30.6.02

Uddeling af priser til biblioteks-hjemmesider.

For første gang uddeles i USA de årlige 'netConnect Library Web Site Award'. Der er priser i tre kategorier: public, school og academic libraries, og indenfor hver kategori tildeles en pris til et stort og et lille bibliotek.
Man savner dog begundelser for pristildelingerne, som netConnect, Library Journal, School Library Journal og Jones e-Global Library, der står bag priserne, åbenbart ikke har villet offentliggøre.

28.6.02

Download en film eller en ebog til flyrejsen.

HollywoodReporter skriver, at det i løbet af den næste måned vil blive muligt at købe en film eller en e-bog fra dockingstationer i lufthavne og shoppingcentre. Filmen downloades til kundens lommecomputer, og prisen ligger mellem 10 og 50$. Det fremgår ikke, om filmen er kopisikret på nogen måde.

27.6.02

Bibliotekerne på en flot anden plads.

Rapporten Den digitale Borger 2002, som vi omtalte den 25.6., viser, at bibliotekernes e-services kommer ind på en klar anden plads efter skattevæsenet. Både når det gælder kendskab til og brug af bibliotekernes e-services ligger vi lige i hælene på skattevæsnet og langt foran de næste. Der er ingen tal, der viser hvor mange gange, den enkelte bruger vender tilbage til e-tjenesterne - der ville vi være blevet nummer et!
Undersøgelsen viser også, at 27% vælger at bruge internet/email i deres kontakt med biblioteket, 3% telefonen og 70% fremmøde. En anden figur viser, hvordan denne tredeling fordeler sig på alder, og - ikke overraskende - bruger næsten hver anden af de unge internet/email, mens brugen af telefon er højest blandt vores brugere over 60 år.
Tallene kan studeres nærmere i rapporten (kræver Acrobat Reader).

Hollandsk søster til bibliotek.dk

Kan selvfølgelig kun hedde bibliotheek.nl. Konceptet er anderledes end vores med bl.a. en redaktionel del på forsiden - lidt svært at vurdere natuligvis på grund af sproget.
Selve kerneydelsen, søgningen, kan foregå på den helt traditionelle måde med boolske operatorer, men som default startes en associativ søgning med grafisk præsentation. Prøv at skrive et ord i søgeboksen på forsiden og se den grafiske associative søgning.
OK, det er ikke helt nemt at gennemskue, hvad der sker, men mon ikke sproget har en stor del af skylden for det?

ForbrugerINFOpunkt en succes.

Biblioteksstyrelsen har evalueret det første halve år: alle medvirkende 11 biblioteker er begejstrede for at deltage og ønsker at fortsætte. Der har været 350 registrerede henvendelser (og det reelle tal skønnes at være det dobbelte), og styrelsen vurderer, at dette tal er meget tilfredsstillende i betragtning af, at det drejer sig om et nyt tilbud og med kun 11 medvirkende biblioteker.
Forbrugerinformationen og Biblioteksstyrelsen håber på at inddrage flere biblioteker i starten af efteråret.

26.6.02

Søgemaskinen Teoma lancerer en toolbar som Google også har. Teomas har en "email denne side" funktion og en mulighed for et opslag i Merriam-Webster OnLine dictionary. Vil nok kun være af interesse for brugere, der ofte benytter Teoma, som er en "lille" søgemaskine. Den giver dog tit meget relevante resultater

25.6.02

Det danske formandskab starter d. 1.juli 2002 og løber til 31. december 2002.

De vigtigste emner på dagsordenen er : 

- Udvidelsen mod Øst og Centraleuropa, 
- EU's politikker på fiskeri - og landbrugsområdet og 
- EU's globale rolle. Danmark skal repræsentere EU på Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg i september.
Læs mere om formandskabet på Folketingets EU-oplysnings Faktablad om Dansk EU-formandskab 2002

Det danske EU-formandskabs officielle hjemmeside kan findes på www.eu2002.dk.
Denne side er central hvis du vil følge med - her kan du læse om de Politiske
sagsområder
og Udvidelsen. Der er faktaoplysninger om EU, og en mødekalender for alle møder i perioden.

Offentlig e-service halter bagefter( Fra Computerworld )

Et stort flertal af danskerne er klar til at tage internet i anvendelse, når de skal henvende sig til det offentlige eller omvendt.
Især brug af elektronisk post ser danskerne en klar fordel i. Her har det offentlige oven i købet en mulighed for at spare både tid og penge ved blandt andet lettere ekspedition og besparelser på udgifter til porto.

Det viser en ny undersøgelse, som PLS Rambøll har udarbejdet. Rapporten har titlen "Den Digitale Borger 2002" og fokuserer foruden den offentlige e-service også på danskernes brug af nettet og forventningerne til de digitale muligheder.

The Free Back Issues program fra HighWire Press tæller nu 138 tidsskrifter (15 er helt gratis), dvs at over 425,000 fuld-tekst artikler er tilgængelige, mest indenfor naturvidenskab. Typisk er tidsskrifterne tilgængelige efter 1 år.

24.6.02

Gale digitaliserer 150.000 værker fra det 18. Århundrede
( Fra Informationsportalen)
Gale Group planlægger at digitalisere næsten alt, hvad der blev udgivet på engelsk i 17-hundredetallet og lægge det på nettet. De første ca. 20% forventes klar i juni 2003.
Projektet har navnet The Eighteenth Century—Complete Digital Edition, og repræsenterer et samarbejde med bl.a. British Library og andre fremtrædende forskningsbiblioteker.
Værkerne vil blive udgivet i emnekategorier over en tre-års periode: Først kommer historie og geografi (midt i 2003), derefter følger sprog og litteratur, samfundsvidenskab, religion og filosofi, naturvidenskab, teknologi og medicin, jura, kunst og referenceværker.
Der bliver tale om en betalingsservice, hvor biblioteker kan abonnere på hele samlingen eller på udvalgte dele.

Computerworld Online Lars Larsen køber Bolia.com
Dynekongen Lars Larsen har købt e-handelsbutikken Bolia.com og vil nu åbne 55 butikker i hele Europa. For 25 millioner kroner har han købt aktiemajoriteten i selskabet og selv indtaget formandsstolen. Bolia.com sælger møbler via nettet og showrooms – og den har filialer i København, Århus og Stockholm. Men inden for fem år skal der altså være 55 butikker over hele Europa. (Politiken)

20.6.02

For ikke-netbrugere : Husk de gode gamle kilder:

1881 er den officielle telefonservice med genvej til hele den offentlige sektor: Det talende danmark.dk, hvor brugerne kan få overblik over og vejledning om det offentlige Danmark. 1881 svarer på konkrete spørgsmål om offentlige forhold og henviser til relevante myndighed.
1881 er også et alternativ for ikke vante internet-brugere eller brugere uden adgang til nettet. 1881 vejleder i brugen af danmark.dk og andre offentlige netsteder og guider rundt på hjemmesiderne.
Ring 1881, hverdage mellem 9.00-16.00. Der ringes til almindelig telefontakst.
Redaktør er Anne Sørensen, asp@itst.dk eller 33 37 92 11.

Fra Informationsportalen : Nyt, fælles pressecenter for den offentlige sektor på nettet

Nu kan alle nye pressemeddelelser fra hele den offentlige sektor findes ét sted på nettet. Den 17. juni åbnede PressRoom, en ny nettjeneste for alle med interesse for dagsaktuelle nyheder fra den offentlige sektor.
Her samles pressemeddelser fra alle offentlige institutioner på et sted, således at man kan søge i samtlige offentlige pressemeddelser på en gang.
Man kan søge dels ved at indtaste et søgeord (fritekstsøgning), dels ved at vælge blandt systemets emnerområder (kaldet tema), institutioner eller geografiske områder.
PressRoom opdateres fire gange i døgnet. Inddelingen følger de kategorier, man arbejder med i OIO (Offentlig Information Online)
Det er IT- og Telestyrelsen, som i samråd med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har forestået udviklingen af webservicen, som forventes fulgt op af hhv. en gratis abonnementsservice og et NewsRoom, der indsamler nyheder om det offentlige.

19.6.02

Webby Awards.

En Webby-pris er internettets svar på Oscar, Grammy, Bodil, Robert, bjørne og palmer. Den 18. juni blev de uddelt for 6. gang, og Library of Congress fik en Webby i kategorien 'government + law' - tillykke med det, siger vi herfra!
Der er uddelt en ægte Webby-pris og en folkets stemme-pris i 30 kategorier. Google har selvfølgelig vundet priser i flere kategorier, Amazon og BBC kommer man heller ikke udenom. I det hele taget udgør listen både over vindere og nominerede en fornem liste over det bedste på nettet lige nu.

18.6.02

Søgemaskinerne kæmper på størrelse.

Søgemaskinen AlltheWeb a.k a. FAST hævder nu at have snuppet førstepladsen fra Google - med hensyn til antal indekserede websider - nemlig 2.095.568.809 sider. Det er en anelse mere end Google, der pt.har 2.073.418.204 sider. I følge FAST snyder Google dog på vægten ved at medtage ikke-indekserede sider. Det er sider, som Google har registreret i sin database, men endnu ikke indekseret.

The British Library og Consortium of University Research Libraries (CURL) meddeler, at fra 17. Juni 2002 kan man søge i British Library Public Catalogue (BLPC) på adressen COPAC

COPAC er et fælles katalog over materialerne i 22 af de største forskningsbiblioteker i UK og Irland. Der er således skabt adgang til mere end 20 millioner poster fra det samme interface

17.6.02

Hvor meget ved du egentlig om internettet ? Hvordan virker det - hvem opfandt det mm. ?

The Living Internet har svarerne på allle tænkelige spørgsmål om nettet og de tilhørende funktioner : Internet, Web, Usenet, Email, Mailing Lister, IRC (Chat), og MUDs .
Hvert emne er inddelt i 8 kategorier:
- Hvordan blev det opfundet
- Hvordan virker det
- Hvordan bruges dett
- Avancered brug
- Hvorfor er det vigtigt
- Sikkerhed
- Hjælp
- Mere information

Desuden masser af links til anden interessant og brugbar information : software, bøger og en lille samling biografier over Internettets personligheder
Sidens skaber er Bill Stewart, - et godt eksempel på internettet, når det fungerer bedst. Gratis, med masser af anvendelig information og links til relevante resurser.

The Living Internet var et af 50 "outstanding" netsteder, udvalgt af Scientific Americans redaktører.
Her kan du se de 49 andre :
2002 Scientific American.com Sci/Tech Web Awards

16.6.02

Nyt fra Biblioteksstyrelsen.

Styrelsen har netop offentliggjort to nye publikationer på nettet (og i fysisk form):
- Nyt fra Nyhavn, nr. 2 med to temaer: børnekultur og Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek. Kræver Acrobat Reader.
- Scandinavian Public Library Quaterly

15.6.02

Den danske forskningsdatabase redesignet.

Def-projektet forskningsdatabase.dk har ikke alene fået nyt udseende, men har også forbedret søgefunktionerne for brugerne og faciliteterne for de institutioner, der bidrager med forskning. Læs pressemeddelelsen her.

14.6.02

Indlæg fra Internet Librarian International 2002.

Der ligger nu en del materiale fra konferencen i London i marts, hvor bl.a. ideen til denne weblog opstod. Som sædvanlig med den slags materiale er det en fordel at have været til stede, men man kan få et overblik og henvisninger til andre steder, hvor man kan få mere information.

13.6.02

Kommuniker med bibliotekaren - i ny sammenhæng.

To amerikanske firmaer LSSI (laver bl.a. software til virtuel reference) og GIS (bibliotekssystem) integrerer deres to systemer. Dette betyder - lover de to firmaer -, at hvis en søgning i katalogen ikke giver det forventede resultat, dukker en automatisk mulighed op for at kommunikere med en bibliotekar. Sådanne muligheder vil dukke op på passende steder i søgeprocessen og minde brugeren om, at hjælpen er nær.
Læs pressemeddelelsen her.

Forskningsbiblioteker screenet af Bedst på Nettet.

21 forskningsbiblioteker er netop blevet kvalitetsvurderet af Bedst på Nettet. Ingen har kunnet gøre Silkeborg kunsten efter, men syv biblioteker har scoret fire netkroner, her i blandt Statsbiblioteket og Det Kongelige. Sammenlignet med sidste år er Statsbiblioteket rykket fra tre til fire kroner.

12.6.02

Digital kopiering.

Som bekendt gælder den nye lovlige digitale kopiering ikke for biblioteker. Teknologirådets arbejdsgruppe om Digital Ophavsret (med bl.a. Harald von Hielmcrone, Statsbiblioteket) opfordrer i et nyhedsbrev til folketinget politikerne til at skabe en bedre balance mellem rettighedshavere og brugere.
Ingeniøren|net beskriver den vanvittige situation sådan: Vil bibliotekerne sende digitalt materiale, f.eks. en tidsskriftartikel, må man altså gå et skridt tilbage i den teknologiske udvikling og tage et print af artiklen og derefter faxe den videre til modtageren.

11.6.02

Verdens mindste website.

Find læsebrillen og finmotorikken frem og check websitet, der hævder at være verdens mindste! Og som har haft over 100.000 besøgende på mindre end to uger.
Bag siden står designeren Alan Outten, og hvis finmotorikken ikke rækker til at kilkke sig frem til indholdet, kan Ananova fortælle, at det består af bl.a. 4 spil, et kunstgalleri, et galleri med berømte ansigter og en nyhedsside. Alan Outten har planer om at lægge et formel 1 spil på siden.
Chancer for at score mange førerhunde i en tilgængelighedstest? Mja...

Bøger, bibliotek og drømme

BBC News refererer en undersøgelse fra University of Wales: Forskere har undersøgt 10.000 engelske biblioteksbrugere og sammenhængen mellem deres lån og drømme. Lånere, der foretrækker skønlitteratur, har mærkeligere drømme og er mere tilbøjelige til at huske dem, fantasy-lånere har flere mareridt og drømme, hvor de har fornemmelsen af at være vågne, mens børn, der læser gys og gru, har tre gange flere mareridt.
Læs mere om undersøgelsen her.

10.6.02

Jubilæum.

Librarian's Index to the Internet rundede torsdag henvisning nr. 10.000. I pressemeddelelsen fremgår det, at fng's amerikanske storesøster startede som Carole Leitas private samling af gopher bogmærker helt tilbage i 1990. Læs hele pressemeddelelsen her

Det samarbejdende biblioteksvæsen slår til igen!

RomanNet, Andreas Kommode, BogWeb og ForfatterNet bliver til ét biblioteks-site for skønlitteratur (og omegn): littatursiden.dk.
Projektet er et samarbejde mellem Gentofte, Horsens, Silkeborg, Vejle og Århus samt bibliotekarer fra hele landet.
Litteratursiden præsenterer sig selv på denne måde:
....I Bøgernes Land, hvor ordet ruge. Ét site er over dem alle,
Ét site kan favne de andre, Ét site kan bringe dem alle,
i www.litteratursiden.dk forene dem alle
I Bøgernes Land, hvor ordet ruge.

7.6.02

Fra Politiken : Informationsportalen

IT- og Telestyrelsen har lanceret en ny internetportal, informationsportalen med en samlet oversigt over 300 offentligt tilgængelige databaser i Danmark. Redaktionen bag portalen har tidligere produceret bladet DISPLAY, der blev udgivet af INFOSCAN, som i 2000 blev lagt sammen med Statens Information. Informationsportalen indeholder også mange nyheder og artiker om informationssøgning.

Fra Berlingske Tidende MANDAG 03.06.2002. 2 Sektion, MAGASIN , side 1 :

Hver femte unge mellem 12 og 19 år går på biblioteket mindst een gang om ugen.
Kun fem procent kommer der aldrig. Dermed er de store børn og unge bibliotekernes største gruppe kunder, idet mere end hver fjerde gæst på biblioteket kommer fra denne aldersgruppe. De unge låner ikke bare bøger,musik og videospil, de læser faktisk også, selvom mange har det indtryk at bøger ikke interesserer børn og unge. Men af Index Danmark fremgår det, at næsten hver tredje mellem 12 og 19 år læser skønlitteratur mindst een gang om ugen.

Artiklen er en gennemgang af Danskernes kulturforbrug fra Gallups database:Index Danmark. Der konkluderes : Det er de midaldrende kvinder mellem 50 og 69 år, der er flest af på kunstudstillinger, i teatrene og på museerne. Og det er dem, der stemmer på enten Enhedslisten eller SF og bor i HT-området, der er de mest aktive kulturbrugere.

Meta Søgning + Det usynlige Web + Virtuelle bibliotekarer = Wondir!

En anderledes søgetjeneste er ved at se dagens lys - som modtræk mod de kommercielle søgemaskiner og Spørgsmål/Svar tjenester.
The Wondir Foundation vil tilbyde metasøgning, søgninger på det dybe web og svar fra levende mennesker. Organisationen er non-profit.
Anderledes og værd at holde øje med. Der planlægges en Beta-version i slutningen af sommeren - og åbning til efteråret.

6.6.02

Fredede dyr på nettet
Skov- og Naturstyrelsen netop har offentliggjort et minileksikon
nettet over fredede dyr og planter i Danmark.

4.6.02

Søg i biblioteksrelevante tidsskrifter på nettet

Fra Informationsportalen : Index Morganagus er efter eget udsagn et søgbart fuldtekst indeks til biblioteksrelevante elektroniske tidsskrifter.
I praksis betyder det over 80 tidsskrifter, som tilbyder hovedsagelig engelsksprogede artikler på nettet, dvs. så forskelligartede publikationer som Searcher, IFLA Journal, Finnish Library Journal, Computers in Libraries og LC Cataloging Newsletter. Der findes en komplet liste på websitet.
Indekset giver mulighed for at søge med boolske operatorer (og/eller) og på udtryk bestående af flere ord. Man kan også indtaste søgninger bestående af flere led samt trunkere.

The Guardian har en stor oversigt over nulevende forfattere. Der er henvisninger til artikler i The Guardian og andre netsteder, både omtaler af værker og links til e-tekster.

Computerworld : Preben Mejer

I arbejdslivet vil det snart være slut med at være tvunget til at sidde fastlåst ved en pc. IT vil findes i vægge, borde, kuglepenne, og brugervenligheden vil være bedre. IT-spåmanden Preben Mejer skitserer rammerne på jobbet anno 2007.
Disse ord sidder du nok og læser på din pc. Men fremover kan den traditionelle skrivebordscomputer godt indstille sig på mindre opmærksomhed. For den er ofte for gumpetung, ufleksibel og fastlåst. - Vi skal have en helt anden grad af funktionalitet end i Bill Gates-æraen. Pc-verdenen er jo skabt ud af et nørdmiljø, men nu skal vi have apparater, som selv min far og mor kan betjene uden problemer, siger Preben Mejer.

Søgning i Googles base over svar i Goggle Answers

Nu kan man selv se de svar, som Google Answers giver.
Man kan søge på besvarede spm., ubesvarede eller begge dele. Man kan også se hvad prisen for netop dette svar har været !
Man kan også emnesøge : Arts and Entertainment, Science, and Computers.

Politiken : Netfilmfestival

Støvring Højskole har startet festivalen 'Netfilmfestival', hvor kravet for at deltage blot er, at man laver en film på maksimum fire minutter. Filmen bliver derefter lagt på nettet til fri kigning.
Genrerne er animation, fiktion og dokumentar, og deadline for tilmeldelse er 15. september. Juryen vil bestå af professionelle filmanmeldere, skuespillere og instruktører.

2.6.02

Norsk FNG.

I Norge er det åbenbart ikke lykkedes at samarbejde om en netguide, udarbejdet af bibliotekarer. I hvert fald har Oslos hovedbibliotek (Deichman) i april lanceret Detektor. Foreløbig er der ikke mange ressourcer i guiden, men endemålet er nogle tusind.