27.2.03

Odder rykker! (Computerworld)
Odder kommune har udvidet den kommunale hjemmeside med flere tjenester til borgerne:
"OdderWeb er vores bud på, hvordan det globale internet kan gøres ekstra relevant for den enkelte borger. Ganske enkelt ved at tage udgangspunkt i det lokale og nærværende". - skriver borgmesteren på kommunens hjemmeside. I introduktionspjecen til Odderweb fremhæver borgmester Elvin J. Hansen sit ønske om øget engagement fra borgerne. De kan udarbejde en liste med interesser, som andre borgere kan se.
Dermed håber kommunen, at borgerne vil finde sammen i nye fællesskaber og blandt andet diskutere i debatfora på Odderweb.

25.2.03

Weilbach digitaliseret.
Kunst Index Danmark er gamle Weilbach nu tilgængelig i digital form. Digitaliseringen baserer sig på den fjerde og seneste udgave af det trykte leksikon, 1993-2000.
Læs et interview på Kulturnet Danmark med Kim Brasen, der har arbejdet med Kunst Index Danmark siden 1996.

Ny udvikling i Newsbooster sagen - og en ny tjeneste på banen (Computerworld)
En ny nyhedssøgemaskine på internet snupper overskrifterne fra danske avisers hjemmesider, men linker ikke dybt til dem. I stedet bliver brugerne sendt til avisernes web-forsider.
Foreløbig er der 15 medier at vælge nyheder fra på Medieoversigten derimellem de store aviser og Computerworld Online. Flere nyhedskilder kommer dog snart til.
Mandag stadfæstede landsretten en fogedkendelse om, at de dybe links fra Newsbooster er ulovlige.

Brugerundersøgelse: Københavns Hovedbibliotek.
2000 brugere af Københavns Hovedbibliotek svarede i efteråret på en stribe spørgsmål. 80% af brugerne er enten tilfredse eller meget tilfredse. De 20-29 årige udgør 41% af brugerne, og der er flest mænd.
Læs flere udvalgte resultater på KKBs hjemmeside.

20.2.03

Danskere vilde med digitale biblioteker.
Sådan opsummerer Politiken den usability undersøgelse af fem danske folkebiblioteker, som Uni-C afsluttede for et par måneder siden.
"Danskerne går nu mere på biblioteket via nettet, end de går ind af hovedindgangen på det fysiske bibliotek", fortsætter journalisten med henvisning til at 44% af undersøgelsens deltagere angiver bibliotekets onlineadgang som den vigtigste vej til biblioteket.
Men - spis lige nogle ordentlige humpler brød til: undersøgelsen omfatter 5 - 10 personer på hvert af de fem biblioteker, i alt et eller andet sted mellem 25 og 50 deltagere.
Besøgstallene viser unægtelig en anden historie, for selv om besøgstallene på bibliotekernes netsteder minder om Alperne, så svarer det f.eks. i København til besøgstallet på et stort lokalbibliotek.
Læs et mere ædrueligt omtale af undersøgelsen i Computerworld.

E-bøger.
På Københavns Kommunes Biblioteks hjemmeside har vi 10 e-bøger, fra Bang til Holberg, som vi for et par år siden lagde om til forskellige readerformater. Til vores store forbavselse har der været 13.300 downloads i 2002!
Rygterne om e-bogens død er måske overdrevne....

19.2.03

Prøv en bookmarklet til bibliotek.dk.
En blogger-kollega fra Palnatoke.net har lavet en bookmarklet, som kan bruges til lette opslag i bibliotek.dk. Det fungerer ved at man via en side med et synligt isbn-nummer, f.eks. et opslag i Amazon, slår op i bibliotek.dk på samme titel ved hjælp af et enkelt klik.
Der findes flere sådanne bookmarklets, denne udmærker sig ved en fortrinlig brugervejledning.

18.2.03

Google har købt vores weblog-værktøj.
Giganten Google har købt dværgen Pyra Labs, som står bag Blogger, det værktøj, vi - sammen med 1,1 mill. andre - bruger til at lave denne weblog. Pyra Labs består af 5 (fem) ansatte.
Google begrunder købet således, ifølge Computerworld: "Google oplyser til Mercury News Technology, at selskabet anser weblogs for et af de mest spændende områder på nettet, fordi weblogs fremmer interaktivitet med læserne. Søgemaskinefirmaets køb af Pyra Labs er blot det seneste af firmaets skridt hen imod at skabe indhold på nettet".

17.2.03

Fremtidsmusik i Århus.
De første lydklip er tilgængelige på www.fremtidsmusikken.dk. Foreløbig er der adgang til at lytte til udsnit af 10 numre med lokale bands - numrene bliver tilgængelige i fuld længde når projektet kører, ca. 1. april 2003.
Bag projektet står Århus Kommunes Biblioteker, Statsbiblioteket, Ringsted Bibliotek og Randersegnens Biblioteker.

Fælles kørselsordning.
"En fremtidig kørselsordning for biblioteksmaterialer skal sikre en 'sømløs' distribution mellem alle biblioteker omfattet af Lov om biblioteksvirksomhed". Sådan lød opgaven for den arbejdsgruppe, der blev nedsat i Biblioteksstyrelsens regi i efteråret. Gruppen har nu barslet med et notat, hvor de dels har set på de nuværende ordninger, dels har opstillet 5 modelbeskrivelser (og varianter) for kørselsordninger:
Netværksløsning, knudepunktsløsning, pendulløsning, kædeløsning, centralløsning.
Læs mere på biblioteksstyrelsens hjemmeside.

16.2.03

ABM arbejdsgruppe skal se på fælles standarder.
Ressourcer i arkiver, biblioteker og museer skal kunne søges på tværs af institutionstyper. "Det sker ikke ved at opbygge en sammenhængende database, der er skabt gennem udpluk fra andre databaser og tilpasset i den samme database. Det sker i realiteten ved at alle interessenter overholder nogle fælles standarder. Sådanne fælles præsentationssystemer kan opbygges på flere måder, men det afgørende er at der er fælles beskrivelser af dataindhold, fælles beskrivelser af dataformater og fælles beskrivelser af datatransport", skriver Biblioteksstyrelsen.

Directory of Open Access Journals.
Lund Universitetsbibliotek går i gang med at opbygge en portal, der skal give adgang til de store mængder af videnskabelige artikler, der udgives fuldt tilgængelige for alle. Formålet er "to increase the visibility and ease of use of open access scientific journals thereby promoting their increased usage and impact".
Lars Bjørnshauge, leder af Lund Universitetsbibliotek og velkendt i danske bibliotekskredse, udtaler: "Lund University Libraries deeply believes in the movement towards open access to scientific information".
Læs pressemeddelelsen her.

Google var det stærkeste brand i 2002.
I hvert fald i følge en undersøgelse foretaget af Brandchannel. Top ti listen for 2002: 1. Google, 2. Apple, 3. Coca Cola, 4. Starbucks, 5. Ikea, 6. Nike, 7. Nokia, 8. BMW, 9. Volkswagon, 10. Absolut

14.2.03

Ny musik i Netmus.
Der kommer hele tiden nye numre til i Københavns og Frederiksbergs digitale musiktilbud. I denne uge er der lagt musik ind fra følgende rockgrupper: Barra Head, Janosch, Magic Bullet Theory, Menfolk, Monoton, Unit, Violet Hour og Wish. Grupperne udgiver på pladeforlagene PlayRec og CPH-Sound.
Netmus København
Netmus Frederiksberg

United Nations Literacy Decade 2003 -2012
- er skudt i gang.
På hjemmesiden er projektet beskrevet. Der er statistikker og baggrundsdokumenter. Udgangspunket: "860 million adults are illiterate, over 100 million children have no access to school" Læs resolutionen.

13.2.03

Håndbog i dansk politik - i klemme i forhold til biblioteksafgifterne.
I den nyeste udgave af Garodkins : Håndbog i Dansk Politik, kan man læse i forordet, at det sandsynligvis bliver sidste gang denne vigtige publikation udkommer. Ifølge den nye biblioteksafgift, får man kun penge, hvis man hvert år bliver registreret i bibliotekernes kataloger - ikke gennemtænkt! når man tænker på bibliotekernes antal af subskriptioner. Læg i øvrigt mærke til bagsiden, hvis I får bogen i hånden...

11.2.03

Usability.
Bibliotekarforbundets faggruppe for edb & IT afholder usability seminar den 11. marts i Vejle. Blandt andet vil to oplægsholdere fra Uni-C fortælle om den undersøgelse af 5 danske folkebibliotekers hjemmesider, der netop er blevet færdig.

Tilbageblik 1
Gallupundersøgelser tilbage fra 1940'erne kan ses på Gallups hjemmeside. "Artiklerne er inddelt i årtier og vi har udvalgt tidstypiske undersøgelser for hvert årti. Derfor tegner artiklerne et tidsbillede af Danmark i gamle dage både pga. emnevalget og befolkningens til tider pudsige holdningstilkendegivelser" - skriver de selv på hjemmesiden.
Tilbageblik 2
Danmarks Statistik har en omregningstabel fra priser i gamle dage til i dag.

10.2.03

Public Library of Science - Politiken skriver om det nye initiativ til fremme af adgangen til videnskabelig forskning. Foreløbig planlægges to tidsskrifter med fuld adgang til at bruge indholdet på alle mulige måder. Det ene tidsskrift vil fokusere på lægevidenskab, det andet på biologi, og begge vil blive redigeret ud fra de samme høje videnskabelige krav som andre fagtidsskrifter. Forskellen er, at 'The Public Library of Science' samtidig med offentliggørelsen vil lægge artiklerne ud til gratis afbenyttelse på internettet. Udgangspunktet er udgivelse på nettet, men man satser på en slags "Print on Demand" løsning for trykte udgaver. Læs mere om dette spændende initiativ på hjemmesiden.

9.2.03

Amerikansk undersøgelse af internetbrugere.
University of California har undersøgt 2000 amerikaneres brug af internet. Blandt undersøgelsens mange resultater:
-internetbrugere ser mindre og mindre TV
-antallet af ugentlige timer online vokser
-60% anser internettet for en vigtig eller uhyre vigtig kilde til information, men antallet af brugere, der anser information på internettet for pålidelig falder.
Læs undersøgelsens highlights (side 8 - 13).

2003 er af EU udnævnt til handicapår.
Danmarks Biblioteksforenings hjemmeside kan man læse en gennemgang af bibliotekernes rolle. Det drejer sig først og fremmest om etablering af en digital samling på Blindebiblioteket og om en biblioteksportal for handicappede.

7.2.03

Fra Computerworld : Web surfere er en uddøende race.
Internetbrugerne surfer mindre end tidligere - de er blevt langt mere målrettede. Færre brugere klikker på links. De går i stedet direkte til de foretrukne websteder, enten via adressen eller et bogmærke. Søgemaskinerne bliver også mere populære.

Historien er fra Websidestory - "Folk benytter internet som et bibliotek. I stedet for at søge gennem alle bøgerne går de hen og ser gennem kartotekskortene"

6.2.03

E-bøger i Cleveland.
Cleveland Public Library og CLEVNET Libraries (bibliotekskonsortium) tilbyder fra marts 2003 deres lånere adgang til 1000 titler som e-bøger. Blandt titlerne findes f.eks. Michael Crichtons nyeste bog. Bøgerne kan læses enten på computer eller på PDA. Læs mere her.
I følge presseomtalerne er 'det formodentlig det eneste bibliotekstilbud af denne art i verden', men Randers Bibliotek og en stribe svenske biblioteker tilbyder allerede denne service. Titeludbuddet er dog ikke så stort endnu: på dansk 25 bøger, på svensk 250.

Digital signatur.
Muligheden for at sætte en juridisk holdbar underskrift på et elektronisk dokument er rykket meget nærmere i følge videnskabsminister Helge Sander.
TDC vandt EU-udbuddet om digital signatur og torsdag underskrev Helge Sander aftalen. I følge videnskabsministeriet bliver det allerede muligt i forbindelse med dette års selvangivelse at benytte sig af den digitale signatur. Læs mere i pressemeddelelsen fra Videnskabsministeriet.
Hvis signaturen som udgangspunkt er holdt op mod cpr-registret, kan vi måske tilbyde vores brugere at indmelde sig online? Det er selvfølgelig en forudsætning, at brugeren kan få en midlertidig (maskingenereret) pinkode, så man med det sammen kan gå i gang med bestilling.

4.2.03

En politikers weblog.
Morten Helveg Petersen (fra det radikale venstre) har noget, der minder meget om en weblog på sin hjemmeside helveg.dk.
Debatforumet på helveg.dk ser ud til at trives ganske godt - som et af de få politiske debatfora. Måske skal der en personlig vinkel på, før almindelige mennesker har lyst til at deltage?

3.2.03

'Lille' købeknap på bibliotek.dk
I en pressemeddelelse om den nye udgave af bibliotek.dk skriver Biblioteksstyrelsen i dag:
"I løbet af foråret kommer endnu en ny facilitet som vil gøre det muligt at købe udvalgte bøger online. Der er indgået aftaler med fire netboghandlere, og sammenkoblingen med disse er under udvikling".
Status for købeknappen 3. feb.

2.2.03

Ring til Dansk Blindesamfunds hjemmeside.
70% af Dansk blindesamfunds medlemmer er over 70 år og er derfor ikke de mest oplagte computerbrugere. I stedet kan de nu ringe til Blindesamfundets hjemmeside på 3810 1127 og lytte til de informationer, der findes her. Navigationen foregår ved hjælp af telefonens taster, og talesyntesen står SpeechWare for.
Hør mere i denne uges udgave af DRs Harddisken (telefonbrowser), læs mere på Dansk Blindesamfunds hjemmeside eller ring 3810 1127.

1.2.03

Googlert - en ny service, der benytter sig af Google's søgeværktøjer. Følg med i hvad der skrives på internettet om dig, om dit produkt eller om de områder, der interesserer dig. Du kan tilmelde dig en overvågning på nettet, hvor forskellige søgninger i Google bliver udført med mellemrum. Dernæst får du tilsendt de nytilkomne poster på mail.! Læs mere om tjenesten på Googlert Faq

30.1.03

Breaking Through the Invisible Web - i en artikel i Library Journal, beskriver Mark Ludwig "University at Buffalo's" forsøg med at flytte biblioteksbasens indhold til "overfladewebben".
" Vi fandt ud af, at vi kan bygge ethvert bibliotekssystem i nogle lette steps: Konstruer katalog sider, der indeholder et resultat/en post hver, placér dem i et katalog på en web-server; "tag" de interessante felter( forfatter/titel...), indexer siderne og bruge en internet søgemaskine - eller flere til at søge og finde resultatsiderne".
Den nye generation af studerende er helt fortrolige med søgemaskinernes funktioner og hvordan de virker. Mens vi anstrenger os for at reparere på bibliotekssystemer, der ikke er brugervenlige fra starten, taber vi vores lånere til Google og Jubii. Hvis vi gøre vores biblioteksbasers indhold tilgængelig på overfladewebben - så finder man også indholdet når man bruger søgemaskinerne.
Artiklen er lidt "langhåret" rent teknisk, men perspektiverne er interessante. I Silkeborg arbejder de intensivt med at gøre biblioteksbasens indhold lettere at finde for brugerne, og brugerundersøgelser af bibliotekssystemer har jo vist hvor svært det er - selv for erfarne brugere at finde det, de søger i baserne.

28.1.03

Dansk bibliotekssystem til fire millioner svenskere
Når knap fire millioner sydsvenskere i den nærmeste fremtid får mulighed for at klikke sig ind på en lang række svenske biblioteker og søge og bestille materiale, bliver det via systemer fra danske Fujitsu-Invia.
De svenske biblioteker - fem centralbiblioteker og 126 kommunebiblioteker - har nemlig slået sig sammen og investeret i Fujitsu-Invia-systemerne MetaLib og SFX.
Det betyder, at i alt 3,8 millioner svenskere om cirka tre måneder kan søge i bibliotekernes databaser efter alverdens oplysninger. Hentet fra Computerworld (dje)
Metalib og SFX er uafhængige af bibliotekssystemet ALEPH.

Ny version af Bibliotek.dk :

Design og brugergrænseflade er ændret væsentligt. Der er indført nogle af de ting, brugerne har efterspurgt, bl. a.:
Forenklet søgning
- 'Enkel søgning' og 'Avanceret søgning' er lagt sammen til én - og man
søger i alle materialer, hvis man ikke selv begrænser. Alle
grundfunktionerne kan nås fra alle søge- og vissider - inkl. links til
Netbiblioteker. Cursor er placeret i "Fritekst" - feltet, som default
Mit bibliotek.dk
- det bliver lettere at se, hvordan man gemmer sine oplysninger
Marker poster undervejs
- til bestilling (dog ikke i ét hug som brugerne gerne så!), til mail og
til print
Artikelsøg

Der er også arbejdet med en bedre matchning af dobbeltposterne - om end det ikke er lykkedes helt at få ram på dem alle.
Læs mere på DBC

Henvisningen til "Side 2" ->Netbibliotekerne - kommer ikke til at fungere efter hensigten! Hvem vil gætte på, at "Netbibliotekerne" dækker over Biblioteksvagten, FNG og alle de andre fortrinlige tilbud fra bibliotekerne. Ikke den almindelige bruger...... Forhåbentlig ikke den endelige måde at præsentere Nettjenesterne på.

25.1.03

Malerifortegnelse.
Birgit Brunbch, bibliotekar i Vejle, har et flot fritidsprojekt: Billedkunst i Bøger med undertitlen "En fortegnelse over gengivelser af malerier i udvalgte kunstbøger". Det drejer sig konkret og pr. dags dato om 65 kunstbøger, som Birgit Brunbech har indexeret. Man kan enten søge på kunstnerens navn, f.eks. er Thomas Kluges portræt af dronning Margrethe gengivet i Dansk kunst 2000 s. 125, eller på emne, hvis man har brug for et maleri om et bestemt emne.
Billedkunst i Bøger kan genfindes via FNG, men ikke via Arkade (?!)

24.1.03

Mange nye brugere af mp3 filer på Musikbibliotek.dk.
Efter en omtale tirsdag i Politiken er det væltet ind med nye brugere af mp3 filerne på Musikbibliotek.dk, melder Gentofte. 450 nye brugere er det foreløbig blevet til, sådan at det samlede brugertal lige nu er 1035. Ca. 42 % af de tilmeldte er under 40 år, resten er ældre. I København og på Fredriksberg er 900 tilmeldt Netmus.
Og i øvrigt har der i dag været samlet officiel åbning af Musikanten.dk, Musikbibliotek.dk og musikbibliotekarernes Toolbox.

23.1.03

Havde H.C. Andersen vandskræk?
Nej, faktisk ikke. Han begyndte at tage svømmeundervisning i 1838. Det kan man læse på den nye H.C. Andersen portal HCA2005, der åbnede forleden. Mellem det omfattende materiale på portalen findes også en ny netudgivelse af breve til og fra H.C. Andersen, spil, biografi og meget, meget andet (en weblog mangler heller ikke!)
Bag portalen står Det kongelige Bibliotek, H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet og H.C. Andersens Hus.

22.1.03

Retningslinier for brug af internet på bibliotekerne.
Skulle man have brug for at se, hvordan andre biblioteker har udformet både etiske regler og ordensregler for internetbrug på biblioteket, har Danmarks Biblioteksforening lavet en lang liste over biblioteker og de regler, der gælder på det pågældende sted.
Nogle biblioteker har ingen nedskrevne regler, men de fleste har ret detaljerede regler for anvendelsen.

21.1.03

"En biblioteksbølge over verden"
....hedder en af artiklerne på Deichmanske Biblioteks særlige side om nyt hovedbibliotek i Oslo. I artiklen er der henvisninger til de mest spektakulære og visionære biblioteksbyggerier fra de seneste år, ikke alene i Skandinavien, men over hele verden.
Artiklen slutter "...for ikke å forglemme både København og Århus i det ledende biblioteklandet Danmark". Vi retter os i stolen og kipper med flaget!

20.1.03

Det semantiske web
...bliver fremtiden, spår opfinderen af www Tim Berners-Lee. Peter Hesseldahl har interviewet Berners-Lee og skriver bl.a.: "Ideen er at informationer på nettet fremover også skal kunne forstås af vores computere, så de selv kan analysere og sammenstille informationer - og dermed kan de overtage en stor del af vores opgaver med at søge informationer, organisere kalenderen eller bestille varer". For at det skal kunne lade sig gøre skal informationerne på nettet forsynes med etiketter (skal i høj grad foregå automatisk), som definerer hvilken type af information et bestemt stykke tekst/billede eller hvad det nu kan være, indeholder. Derved vil søgeagenter, der er tilpasset den enkelte, måske igen få en opblomstring.
Læs hele Hesseldahls interview på Harddiskens hjemmeside.

Omtale af Netmus i Computerworld.
I november gik København og Frederiksberg i luften med Netmus , et forsøg med online udlån af musikfiler for lånere tilknyttet et af de to biblioteker. Samtidig blev en tilsvarende løsning tilbudt via Musikbibliotek.dk.
I Netmus forsøget har vi kigget lidt på statistikken, og det væsentligste kan læses i Computerworld i dag.

19.1.03

Forudbestllinger på Harry topper på Amazon.
Det tog 2 timer for Harry Potter and the Order of the Phoenix at blive den mest solgte bog på Amazon. Læs mere i Politiken.
Biblioteker bør reservere et mega-beløb til efteråret, når den danske udgave kommer....

17.1.03

Harry Potter - nu kommer næste opus
Book Magazine beretter den glade nyhed i sin januar nyhedsliste(15.1.03)
Harry Potter fans kan nu ånde lettet op: Harry Potter and the Order of the Phoenix på 768 sider udkommer 21. Juni i USA, Canada og England. "Harry Potter and the Order of the Phoenix er "absolutely superb and will delight all J.K. Rowling's fans. She has written a brilliant and utterly compelling new adventure," udtaler forlaget Bloomsbury Publishers cief, Nigel Newton. Første sætning lyder: "The hottest day of the summer so far was drawing to a close and a drowsy silence lay over the large, square houses of Privet Drive ... The only person left outside was a teenage boy who was lying flat on his back in a flowerbed outside number four."

15.1.03

Biblioteksvagt for hele Australien
AskNow er det australske svar på vores biblioteksvagt. Der er åbningstid fra 9 - 20 mandag til fredag.
"National, State and Territory libraries in Australia" er sammen om at passe tjenesten, der også inkluderer en chat mulighed i åbningstiden

13.1.03

Kulturministeriet har prøvet at lave en "populærversion" af Infosoc - direktivet.
Digital kopiering - hvad er lovligt?
Læs om lovlige og ulovlige kopier, kopispærring og parallel-import.

12.1.03

Det brugervenlige elektroniske bibliotek.
Sådam hedder en landsdækkende undersøgelse, som UNI•C Usability har gennemført i efteråret 2002 af danske folkebibliotekers websteder. Uni-C har undersøgt Kolding Folkebibliotek, Københavns Kommunes Biblioteker, Middelfart Folkebibliotek, Silkeborg Bibliotek og Århus Kommunes Biblioteker.
Den samlede rapport (endnu ikke offentliggjort) konstaterer, at
"bibliotekernes websteder leverer en eftertragtet service med de nye muligheder for selvbetjening, men at bibliotekerne kan betjene lånerne bedre ved at gøre webstederne mere brugervenlige".
Problemerne kan inddeles i tre kategorier:
1. Kun 36% ud af 125 gennemførte søgninger medfører, at brugerne kan reservere materiale, som opfylder deres behov.
2. Webstedernes struktur og design gør det ikke tilstrækkeligt nemt for brugerne at navigere.
3. Testpersonerne kender ikke mange af de nyttige services eller sider, som bibliotekerne tilbyder.

Hvem fik penge fra udviklingspuljen?
Det rådgivende udvalg holdt møde den 16. december sidste år, og referatet kan nu læses på Biblioteksstyrelsens hjemmeside.
Uvalget skulle tage stilling til mange - rigtigt mange - ansøgninger om frie forsøg (punkt 4). Her følger en liste over de projekter, der fik størst økonomisk tilskud:
Herning Centralbibliotek: Den digitale guide til brugerlæring - underviserens elektroniske toolbox.
Herning Centralbibliotek: Bedre udnyttelse af bibliotekariske / søgetekniske kompetencer i patentbureauer
Kolding Folkebibliotek: Mødet i litteraturen - projekt litteratur og litteraturformidling.
Fredericia Bibliotek: Netkort, den IT-kompetente borger - pilotprojekt
Gentofte Bibliotekerne: Litteraturtolkninger i fuldtekst.
Gentofte Bibliotekerne: Læring og viden.
Århus Kommunes Biblioteker: Bibcast - ny formidling af lyd og levende billeder
Men flere andre forsøg opnåede også støtte. Læs selv styrelsens indstilling (skal sammenholdes med referatet).

9.1.03

Millioner til digitalisering af kulturarven.
Flere af de store statslige kulturinstitutioner får nu en økonomisk håndsrækning til digitalisering. Følgende biblioteker er også blandt de heldige modtagere: Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket i Århus og Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek.
Pengene stammer fra statens auktion over UMTS licenserne (3. generations mobilnetværk: Universal Mobile Communications System).Læs mere i Computerworld.
Politiken sætter spørgsmålstegn ved, om det er nok: "For eksempel må Det Kgl. Bibliotek nøjes med sammenlagt 4,5 millioner kroner over tre år, hvilket skal ses i sammenhæng med de store nedskæringer, biblioteket ligesom de andre nationale kulturinstitutioner skal gennemføre frem til 2005".

8.1.03

Eksemplariske chat sessioner.
Mange amerikanske biblioteker tilbyder - som Biblioteksvagten - chat som en del af deres service. Nogle gange årligt uddeles en pris, The Samuel Swett Green Exemplary Virtual Reference Award, til særligt vellykkede chatsessioner. Man kan se en udskrift af de tidligere vindere her.

Børn, bøger og Brian.
Læselysten og læseglæden skal fremmes hos danske børn og unge, mener Brian Mikkelsen (og den samlede biblioteksverden med ham). Der er afsat 5 mill. kroner til forskellige tiltag i de næste 2 år. Hvilke projekter, der indtil videre har opnået støtte, kan man læse i Kulturministeriets pressemeddelelse.
Et af de tiltag, der er bevilget penge til, er en videreudvikling af børnebogssitet childbooks.dk, der netop er udtaget til finalen i Prix Möbius Nordica, som er en kvalitetskonkurrence for interaktive, digitale medieprodukter af høj standard. Begrundelsen og de øvrige finalister kan ses her.

7.1.03

Bibliotekerne driver ebogsudviklingen.
I Danmark er det især bibliotekerne, der holder udviklingen i gang, skriver Søndag Aften i januar udgaven. Den samme tendens ses - delvist - i USA, som er hjemland for de to store biblioteksløsninger på markedet NetLibrary og ebrary.
Læs også Søndag Aftens artikel: Hvem styrer det danske ebogsmarked?

Ny nettjeneste: Musikanten.dk.
Det nye websted er bibliotekernes musikalske svar på den blå avis (gratis naturligvis): find et bandmedlem, et instrument, en musiker til sølvbryllupsfesten eller tilbyd din gamle harmonika til salg. Tilbyd din kælder som øvelokale eller find en klaverstemmer. Kort sagt musikbibliotekernes opslagstavle i elektronisk landsdækkende form.
Bag Musikanten står Birkerød Bibliotek og Musikbibliotek.dk

6.1.03

"Bedst på nettet" i hele EU.
Konkurrencen mellem offentlige hjemmesider udbredes nu til alle EUs medlemlande plus Norge og Island, meddeler Videnskabsministeriet i en pressemeddelelse.
Det bliver firmaet PLS Rambøll, der skal stå for at gennemføre det europæiske projekt.

Se eller gense ADL - Arkiv for Dansk Litteratur.
ADL er websted for den klassiske danske litteratur. Samtlige forfattere portrætteres af eksperter med specialviden inden for det enkelte forfatterskab. Alle tidsaldre er repræsenteret, fra 1100-tallets Saxo og op til 1931, med Georg Brandes og Thøger Larsen som nogle af de nyeste forfattere. Af hensyn til 70-års-klausulen i loven om ophavsret kan ADL principielt først give adgang til tekster, når en forfatter har været død i 70 år.
Hensigten med ADL er at skabe et centralt forskningsmæssigt redskab og en førsteklasses ressource til brug for undervisning i og formidling af dansk litteratur. Projektet styres af Det Kongelige Bibliotek, med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab som faglig støtte.

5.1.03

Digitale noder til biblioteker.
Det amerikanske ebrary og Byron Hoyt, musikforlag fra San Fransisco, tilbyder i fællesskab biblioteker adgang til digitale noder. Det er ikke nødvendigt at abonnere på hele ebrarys sortiment, der også omfatter ebøger.
Introduktionsprisen er 1950$ årligt og i følge en pressemeddelelse (fra august sidste år) er der foreløbig adgang til 7.000 klassiske filer, som i løbet af de næste måneder vil vokse til at omfatte flere hundrede tusinde noder "for bands, orchestras, instruments and vocalists, spanning a wide range of genres from classical to jazz, country, pop and rock & roll". Adgangen til abonnementet afgøres af IP-adressen.
På Byron Hoyts hjemmeside kan man se og udskrive en gratis prøve på noderne til Bachs Jesu, Joy of Mans Desire. Til at vise og udskrive noderne skal man downloade et lille program fra ebrary. Kvaliteten af udskriften er fin.

2.1.03

Et nyt kulturtidsskrift ses nu på nettet : Minimalportalen
Fra redaktionens manifest :
"For det skal simpelthen være det kunst og kultur-tidsskrift man ikke kan finde nogen steder i forvejen. Det vil ikke falde i trend-jageriets store affaldsskakt, men snarere stolt fremvise de mærkelige, sjove, dybsindige, dygtige kunsteriske frembringelser som hovedsaglig de faste klummeskrivere kommer med
Øverste Kirurgiske I/S står bag det nye tidsskrift.

23.12.02

Computerworld skriver :
Digital signatur til januar
Videnskabsministeriet forventer at have underskrevet kontrakt om levering af de digitale signaturer i slutningen af januar.
Derfor udsender ministeriet nu fem vejledninger, der fortæller de offentlige myndigheder om de tekniske og organisatoriske muligheder i de digitale signaturer.
Når staten har valgt sin leverandør i slutningen af januar, vil der komme mere specifikke vejledninger, meddeler ministeriet
De fem vejledninger kan findes på denne hjemmeside :
"Hjemmesiden for OCES (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service) - digital signatur skal være med til at fremme anvendelsen af digital signatur i Danmark. Målgruppen er beslutningstagere og tekniske ledere i offentlige myndigheder samt personer og virksomheder, der har interesse for at styrke deres viden om digital signatur."

20.12.02

Spøjst, forbavsende, wauw.
Shakeitbabe kandiderer til årets mest spøjse websted. Kan ikke forklares, skal prøves.

19.12.02

Bilbo kite - et aktuelt anagram for bibliotek.
Vi ikke selv fundet på det, men brugt The Internet Anagram Server. Tast bibliotek, og få 60-70 forslag til anagrammer. Der findes også en tilsvarende dansk anagrambygger.

18.12.02

Diskussionen om ejerskab af data.
Hvem ejer egentlig de data, der produceres i f.eks. FNG og Dotbot? Det har været heftigt diskuteret de seneste måneder, hvor Foreningen af de kommunale nettjenester har påpeget det urimelige i gratis at aflevere data til Danbib, mens styrelsen har fastholdt kravet om, at disse data skal afleveres til DBC og dermed kunne gøres tilgængelige i flere sammenhænge, f.eks. bibliotek.dk.
Læs et indlæg fra Peter Birk om foreningens holdning (Bibliotekslederforeningens hjemmeside) og den endelige formulering af bevillingsteksten, som fastholder kravet om aflevering, men fastslår at projektmagerne har ejerskabet til produktet (biblioteksstyrelsens hjemmeside).

17.12.02

E-bøger i Randers.
Den 19. november rundede Randers Bibliotek et "skarpt hjørne": 500 e-bøger er blevet hentet af brugerne. Topscorerne er:
Jan Guillou: Arven efter Arn. Rune T. Kidde: Søde Sally Sukkertop. Jan Guillou: Vejen til Jerusalem. Jan Guillou: Tempelridderen. Jan Guillou: Heksenes forsvarere. Jytte Borberg: Kunne i mærke da I blev små.
Der er netop indgået frem nye danske e-bøger: Nadije Osmani: Forbandede ære. Benito Scocozza: Besat til anden side. Per Straarup Søndergaard: Det fede liv. Per Straarup Søndergaard: Ung i en pornotid. Per Straarup Søndergaard: Alt for meget.
Læs mere på eBogsCenter.dk.

16.12.02

Og lidt mere Google.
Nej, vi får ikke provision af Google, men må alligevel lige nævne Googles Zeitgeist. Mest søgte mænd, kvinder, firmaer, begivenheder osv., kort sagt årets gang på nettet.

Nyt fra Googles teknologiske legeplads.
Det sker hele tiden noget nyt hos verdens bedste søgemaskine (som efter min mening håndterer deres næsten-monopol flot). Forleden lancerede Google indkøbssøgningen Froogle (se hvad vi skrev torsdag den 12. dec), og nu kan man i Google Labs se et par andre nyheder:
Google Viewer: se dine søgeresultater som et lysbilledshow. Kan ikke forklares - prøv selv. Forrygende til det hurtige overblik.
Google Webquotes: se dine søgeresultater med citater fra andre websteder.

Internetfiltre.
Bibliotekerne i USA bruger i langt højere grad end her pornofiltre. Nogle nylige undersøgelser viser, at filtre ikke er nogen garanti mod uønsket porno på bibliotekets computere - og hvilke forældre ville vel engagere en babysitter, der kun ser efter deres børn noget af tiden? Til gengæld kan filtre betyde, at websteder der indeholder information om sex og også mere bredt om sundhed bliver blokeret.
Det har fået American Library Association til at udsende en pressemeddelelse med henvisning til tre uafhængige undersøgelser. Den eneste farbare vej frem, mener ALA er oplysning og uddannelse af børn og forældre.

13.12.02

Den ugentlige statistik fra FDIM over de mest besøgte netsteder. Lige nu er den i vælten, fordi Jubii trækker sig fra listen. De er utilfredse med at Microsofts portal MSN får hævet sin FDIM-rating på Toplisten, hver gang en bruger af Internet Explorer taster et forkert URL ind i adresselinien. Bibliotek.dk findes i denne uge ca. som nr. 50.

12.12.02

Google bliver ved ...
Nyt eksperiment fra Google - find alt, hvad der er til salg på nettet. Se betasiden Froogle. Google får ikke sponsorpenge fra forhandlerne - sponsorerede links er altid tydeligt mærkede. Læs mere om forsøget.

10.12.02

Harry Potter universet som model for fremtidens teknologiudvikling.
Jakob Nielsen står normalt for en meget konservativ holdning, i hvert fald til brugervenlighed på internettet. Men i decemberudgaven af hans Alertbox ser han på nogle af fremtidens produkter, som ligner ting fra Harry Potters verden, det der også kaldes "pervasive computing" (computerteknologi alle vegne).
Eksempler: sokker der skriger, når de er sure. Billeder i avisen, der først bevæger sig, når man ser på dem. Spejle, der kommenterer dit udseende.
Det er altsammen indenfor rækkevidde....

Amerikansk undersøgelse af e-mail på arbejdspladsen.
The Pew Internet & American Life Project (en uafhængig research organisation) har undersøgt 2,447 amerikaneres brug af e-mail på arbejdspladsen. Mod forventning viste det sig, at langt de fleste e-mail brugere var meget tilfredse med denne ekstra mulighed for at kommunkere med kolleger og samarbejdspartnere.
Selv de såkaldte "power e-mailers", som håndterer store mængder af e-mails dagligt, er tilfredse, og kun nogle få (11%) føler sig overvældet af mængden.

8.12.02

Har bibliotekarer sans for humor ?
Forslag til fejlmeddelelelser fra bibliotekets søgesystem.
Beretninger fra hverdagen : Conan the Librarian - f. eks denne lille historie:
"Real-Time Authorship"
Using the online library catalog, Conan is helping a student find a book she is looking for. When the bibliographic record for the book pops up on the computer screen, the status of the book is displayed as "In Process." To which the student excitedly responds, "Oh! The author is still writing the book."
eller denne :
"Lost in Cyberspace"
A student walks up to the reference desk, hands Conan a slip of paper with a URL written on it, and asks, "Which search engine did I use to find this Web page?"
Tegneserien "Overdue" har også sine gode dage.
Spørgsmålet er nu om danske bibliotekarer har sans for humor - ? I Biblioteksvagten ligger dd. et spørgsmål : "Hvad er det modsatte af hø?" - Jeg venter spændt på at læse svaret på det spørgsmål:-)

Biblioteksstyrelsen præciserer her afgrænsningerne på Video og DVD i bibliotekerne : Videogrammer er ikke omfattet af bibliotekernes forpligtelser -men bibliotekerne skal bestræbe sig på at stille dem til rådighed.
DVD - video er ikke obligatorisk, men DVD - multimedier er en del af forpligtelsen - læs selv den rigtige ordlyd på BS's hjemmeside - hvis nogen stadig skulle være i tvivl om afgrænsningerne.

5.12.02

For popentusiaster - "The Official UK Singles Chart"
Den engelske popmusiks hitliste havde i november 50 års jubilæum. Dette website giver mulighed for at høre korte klip af alle nr. 1 hits fra de sidste 50 år. 942 sange p.t. Meget andet underholdende information på sitet.

4.12.02

Blindebiblioteket digitaliserer.
Som bekendt har blindebiblioteket i nogle år været i en enorm omstillingsproces. Nu gælder det digitaliseringen af alt det gamle materiale, skriver Computerworld.
19 års uafbrudt tale skal digitaliseres, men når processen er færdig, vil det være muligt for brugeren via internet at bestille et materiale og allerede næste dag modtage lydbogen i en e-mail eller på en cd-rom.

Libraries as part of the democratic process.
KKB holdt i sidste uge en international konference for biblioteksledere, særlig fra de nye ansøgerlande. Præsentationerne er nu tilgængelige fra konferencens website.

3.12.02

Google som barometer.
Hvis man besøger Google hovedkvarter i Californien, bliver man i receptionen mødt af en kæmpe skærm, hvor et udvalg af de sidste søgninger i verdens mest benyttede søgemaskine, flimrer over skærmen: animación japonese - Harry Potter - auto theft fraud how to - people who shouldn't marry osv.osv.
New York Times beskriver i artiklen Postcard from Planet Google, hvor god Google faktisk er til at give et eksakt tidsbillede. F.eks. oplevede man på Google at der den 22. april 2001 pludselig var en enorm stigning i spørgsmålet "carol brady maiden name" i fem tydeligt afmærkede højdepunkter. Hvert højdepunkt startede nøjagtig 48 minutter over et helt klokkeslet.
Forklaring: Det drejede sig om million-spørgsmålet i "Hvem vil være millionær" og forespørgslerne toppede efterhånden som udsendelsen blev sendt i de forskellige tidszoner i USA.
Google offentliggør ikke søgningerne af hensyn til privatlivets fred.

2.12.02

Støtte til Info Business Øresund.
Det er faktisk et biblioteksprojekt med Helsingør Bibliotek som projektleder og København, Lund og Malmø som deltagere. Formålet er:
• at tilvejebringe et webbaseret kursusmateriale om søgning af erhvervsinformation dækkende Øresundsregionen.
• at udvikle grundlaget for at øge antallet af enheder, hvor flere af regionens biblioteker på kvalificeret vis kan tilbyde virksomheder og iværksættere søgning af erhvervsinformation
• at etablere et netværk for bibliotekernes erhvervsservice, således at bibliotekerne kan udvikle og udvide indhold og omfang af servicetilbud, med inspiration fra andre biblioteker og øvrige projekter omkring erhvervsservice.
Projektet er støttet af InterregIIIA hos Øresundskomitéen.

Julekalendere.
Så har vi rundet den første december og julekalenderne florerer. Check lige Silkeborg Biblioteks med anbefalinger af gode julebøger, gode websteder og sidst, men ikke mindst, Peter Madsens gode tegninger. Godt tænkt og udført, Silkeborg!
Til de mere kunstorienterede anbefaler Søndag Aften julekalenderen på Artnodes website.

28.11.02

Høring af udkast til bibliotek.dk udviklingsplan 2003
Udkastet i PDF : Udkast til bibliotek.dk udviklingsplan 2002
Læs bl.a om forbedret match af poster, Netpublikationer i bibliotek.dk fra folkebibliotekernes nettjenester, Mere forståelig og brugbar visning og rankering af posterne.
Kommentarer modtaget inden den 16. december 2002 vil kunne indgå i behandlingen inden den endelige aftale træffes mellem Dansk BiblioteksCenter og Biblioteksstyrelsen

27.11.02

Nyhedsklip i online arkiv tilgængelige gratis. 3,500 timers klip fra de nyhedsfilm, der kørte i biograferne før filmen blev vist. Perioden fra 1896 til 1970 er dækket. Det er p.t gratis at hente filmklip som previews [for personal use]. Men dette kan hurtigt ændre sig. En talsman for Pathe News, der ejes af Daily Mail og General Trust Group, beroliger med, at priserne vil være rimelige: "Above all we would like users to enjoy discovering the past through our wonderful archive, and would hope that in return the images downloaded are not misused in any way"
Der dækkes emner indenfor nyheder, sport, social history og underholdning fra 1896 to 1970. Adressen på denne guldgrube er : http://www.britishpathe.com/ Læs mere om hvordan du kan komme til at se filmklip på sitets FAQ

25.11.02

Nyt fra musikken.
København og Frederiksberg åbner torsdag for Netmus, musikfiler til download for brugere, der er indmeldt i et af de to biblioteker. Indholdet spænder fra Vivaldi til Colorblind. Læs pressemeddelelsen på Musikbibliotek.dk eller omtalen i Computerworld.
Musikanten er også et nyt tilbud fra folkebibliotekerne til musikudøvere og -brugere. Her kan man finde en medspiller, en klaverbokser til mosters 90 års dag eller det instrument, man lige mangler.

Kender I Scout Report?

The Scout Report (ISSN 1092-3861) udkommerhver fredag, undtagen sidste fredag i december fra Internet Scout Project, hjemmehørende på :
the University of Wisconsin-Madison's Department of Computer Sciences.
Nyhedsbrev hvor internetresurser af interesse for f. eks bibliotekarer, bliver kommenteret. f. eks i denne uge : Shaker Historic Travel National Park Service, har sammen med Shaker Communities og museer langs med Østkysten, lavet denne rejseside om Shaker områderne i USA.
eller
Life in the White House [Quick Time] en virtuel guidet tur i Det Hvide Hus.

24.11.02

MyLifeBits - godt nyt for alle os med Alzheimer Light.
På Microsoft's Media Presence Lab arbejder ingeniører på at udvikle software, der kan opbevare alle dine billeder og alle dine breve - ja faktisk alle dine erindringer og erfaringer - i en erstatningshjerne, der aldrig glemmer noget.
"Imagine being able to run a Google-like search on your life," siger Gordon Bell, en af udviklerne. Læs mere om det spøjse projekt i New Scientist.

22.11.02

Arkiv for Dansk Litteratur.
I dette efterår har Det kongelige Bibliotek udvidet og redesignet samlingen af klassiske litteratur online. Det nye site Arkiv for Dansk Litteratur indeholder værker fra Saxo til Thøger Larsen, der kan læses online er downloades. De ca. 70 forfattere er præsenteret med forfatterportrætter, som også findes som Acrobat Reader-filer, lige til at printe ud og give lånerne med hjem.

FirstGov for Kids.
En linkside med offentlig information for børn. Der er ikke foretaget nogen aldersafgrænsning i henvisningerne, men hovedvægten ligger klart på de større klassetrin. Der er 20 emnegrupper på forsiden, og indenfor hver af disse har FirstGov for Kids underdelt i Government, Organizations, Education, and Commercial.
Nyd lige cursorens hale på forsiden, også som voksen bruger er den ret uimodståelig...

21.11.02

Besværlige lånere - også ude i den store verden.
I Californien har 85 årige Ernest Heyneman mistet retten til et lånerkort de næste tre år, faktisk må han ikke engang gå ind på et bibliotek. Dommen faldt efter at mr. Heyneman havde indrømmet at have stjålet mere end 3.000 bøger og videobånd. Læs historien i StarTribune.
På hovedbiblioteket i Hong Kong blev en låner bedt om at holde op med at amme sit barn p.gr.a. bibliotekets forbud mod mad og drikke på biblioteket! Læs historien i Ananova

20.11.02

Talesyntese på internet
I løbet af denne måned har både det nordjyske projekt Adgang for Alle og Kvindeligt Arbejderforbund lanceret muligheden for at få læst tekst i browseren højt ved hjælp af talesyntese.
Hos KAD skal man klikke på øre-ikonet i højre hjørne, men Adgang for Alle tilbyder download af en afspiller, som til gengæld kan bruges til at læse anden tekst højt med. Den tekst, man ønsker læst, skal dog kopieres ind i et særligt felt på Adgang for Alle.

19.11.02

Anmeldelser af hjemmesider for børn.
Jyttes Hytte udvælger og beskriver gode hjemmesider for børn op til 13 år. Bag Jytte gemmer sig Tihii Media, som bl.a. har udviklet websiten til Spørg Olivia for bibliotekerne og Danmarks Radio.
Og hvem syv søren er Jytte? Tja, hun hedder Jytte Villumsen, men ellers....

18.11.02

Hvaler i Lake Michigan?
Hvis en eller anden internetunderviser derude har brug for et godt eksempel, når det gælder om at understrege behovet for kildekritik på internet, så prøv Southern Lake Michigan - Where You Will Meet The Whales and Dolphins.
Det ser meget autentisk ud, eneste hentydning til manglende troværdighed er flg. diskrete bemærkning: This website is not intended for readers under 18 years of age, and is for entertainment purposes only.

Bedst på nettet: prisuddeling.
Den årlige kåring af Danmarks bedste offentlige hjemmesider fandt sted i dag, og Helsingør Bibliotek (eneste repræsentant for kulturlivet blandt prisvinderne) blev lykønsket af videnskabsminister Helge Sander med følgende begrundelse: en spændende og indbydende hjemmeside, som formidler informationer på en overskuelig og fin måde.
De øvrige vindere i dagens uddeling.

17.11.02

Mp3-filer til "udlån" fra musikbibliotek.dk.
Tirsdag den 19. går en ny tjeneste i luften med 700 klassiske mp3-filer. Brugere skal melde sig ind på musikbibliotek.dk, hente en afspiller og så er man klar. Læs omtalen på musikbibliotek.dk.
Om små 14 dage går København og Frederiksberg i luften med et lignende tilbud, der dog også omfatter en lille samling af rockmusik. Til gengæld er brugerkredsen begrænset til lånere i de to kommuner.

Forbedret nyhedssøgning på AllTheWeb og nyt look hos Altavista
Der er nu mulighed for at få sorteret sine søgeresultater i Allthewebs nyheder efter dato eller efter "relevance" - Gary Price noterer : "I've also noticed improved results and a reduced amount of duplication." Alltheweb kæmper hårdt for at komme i nærheden af Googles success som søgemaskine, og i mange tilfælde er den fuldt ud tilstrækkelig.
Hos Altavista kæmper man for at vende tilbage til " former glory". Der er nyt design, minimalistisk og meget overskueligt. Der loves annoncefri! side, friskere søgeresultater og flere features til at præcisere søgeresultaterne.

Folkeskolereform og skolebiblioteker.
Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indgået aftale om fornyelse af folkeskoleloven. I aftalen står der bl.a.:
"Ved lovændring skabes der i lovens forsøgsbestemmelse mulighed for, at der i forbindelse med forsøg med udvidet samarbejde mellem skolebiblioteket og folkebiblioteket kan ske fravigelse af lovens kapitel 4 om lærerkvalifikationer".
Ændringsforslaget vil (hvis det vedtages) klare i hvert fald et af de lovgivningsmæssige problemer, som en arbejdsgruppe pegede på i en rapport tidligere i år.

12.11.02

Computerworld har opsnappet denne nyhed fra det Norske :
Norske netmedier får hits som aldrig før, efter de har fået adgang til at lægge skattelisterne online. Listerne viser, hvad hver eneste norsk skatteyder tjener og betaler i skat, og en evt. formues størrelse
Det kan de nysgerrige nordmænd godt lide. Og aviserne svømmer over med overskrifter som "Se de 10 rigeste kvinder i Norge" og "Professorer er ikke så fattige endda".
Vi ved jo også at de danske vurderingslister er et hit, når de offentliggøres!

11.11.02

Deflån direkte.
De 12 store forskningsbiblioteker har besluttet at gå i gang med et forsøg, som de kalder 'Bøger til døren / Deflån direkte', skriver Biblioteksstyrelsen. "Deflån direkte.....vil give brugerne mulighed for at bestille materialer fra bibliotekernes kataloger til direkte levering på bopælen. De forskningsbiblioteker der tilslutter sig tjenesten, vil tilbyde hurtig og enkel webbaseret lånerindmeldelse, hvorefter brugerne kan låne direkte fra alle relevante biblioteker uden forsinkende mellemled". Citat fra DEF Tema 2002, s. 5.
Set fra brugerside: Fantastisk service. Set fra biblioteksside: biblioteket som postordreforretning.

10.11.02

Mange ansøgninger til Udviklingspuljen.
Nemlig 63 stk. Tilsammen drejer det sig om ansøgninger til mere end 17,2 mill. På finanslovsforslaget for 2003 er der afsat 14,8 mill. Læs detaljerne på Biblioteksstyrelsens hjemmeside.
De heldige "vindere" får besked i slutningen af januar.

8.11.02

Betaling for indhold på internet....
...optager naturligt nok erhvervslivet meget. Erhvervsbladet refererer to helt nye undersøgelser, der begge viser, at rundt regnet halvdelen af internetbrugerne er villige til at betale for kvalitetsydelser. Jubii portalen lukker deres Nation klub og sælger i stedet ydelser efter forbrug. Det har betydet en fordobling af omsætningen hos Jubii, de mest populære ydelser er priviligeret adgang til chatsystemet, ekstra plads til e-mail og Jubii Radio i ekstra høj kvalitet. Læs mere i itsvar.
For bibliotekerne kan det - måske - på langt sigt betyde, at de velbeslåede betaler for informationsydelser i stedet for at bruge vores tilbud.

7.11.02

Godt nyt for tegneserie-læsere.
En webversion af tidsskriftet Rackham er gået i luften. Der er virkelig meget læsestof (men ingen tegneserier), interviews, tema-artikler, nyheder, debat, anmeldelser, nekrologer osv. Formålet er "en seriøs, kritisk, indsigtsfuld, dybdegående og tankevækkende tilgang til tegneserien og bladtegnerkunsten som medie, kulturelt fænomen, underholdning og kunstform".
Kun 7 biblioteker abonnerer på den trykte version, så det forekommer fornuftigt af folkene bag Rackham at gå på nettet.

Folkeskolereform.
Berlingske Tidende skriver i dag, at V og K nåede til enighed om et fælles forhandlingsudspil, der betyder at centralt fastsatte læseplaner droppes. I stedet skal skolerne operere med bindende mål for undervisningen på udvalgte klassetrin. Den trykte avis (og Infomedia) bringer en boks med eksempler på mål i 2. klasse, hvor et af punkterne er:
- Vide hvor man finder fagbøger og skønlitterære bøger til eget brug på biblioteket.
Yes!

6.11.02

Knud Vilby om ophavsret.
Internettet og digitalisering af værker har ændret på forudsætninger for betaling til ophavsretsindehaverne. Men hvordan skal forfattere, musikere og andre kunstnere så betales?
Det har Knud Vilby, formand for Dansk Forfatterforening, skrevet et e-say om på Kulturnet. Bl.a. mener han, det kan blive lettere for producenterne at sælge direkte til forbrugerne udenom maghoni-skrivebordene. Bibliotekernes mulighed for at blive virtuelle kan han sagtens anerkende, men der er ikke umiddelbart nogle løsningsforslag på betalingsproblemet set fra vores hjørne af verden.
Læs hele e-say'et på Kulturnet Danmark

Microsoft lancerer deres tablet pc i denne uge.
En tablet pc har ikke noget med pillemisbrug at gøre, men er en tynd, ganske let pc, lidt større end end en lommepc, eller med andre ord en tavle pc (i Ole Bole forstand).
Men der er et problem med Microsofts nye produkt, skriver itsvar: tablet pc'en forstår ikke dansk, hverken i skrift eller tale. En af de nye funktioner er nemlig muligheden for at skrive direkte på skærmen med en digital pen eller at tale til pc'en, som derefter omformer tale til tekst. Men altså ikke på dansk.
Man kan se en hurtig demo af tablet pc'en på Microsofts hjemmeside.

5.11.02

Svensk samarbejde om e-bøger.
Bibliotekstjänst og Studentlitteratur lancerer her i efteråret et nyt e-bogstilbud til bibliotekerne. Studentlitteratur er det førende akademiske forlag i Sverige og leverer litteratur til videregående uddannelser.
Derfor kommer det nye tilbud til først og fremmest at omfatte faglitteratur, som lånerne kan læse on-line eller hente hjem til egen pc. Det er planen, at der skal gives adgang til at kopiere og skrive ud i et vist omfang.
Lunds stadsbibliotek og Göteborg Universitetsbibliotek skal fungere som pilotbiblioteker.
Læs mere på Bibliotekstjänsts hjemmeside. Og her kan man se, hvilke bøger, Studentlitteratur sælger som e-bøger (det fremgår ikke, om det er sammen titeludbud, der skal indgå i samarbejdet med Bibliotekstjänst)

4.11.02

Hvad betyder Google egentlig?
Spørgsmål er som regel fast inventar, når man underviser i Internet, og svaret kan naturligvis findes via Google selv. Det er et ordspil på det matematiske udtryk googol, som er 10 ophøjet i 100 eller skrevet ud:
10000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000. Her er Google's egen udlægning: Google's use of the term reflects the company's mission to organize the immense amount of information available on the web.
Historien om, at Google er opkaldt efter Klaus Kludder (på engelsk Barney Google) er altså en myte.

Fra Informationsportalen : Download Dagen
Det nye dagblad "Dagen" kan hentes gratis på nettet. Overskrifterne fra dagens udgave af Dagen kan læses på avisens hjemmeside, hvor man også kan hente hele avisen med tekst, fotos og grafik i PDF-format. Man kan gratis enten downloade dagens udgave eller gå ind i arkivet efter tidligere udgaver. PDF-formatet giver ikke mulighed for at lave søgninger i avisteksterne.

31.10.02

Computerworld skriver
WEBsiderne er navnet på et nyt dansk magasin, der udkommer første gang den 31. oktober. Bladet vil skrive om indhold på internettet.
"Idéen med et trykt magasin om internettet er jo, at du kan læse om webstederne, inden du besøger dem – så du ikke spilder en masse tid. Det svarer lidt til en TV-programoversigt."
Bladet vil bestå af anmeldelser af gode hjemmesider, og der vil være tilknyttet en hjemmeside, hvor links til de omtalte sider kan findes. Pris 39.50 i løssalg.