par workshops, hvor de tre netbiblioteker præsenteres for interesserede tilhørere. Der plejer at være stor søgning. skrivOpgave har været med 2 gange før, men det er første gang at Biblioteksvagten og BNG er med på denne messe.
Uddannelsesmesse 2006
Biblioteksvagten
skrivOpgave
Bibliotekernes Netguide

Litteraturlister - nu fra automat

På skrivOpgave har vi nu udviklet en litteraturlisteautomat. Den er til målgruppen, dvs ret enkel i sin opbygning. Man taster sine oplysninger ind, forfatter, titel, forlag, år mm. - og så får man en fint udformet litteraturhenvisning. Der er alle tænkelige materialetyper repræsenteret. Prøv den og anbefal den til jeres unge opgaveskrivende brugere.
skrivOpgave.dk
Litteraturlisteautomat

Minimalisme



Msn Search er nu transmogriffet til at være Windows Live. Den er superenkel i designet. Der er søgemuligheder til nettet, nyheder og billeder.
Karen Blakeman har en gennemgang af mulighederne i sin blog. Bl.a fremkommer avanceret søgning først når søgeresultaterne vises. Konklusion fra Hende :
"Overall, a nice clean interface but very little has changed under the bonnet and some useful search features have disappeared from view"
Windows.live

2.10.06

Nye medier i formidlingen


Roskilde Bibliotek havde et renaissancearrangement med orkestret Club Renaissance d. 1. oktober. På kulturarvssitet Roskilde Light kan man nu se et videoklip med gruppen. Roskilde Light er resultatet af et EU-projekt, som Roskilde Bibliotek og kulturafdeling har deltaget i de sidste 2 år.
Club Renaissance - live fra Roskilde Biblioteks sal
Roskilde Light

29.9.06

Bibliotekspersonalets imødekommenhed

Informationsportalen gør opmærksom på nogle retningslinjer, som ALA har opstillet for hvordan bibliotekspersonale kan teste om de nu også er brugervenlige nok. De omfatter nu også online-tjenester. Simple, men nyttige anvisninger. Kan mindes for lidt over et år siden da min afdeling blev fusioneret med en anden, og vi diskuterede åbenhed. Hensigten var enkelhed, og en hed debat om referencen: Skulle den være en "ø" eller en "borg"? Det første indbefattede at bibliotekaren sad blandt publikum, ikke barrikaderet bag skrivebord og referencereoler. Lånerne skulle kunne gå rundt om og kigge os over skulderen. Resultatet blev et kompromis, mest i retning af ø-modellen. Med mulighed for arbejdsstation "ude" blandt bøgerne, så bibliotekaren kunne være opsøgende.

26.9.06

Underholdning


Se videoen " Conan the Librarian" på YouTube. Eller læs om Rex Libris' (Head Librarian at Middleton Public Library) utrættelige kamp mod de uefterrettelige lånere Han fås i øvrigt nu som figur - se illustration.
Tjek evt. også siden "The Brick Testament" hvor en ildsjæl har lavet opstillinger i Lego, der illustrerer historier i bibelen. Og sådan gik den arbejdsdag:-)

Rex Libris
Conan the Librarian(Video)
Brick Testament

99.4 for interesserede

Hvem bliver biblioteksledere i de nye kommuner - Bibliotekslederforeningen vedligeholder en liste, der kan ses på deres hjemmeside. Her finder man også BLFonline, som er foreningens tidsskrift.
Hvem er de nye kommuners biblioteksledere ( pdf)
Bibliotekslederforeningens hjemmeside

25.9.06

Computermilliardærer

Informationsteknologi og computere rules. I hvert fald hvad angår skabelsen af nye millardærer. Kigger man på Forbes' liste over de 400 rigeste mennesker i USA, er der adskillige kendte computerpersonligheder i mellem. At Bill Gates er nr. 1 er næppe nogen overraskelse. Men nu er så også Googles grundlæggere, Brin og Page dukket op på listen som hhv. nr. 12 og nr. 13. Bemærk alderen: 33. Og der er også andre kendte fra Microsoft på listen, ligesom en enkelt fra Dell.

22.9.06

OnLibri - dansk gratis onlineforlag

Informationsportalen gør opmærksom på OnLIbri, som vist nok er Danmarks første gratis internetforlag (det reklamerer de i hvert fald selv med). Emnerne er sådan lidt hverdagsagtige. Det er ikke studentikos litteratur. Informationsportalen skriver lidt om hvordan. Jeg håber at forlaget har husket at uploade alle deres bøger til Google Books. Så bliver de fundet dér ved almindelig søgning. Ellers er teknikken ganske enkel, hvis ellers blot man er fortrolig med pdf-filer, og hvad deraf følger. Eneste betingelse er at man udfylder lidt oplysninger om køn, alder og postnummer.

20.9.06

Bogbidder - på en ny måde

Daily-lit tilbyder dig snippets af bøger, som du selv vælger. Du starter fra kapitel 1 og læser videre. Du bestemmer selv, hvor ofte du ønsker at modtage tekster. Hvis du skulle blive grebet af læsningen er der tilbud om, at du kan bestille næste mail med tekst med det samme i stedet for at følge din oprindelige tidsplan.
Alle bøger er uden copyright pt. Eksempler på forfattere og titler: Jane Austen, Shakespeare og Edgar Allan Poe med flere titler, Darwin: Origin of the Species + mange andre klassikere.
Daily-lit

19.9.06

Forbudte bøger

I USA markerer man i år 25 års dagen for Banned Books Week. En lidt trist anledning, men dog en påmindelse om hvad man i tidligere tider anså for at være så kontroversielt, at det skulle forbydes. Google Books har i den anledning lavet en oversigt over 42 titler, som ihærdige har forsøgt at få forbudt. Mange anses for at være klassikere.

17.9.06

Creative Commons Search


Søger i Yahoo, Google, Flickr og Blip.tv ( videoer) Man kan fx søge efter billeder, der må genbruges. Der søges i materiale , der selv indeholder oplysninger om Creative Commons i deres metadata eller har et linkt til en Creative Commons licens. Der kan findes musik, tekster, billeder og bøger. Jeg fandt fx billedet med den rigtig gode oplysning om bibliotekets muligheder udenfor de normale åbningstider.
CC Search

14.9.06

Opmuntring til præ-internet-nostalgikere

Engang var der noget der hed kortkartoteker. Nogle længes måske tilbage til den tid. I disse Bibliotek 2.0 tider. Og minsanten om der ikke er håb på vej: Blyberg har lavet en kartotekskorts-maskine, så man selv kan fremstille nogen og opbygge sit eget lille kartotek. Der er allerede kommet adskillige kommentarer til generatoren. Så god fornøjelse!

Wikipedia kontra Britannica

Diskussionen om Wikipedia er lige så god eller bedre end Britannica drejer sig ikke blot om leksika. Det drejer sig også om eksperter kontra 'wisdom om the crowd'/åbenhed og meget andet. Derfor er en artikel i Wall Street Journal interessant. Det er en diskussion mellem Jimmy Wales fra Wikipedia og Dale Hoiberg fra Britannica. Heri fremlægger de deres syn på forholdet mellem de to. Ikke noget specielt nyt, men så afgjort en afspejling af at det traditionelle ekspertkoncept nu har fået en alvorlig udfordring.

13.9.06

Google vs biblioteker

Informationsportalen gør opmærksom på nogle artikler af Stephen Abram, hvoraf den ene allerede er udkommet. De bliver spændende at læse, og diskussionen er højaktuel. Umiddelbart er jeg skuffet over indholdet af den første artikel. Den bygger på et selvrosende billede af bibliotekernes selvforståelse, som jeg ikke mener holder i den virkelige verden. Bl.a. nævner den ikke følgende alvorlige mangler som vi har, men som Google har løst for internettets vedkommende. Flere kunne komme på, men det ville kræve en længere artikel. Indrømmet: Nogle punkter er lidt provokative:

  • Bibliotekernes bibliografiske databaser har aldrig kunnet søge tekst i bøger, hvilket især inden for faglitteraturen har gjort det umuligt at søge på kvalificeret indhold, der kun var en lille, men væsentlig del af en bogs indhold
  • Det er næsten umuligt at søge på billeder i de bibliografiske biblioteksdatabaser. Mens stort set alle søgemaskiner næsten finder alt for mange billeder.
  • Den såkaldte ekspertice på bibliotekerne er måske mest kun eksisterende i bibliotekarers egen selvforståelse.
  • Bibliotekernes materialer er 'altid' udlånt når de skal bruges. Omvendt med internettet, som er til stede 24/7 (24 timer, 7 dage om ugen).
  • Bibliotekerne udnytter ikke brugernes potentialer og specialviden, men opfatter dem som en slags 'klienter'.
For at undgå misforståelser: Jeg er ikke Google-fanatiker, og er langt hen enig i kritikken af Google. Men kritik af Googles svagheder bør ikke få os som faggruppe til at ignorere egne svagheder.

8.9.06

Nyt hæfte om det digitale offentlige på vej

Så skulle det være ganske vist: Om ca. tre uger udkommer et hæfte om borgerservice på internettet. Den handler om alle de offentlige selvbetjeningsmuligheder (eller mangel på samme). Altså såvel muligheder som begrænsninger. Formålet er at give en appetitvækker, ikke nogen komplet fortegnelse. Og der er også generelle temaer som digital signatur, eboks og lovgivning. Forfatter er skribent på nærværende weblog.
EDIT, 25. september: udgivelsesdatoen er sat til 28. september

6.9.06

Information - nu med i "krigen"

Information lancerer gratisavisen 15:15. Det er en pdf-udgave der:
"Udover et dagligt markant synspunkt, væsentlige historier fra Informations univers og nyhedsopdatering rummer avisen de første reaktioner fra læserne på artiklerne i dagens Information"
15:15 er navnet fordi den på dette klokkeslet ligger klar til at blive printet ud og læst på togturen hjem(i kystbanen:-)
Læs mere på Informations hjemmeside

Sen berømmelse - eller et ex på The Long Tail?


På bloggen Boing Boing - a directory of wonderful things er en af skribenterne faldet over en tysk udgave af Per Holm Knudsens 70'er bog: Sådan får man et barn. Den fik i sin tid Kulturministeriets børnebogspris(1972) Der er flere forsøg på at lave engelske oversættelser - især glosen "Mother Cake" giver anledning til undren. Og illustrationerne, naturligvis. De skabte ogå debat i 70'erne:-)
Indlæg på Boing Boing

Faktalink på engelsk

Discovery Guides - er emneguider, som vi kender dem fra Faktalink. De henviser til materialer, der kan nås via CSA - et amerikansk informationsforetagende, som netop er gået i samarbejde med Statsbiblioteket( Se tidligere blogpost) Emnerne ser brugbare ud til mellemuddannelsernes opgaver.
Discovery Guides

Statsbiblioteket udvikler Summa

- et spritnyt søgesystem, som skal kunne håndtere det moderne bibliotekstilbud og de mange forskellige medier. Det sker i erkendelse af, at de traditionelle bibliotekssystemer ikke kan følge med udviklingen hurtigt og kvalificeret nok. "Testudgaver af Summa har allerede vist, at Statsbiblioteket vil kunne tilbyde en nyskabelse for brugerne. Hastigheden, rankeringen og smidigheden i præsentationen af data er hidtil uset i biblioteksverdenen"
Udviklingen af Summa sker i samarbejde med Cambridge Scientific Abstracts (CSA), der i forvejen håndterer information på mange niveauer.
Læs hele nyheden på Statsbibliotekets hjemmeside

4.9.06

Library 2.0

Der er en grundig artikel om fænomenet i Library Journal. Et af hovedbudskaberne : "The heart of Library 2.0 is user-centered change". Der gives definitioner, litteraturhenvisninger og henvisninger til 2.0 værktøjer som Writely, Ta-da List og BackpackIt.
Library 2.0 - Service for the next-generation library
- By Michael E. Casey and Laura C. Savastinuk —LJ, September 1, 2006

Hvilken blog-tjeneste skal vi vælge?

Der er flere biblioteker, som efterhånden hopper med på blog-vognen. Men hvilken blogtjeneste skal man egentlig vælge? Mange af de lidt ældre weblogs er på Blogger. Det skyldes at der dengang ikke var så mange muligheder, men mange nye - og måske bedre - er kommet til. Det er der skrevet en del om. Men man kan også bare vælge at følge en diskussion om emnet på Google Blogoscoped. Her er en del gode links fra erfarne webloggere.

30.8.06

Sæt søgeboks til Google Books på hjemmesiden

Google Books har en avanceret søgning som minder meget om bibliotekernes bibliografiske databaser. De fleste biblioteker har et søgefelt (simpel søgning) på deres hjemmeside. Nu er det også ganske enkelt at anbringe Google Books som et tilsvarende felt. I hvert fald ifølge Inside Google Books Search. Man skal udfylde en email og vælge et af to udseender på søgefeltet. Dernæst får man udleveret noget html, som så kan kopieres.
Jeg har for sjovs skyld indsat feltet på Internetsøgning. Den ligger i højrespalten, helt nederst.

Mer' merchandise


Tjek Archie McPhee - der er en guldgrube af besynderlige, fuldstændig overflødige ting. Ja, det er dem, der laver bibliotekaren Nancy Pearl som actionfigur, sammen med Jesus , Leonardo da Vinci og Jane Austen - men her er også plastre med bacon-motiv, devil duckies og som illustreret : Bad attitude wristbands".
Archie McPhee