Helsingør Leksikon
I dag, torsdag d. 8 maj kl. 15 skulle Helsingør kulturudvalgsformand indvi et lokalhistorisk leksikon på internettet for hele Helsingør Kommune. Det indeholder 425 artikler, men da det er en wiki, må det forventes at antallet stiger hurtigt.
Det bliver interessant at følge dette leksikon. Wikipedia har allerede vist sit potentiale, og det er fint at se redskabet wiki anvendt til lokalhistoriske formål. Mange amatørlokalhistorikere har altså nu mulighed for at bidrage med deres ofte helt uvurderlige viden. Selvfølgelig skal vi vænne os til at være kritiske. Men netop wikier gør det muligt at checke hvem artikelforfatterne er, og det må vi håbe at Helsingør Leksikon holder i hævd.
Som gammel helsingoraner skulle jeg selvfølgelig slå op på forskellige artikler, som der allerede er startet på. Helsingør Værft er en meget kort artikel, men lur mig om ikke netop denne artikel vil vokse eksplosivt på kort tid. Der må da være masser af pensionerede værftsarbejdere som ligger inde med anekdoter og viden. Jeg kan endnu huske den tid hvor man sagde at når der løb et skib af stabelen, var der løbet et andet ud af hovedindgangen.
Wiibroe er et andet af nu hedengangne legendariske virksomheder. Den har til gengæld fået lidt mere omtale. Vi var mange som græd da De Forenede Bryggerier stoppede for produktionen af Danmarks bedste porter. Og for Rød Tuborg som netop her i pinsen i begrænset omfang igen er dukket op.